Tønder Festival inviterer til musikoplevelser på dansk, tysk og sønderjysk
Den sønderjyske folkemusikfestival Tønder Festival kan torsdag igen slå dørene op for publikum efter to års aflysninger som følge af coronapandemien. Festivalen byder bl.a. på optrædener fra sønderjyske Rikke Thomsen og det dansk-tyske FolkBALTICA Ensemblet.

På Tønder Festival spiller bl.a. det dansk-tyske orkester FolkBALTICA, der består af 50 unge fra det sydlige Danmark og den tyske delstat Slesvig-Holsten.
Foto: FolkBALTICA Ensemblet
Tønder Festival er tilbage efter to års aflysninger som følge af coronapandemien. Festivalen, der har sit udgangspunkt i folkemusikken, finder sted fra torsdag den 25. august til søndag den 28. august.
”Det bliver vildt fedt”, siger festivaldirektør Stephan Scheelke til JydskeVestkysten.
En af kunstnerne er Rikke Thomsen, der er kendt for at synge på sønderjysk. Hun blev i januar 2022 interviewet til magasinet Grænsen, som Grænseforeningen udgiver:
“På sønderjysk kan man sige en masse ved næsten ikke at sige noget, og ofte bliver det sagt med en form for underspillet humor, som ligger meget tæt op ad alvoren. Det kan være noget, som er lige til at grine af, men gråden ligger lige bagved – lidt som stemningen i Erling Jepsens romaner”, siger hun i interviewet med magasinet Grænsen om sit forhold til det sønderjyske sprog.
Rikke Thomsen spiller fredag den 26. august kl. 14.30 i Telt 1. Hun er dog også programmet på festivalens øvrige dage. Torsdag er hun en del af en hyldestkoncert for Povl Dissing, lørdag skal hun interviewes live på en scene i konceptet ’JydskeVestkysten Artist Talk’, og søndag deltager hun i arrangementet ’Woman’s Circle’ sammen med fire andre kvindelige sangskrivere.
Det er også muligt at opleve det dansk-tyske orkester FolkBALTICA Ensemblet, der spiller hele to koncerter ved Tønder Festival hhv. fredag kl. 10.30 og søndag kl. 11.00. Orkestret består af 50 unge musikere fra det sydlige Danmark og den tyske delstat Slesvig-Holsten og ledes af violinist Harald Haugaard. FolkBALTICA Ensemblet blev grundlagt i 2013 og har sit udgangspunkt i FolkBALTICA-festivalen, der hvert år i maj måned samler kunstnere med udgangspunkt i folkemusikken på spillesteder i hele grænselandet. FolkBALTICA-festivalen er bl.a. støttet af Sydslesvigsk Forening (SSF) og Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN).
På Tønder Festival spiller også det danske band Efterklang, der skal optræde sammen med Sønderjysk Pigekor, som ledes af chefdirigent Mette Rasmussen. Et samarbejde, der begyndte i efteråret 2021 og nu fortsætter ved udvalgte koncerter i 2022. Til koncerten vil Efterklang, hvis tre bandmedlemmer alle er vokset op på Als, og Sønderjysk Pigekor optræde med et repertoire af både nyskrevne sange og sange fra begges bagkatalog.
I alt spiller knap 60 kunstnere til årets Tønder Festival, der blev etableret i 1974. Se hele programmet for Tønder Festival på tf.dk.
Flere nyheder:
Læs stort interview fra magasinet Grænsen: