Tilbage til nyhedsliste

Ny film søger sønderjysktalende mand

12. februar 2021

Den sønderjyske instruktør Frelle Petersen, der bl.a. har stået bag den anmelderroste fil ’Onkel’, søger i øjeblikket en mand på 30-40 år, der taler med sønderjysk dialekt, til en rolle i sin nye film ’Resten af livet’.

Den sønderjyske instruktør Frelle Petersen arbejder for tiden på sin næste film, der har titlen 'Resten af livet'.

Den sønderjyske instruktør Frelle Petersen arbejder for tiden på sin næste film, der har titlen 'Resten af livet'.

Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix

Den sønderjyske instruktør og manuskriptforfatter Frelle Petersen arbejder for tiden på sin næste film, der har fået titlen ’Resten af livet’. Filmen skal indspilles på Tønderegnen i foråret 2021, og i den forbindelse søger filmholdet nu en mand på 30-40 år, der taler med tydelig sønderjysk dialekt, til en rolle i filmen. Det skriver JydskeVestkysten.

”I filmen tales der med sønderjysk dialekt, så det er vigtigt, at du kan tale flydende sønderjysk”, skriver caster Djamila Hansen i et opslag på Facebook.

Alle interesserede kan indsende en video til Djamila Hansen, dj@djamilacasting.dk, hvor man på sønderjysk fortæller om sig selv og sit forhold til Sønderjylland. Deadline er lørdag den 13. februar, oplyser filmcasteren i sit Facebook-opslag, der indtil videre er blevet delt 400 gange.

’Resten af livet’ bliver Frelle Petersens opfølger til ’Onkel’ fra november 2019, der med et budget på 3,5 millioner kroner opnåede stor succes i både Danmark og udlandet. ’Onkel’ høstede femstjernede anmeldelser hos bl.a. Politiken, Berlingske og DR, hvor særligt det langsomme tempo og de sønderjyske marskvidder blev fremhævet. Allerede før premieren i Danmark havde filmen vundet hovedprisen ved Tokyo International Film Festival 2019, og senere opnåede filmen at blive nomineret til Nordisk Råds filmpris. Ved Bodilprisen 2020 vandt Frelle Petersen desuden prisen for bedste manuskript.

Ifølge JydskeVestkysten bliver ’Resten af livet’ film nummer to i en planlagt hjemstavnstrilogi, hvor ’Onkel’ var den første. Filmens skuespillere vil ligesom i ’Onkel’ have rødder i Sønderjylland og tale med sønderjysk dialekt. Handlingen tager udgangspunkt i en velfungerende familie, der rammes af en stor sorg, da et nærtstående familiemedlem pludseligt mister livet. Filmen bliver produceres af Zentropa og har et budget på ca. 15 millioner kroner.

Efter planen får ”Resten af livet” premiere i februar 2022.