FUEN svarer på kritik: Vi er uafhængige af Ungarn
Præsidiet for den europæiske mindretalsorganisation FUEN afviser at være afhængige af Ungarn.
Lorant Vincze blev genvalgt som præsident for FUEN den 1. oktober 2022.
Foto: FUEN
Den demokratiske situation i Ungarn er blevet udgangspunkt for en tvist mellem Mindretalsrådet i Tyskland, der tæller de fire anerkendte nationale mindretal i Tyskland, herunder det danske og det frisiske, og Lorant Vincze, der er præsident for den europæiske mindretalsorganisation, FUEN.
Senest har Lorant Vincze, der er fra det ungarske mindretal i Rumænien, og præsidiet for FUEN afvist en kritik om, at organisationen skulle være afhængige af Ungarn, der gennem Bethlen Gábor Fonden årligt støtter FUEN med 500.000 euro.
”Den økonomiske støtte fra Bethlen Gábor Funden fra Ungarn er ikke bundet til nogle betingelser og instrumentaliserer på ingen måde mindretallene. Tværtimod har midlerne fra Ungarn hjulpet FUEN til at udføre sit arbejde selvstændigt”, skriver FUEN-præsidiet i en udtalelse.
Det er Mindretalsrådet i Tyskland, der har rejst kritikken i forlængelse af, at FUEN-præsidiet med Loránt Vincze for bordenden ved FUEN-kongressen i Berlin i slutningen af september måned modsatte sig et forslag fra Mindretalsrådet. Forslaget bestod i, at Europas mindretal skulle komme med en fælles udtalelse om forholdene i Ungarn. Udtalelsen skulle bl.a. bygge på en nylig rapport af Europa-Parlamentet, hvor Ungarn beskrives som et land, hvor demokratiet, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder er i opløsning. En rapport, som Loránt Vincze har kritiseret.
Ifølge FUEN-præsidiet blev forslaget afvist, da det blev indsendt med for kort varsel.
”Vores medlemmer skal have god tid til at gennemgå sådanne forslag”, skriver FUEN-præsidiet i sin udtalelse.
Gitte Hougaard-Werner, der er formand for Sydslesvigsk Forening (SSF) og for Mindretalsrådet i Tyskland, siger til Flensborg Avis, at man ikke er tilfreds med FUENs svar på kritikken.
”Vi har taget udtalelsen til efterretning, men vi synes ikke helt, at der er substans i det, de svarer”, siger Gitte Hougaard-Werner til Flensborg Avis.
FUEN-præsidiet fremhæver i sin udtalelse, at man gerne vil i dialog med Mindretalsrådet om det videre forløb.
Flere nyheder: