Ulla Bay, kasserer i Grænseforeningen Lolland, har tilbragt mange somre som ferievært for sydslesvigske børn. Hun holder stadig kontakten til sydslesvigske Angela, der var feriebarn hos hende og hendes mand første gang for mere end 30 år siden.

Foto: Privat

"Det er et tab for det danske sprog i Sydslesvig"

Ulla Bay, der er medlem af Grænseforeningen Lolland, kalder det  “trist, men forståeligt”, at Dansk Skoleforening for Sydslesvig har valgt at lukke feriebarnsordningen.

I mere end 100 år er sydslesvigske børn blevet sendt på ferieophold i Danmark, men nu er det endegyldigt slut. Det meddelte Dansk Skoleforening for Sydslesvig 25. februar.

Lukningen af feriebarnsordningen ærgrer 80-årige Ulla Bay, der er medlem af Grænseforeningen Lolland. Hun begyndte som ferievært for mere end 30 år siden og har også været involveret i arbejdet med at finde ferieværter på Lolland.

“Det er trist, men forståeligt, at ordningen nu lukker helt. De seneste år har der ikke været særlig stor interesse, desværre. Det er et tab for det danske sprog i Sydslesvig. De unge kommer til at mangle et sted uden for klasseværelset, hvor de kan blive bedre til dansk”, siger Ulla Bay, der stadigvæk har kontakt til sydslesvigske Angela, som hun var ferievært for i en lang årrække.

“Angela bor i dag i Harreslev med sin tyske mand og to børn, og de kommer her hvert år og besøger min mand og mig. Det er vi meget glade for, og det er fantastisk, at vi kan blive ved med at holde kontakten”, tilføjer Ulla Bay.

Lollandske Ulla Bay er uddannet lærer og arbejdede som ung sammenlagt 12 år på danske skoler i Rendsborg og Flensborg. Her var hun blandt andet med til at sende skolebørn af sted fra Flensborg Banegård til ferieværter i Danmark. Da hun senere flyttede hjem til Lolland, var det særligt hendes datter Kirsten, der blev årsag til, at hun blev ferievært.

“Da min datter var omkring syv år, tænkte jeg, at hun kunne bruge lidt selskab i sommerferien. Det blev så begyndelsen på vores families mange år som ferieværter”, siger Ulla Bay.