Tilbage til nyhedsliste

Oplev tysk stjerneskuespiller på Tyske Filmdage

21. april 2022

Ved filmfestivalen Tyske Filmdage kan man fra den 24. til 27. april se aktuelle tyske film, herunder filmen ’Nebenan’ med den tyske stjerneskuespiller Daniel Brühl, der både instruerer og spiller hovedrollen. Det foregår i biograferne Grand Teatret, København, Øst for Paradis, Aarhus, og Café Biografen, Odense.

Tyske Filmdage kan opleves i Grand Teatret, København, Øst for Paradis, Aarhus, og Café Biografen, Odense, fra den 24 til 27. april 2022. Billedet på plakaten er fra filmen 'Lieber Thomas', 2021.

Tyske Filmdage kan opleves i Grand Teatret, København, Øst for Paradis, Aarhus, og Café Biografen, Odense, fra den 24 til 27. april 2022. Billedet på plakaten er fra filmen 'Lieber Thomas', 2021.

Foto: PR-materiale/Tyske Filmdage

Igen i år arrangeres der Tyske Filmdage i biograferne Grand Teatret, København, Øst for Paradis, Aarhus, og nu også igen i Café Biografen, Odense. Den årligt tilbagevende filmfestival skydes i gang søndag den 24. april i alle tre byer med ’Nebenan’, der i programmet for Tyske Filmdage beskrives som en morsom samtidsfilm. Filmen er selvironisk og instrueret af skuespilleren Daniel Brühl, der bl.a. er kendt for roller i filmene ’Inglorious Basterds’ (2009) og ’Rush’ (2013). Med ’Nebenan’ debuterer Daniel Brühl som instruktør og spiller selv hovedrollen. Manuskriptet er skrevet af den verdenskendte forfatter Daniel Kehlmann.

Ifølge programmet for Tyske Filmdage byder festivalen på ”et stærkt og repræsentativt bud på den tyske film netop nu”, som der står i programindledningen, der bl.a. er underskrevet af Pascal Hector, Tysklands ambassadør i Danmark.

Tyske Filmdage, der begyndte i 2010 i København, har for andet år i træk en særvisning af en historisk stumfilm med et soundtrack skrevet specifikt til Tyske Filmdages visninger. I år er det en film med stærke danske kræfter bag, nemlig Carl Th. Dreyers tyske filmatisering af Herman Bangs roman ‘Mikaël‘ (1904). Yael Acher-Modiano har skrevet et nyt lydspor til filmen fra 1924, som hun fremfører live i København og Aarhus.

Det er også muligt at opleve dramaet ’Grosse Freiheit’, der beskrives som ”en smuk og rørende film om venskab, kærlighed og frihed”. Filmen var årets tysk-østrigske Oscar-kandidat og handler om Hans, der overlevede koncentrationslejrene, men som efter krigen ryger ind og ud af fængsel, fordi han er homoseksuel.

Tyske Filmdage arrangeres af Goethe-Institut Dänemark, Grand Teatret/Camera Film, Den Tyske Ambassade samt Copydan Verdens TV/Nabolandskanalerne.

Læs mere på https://grandteatret.dk/nyheder/tyske-filmdage-2/ 

Se traileren til 'Nebenan' her. Video: Warner Brothers/YouTube