Tilbage til nyhedsliste

Haderslev Lysfest markerer Danmarks Befrielse

4. maj 2022

Efter to år uden publikum blænder Haderslev Lysfest atter op for en stor markering af Danmarks befrielse den 4. maj 1945. Årets festtaler er den sønderjyske historiker Tom Buk-Swienty.

Haderslev Kommune markerer igen i år Danmarks befrielse.

Haderslev Kommune markerer igen i år Danmarks befrielse.

Foto: Haderslev Kommune

Den traditionsrige Haderslev Lysfest, der markerer Danmarks befrielse den 4. maj 1945, får i år besøg af den sønderjyske historiker Tom Buk-Swienty, der vil stå for årets festtale.

Tom Buk-Swienty har bl.a. skrevet værkerne ’Slagterbænk Dybbøl’, og ’Dommedag Als’, der var inspiration til tv-serien og filmen ’1864’ fra 2014 og 2016. Senest har Tom Buk-Swienty, der er opvokset i Sønderborg, udgivet bogen ’Undervejs’, der er en samtalebog med Dronning Margrethe.

Som festtaler ved Lysfesten vil Tom Buk-Swienty indgå i rækken af prominente talere ved Haderslev Lysfest, senest Kronprins Frederik, der var festtaler i 2021.

Ved Lysfesten, der finder sted på Haderslev Kaserne, taler også Mads Skau (V), der er borgmester i Haderslev. Han håber, at mange i år også vil sende en tanke til krigens ofre i Ukraine i forbindelse med markeringen.

”Fred, frihed og forsoning er det evige budskab, og i år er det særligt relevant. Jeg håber, at mange vil deltage og i fællesskab være med til at markere, at vi har brug for fred, frihed og forsoning – ikke kun i Danmark, men i hele Europa. Har man ikke mulighed for at deltage, så opfordrer jeg til, at man tænder lys i vinduet til minde om Befrielsen og samtidig sender tanker til Ukraine”, udtaler Mads Skau i en pressemeddelelse.

For første gang i to år vil der være publikum til Haderslev Lysfest. Det fulde program byder bl.a. på fakkeltog, kor- og fællessang samt koncert ved Flyverhjemmeværnets Musikkorps, Haderslev Domkirkes Pigekor og Slesvigske Musikkorps. Se det fulde program på Haderslev Lysfests hjemmeside.

Haderslev Lysfest er blevet afholdt siden 1950 for at markere Danmarks befrielse fra det nazistiske Tysklands besættelse, der varede fra den 9. april 1940 til den 4. maj 1945 under Anden Verdenskrig. I 2020 og 2021 blev Haderslev Lysfest gennemført som et lukket arrangement som følge af coronapandemien.

Haderslev Lysfest arrangeres af Haderslev Kommune og Slesvigske Fodregiment.

Danmarks befrielse markeres bl.a. også på Rådhuspladsen i København og Bispetorv i Aarhus, hvor Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, vil holde tale på storskærm direkte fra Ukraine. Det er Politiken og Jyllands-Posten, der står bag arrangementet.