Regeringens lovkatalog, som blev offentliggjort i forbindelse med Folketingets åbning i oktober, rummer nogle chokerende formuleringer.

Statsministeren skriver i forordet: Og der skal være større åbenhed om religiøse forkynderes prædikener på andre sprog end dansk. Og længere nede i kirkeministerens afsnit: “Formålet med lovforslaget er at skabe større åbenhed om religiøse forkynderes prædikener i Danmark, når de prædiker på andre sprog end dansk."

I et interview i Altinget uddyber socialdemokraternes kirkeordfører Julie Skovsby: “Ja. Det handler om, at vi ikke ønsker at opbygge parallelsamfund – og at vi vil fastholde, at dansk sprog er en hovedfællesnævner i Danmark”. Derfor skal “prædikener og forkyndelse i Danmark i udgangspunktet foregå på dansk. Om ikke andet, så gennem oversættelse til deltagerne. Det er vores hensigt, fordi vi ønsker mere gennemsigtighed og mere åbenhed. Borgerne i Danmark skal kunne orientere sig fuldt ud på dansk”, siger hun.

Hensigten er naturligvis at ramme islamistiske hadprædikanter, men da vi i Danmark har lighed for loven rammer forslaget alle menigheder, som benytter andre sprog end dansk. Ja, statsministeren kan ikke afvise, at forslaget også vil gælde prædikener på færøsk eller grønlandsk, ligesom forslaget rammer det tyske mindretals menigheder i Sønderjylland.

Tankegangen er et angreb på helt grundlæggende værdier. Allerede i slutningen af 1700-tallet oplevede statsmagten det umulige i at påtvinge borgerne en bestemt måde at dyrke Gud. De stærke Jyder gjorde op med rationalistiske præster, tysktalende menigheder i Flensborgs omegn gjorde i 1850’erne op med forsøg på at gennemtvinge dansk som kirkesprog, ligesom dansksindede sønderjyder gjorde det samme i Köller-tiden, nu rettet mod preussiske germaniseringsforsøg. Det kom hverken den danske eller den preussiske stat godt fra.

Derfor har vi i Danmark en grundlov, som sikrer borgerne mod en formynderisk stat. § 67: “Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”.

Og derfor har vi i grænselandet København-Bonn-erklæringerne til at beskytte mindretallenes frihedsrettigheder, herunder retten til at dyrke Gud på sit eget sprog.

Det skal nogle få islamistiske hadprædikanter da ikke ændre på. Det de siger, strider jo mod den offentlige orden og kan derfor rammes på andre måder, end ved at knægte alle andres frihedsrettigheder.