Flensborg har altid haft en særlig position”

Magasinet Grænsen har bedt historiker Klaus Tolstrup Petersen, Leder af Den Slesvigske Samling, Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, om at udlægge historien om Flensborg som en dansk-tysk by. Flensborg har godt nok været tysk siden grænsedragningen i 1920, men byen kan ikke undse sig fra at have hørt under den danske konge siden 1200-tallet og frem til Danmarks skelsættende nederlag i 1864.

“Dansk var faktisk det mest almindelige sprog i Flensborg frem til middelalderen. Men fra 1400-tallet og frem talte de fleste flensborgere enten høj- eller plattysk”, siger han.

Klaus Tolstrup Petersen begynder i 1800-tallet, hvor Flensborg som en del af hertugdømmet Slesvig hører den danske helstat.

“Før nationalismens opblussen nyder Flensborg godt af sin placering i den danske helstat. Byen er primært tysktalende, men har en rig handel nordpå og er tro mod den danske konge. Det er en god løsning for byen, der slipper for at konkurrere med Hamborg”, forklarer Klaus Tolstrup Petersen.

Men byens komfortable tilværelse i helstaten er en stakket frist. I 1800-tallet begynder nationalismen at spire i hele Europa. På universiteterne i hhv. København og Kiel opstår idéerne om et Danmark til Ejderen og et løsrevet tysk Slesvig-Holsten, hvilket Flensborg forsøger at modvirke.

“Det giver ikke mening for Flensborg. En tættere tilknytning til Danmark vil betyde en kulturel omvæltning, for godt nok tales der dansk i byen, men langt størstedelen af byens borgere taler tysk, som også var embedssproget. Et løsrevet Slesvig-Holsten med tætte bånd til det kommende Tyskland er derimod lig med en udelukkelse fra helstaten og svækkede økonomiske forhold. Det ønskede byen heller ikke”, siger Klaus Tolstrup Petersen.

Er du dansk eller tysk?

Ikke desto mindre spreder de nationalistiske tankegange sig fra de elitære saloner på universiteterne til den brede befolkning. For første gang – men ikke sidste – skal flensborgerne mere og mere forholde sig til spørgsmålet; “er du dansk eller tysk?”.

“Det interessante er, at dansk og tysk har eksisteret side om side i Flensborg gennem århundreder. I den danske helstat blev der talt mange sprog, og tysk var et af dem. Det er først med nationalismen, at det bliver et problem”, siger Klaus Tolstrup Petersen og tilføjer, at Flensborgs dansksindede før nationalismens frembrud ikke så nogle problemer i at tale tysk. Man mente ikke, at sindelag og sprog havde noget med hinanden at gøre.

De nationalistiske spændinger kulminerer i første omgang under Treårskrigen 1848-50, hvor Flensborgs ledende kredse forholdt sig loyale over for det danske styre – modsat nabobyerne Slesvig og Aabenraa, der hurtigt tilsluttede sig den provisoriske regering i Kiel, der ønskede en fri forfatning for Slesvig-Holsten.

Krigshandlingerne i 1864 betyder, at Flensborg bliver sendt i hænderne på den preussiske rigskansler Otto von Bismarck og det kommende Tyskland. En germanisering tager sin begyndelse, og byens danske islæt forsøges udvisket. Med den tyske sejr bliver Flensborg for første gang i sin historie en del af et tysk statsfællesskab. Byen havde med sine på daværende tidspunkt 20.000 indbyggere været den tredje største by efter København og Altona i den danske helstat, men blev nu forvandlet til en mindre provinsby i en langt større tysk stat.

Frontbyen Flensborg

Den tyske sejr betød også, at Flensborg for alvor blev gjort til frontbyen for kampen mellem dansk og tysk. Ved rigsdagsvalget til Berlin i 1867 opstillede man for første gang dansksindede kandidater i Flensborg. Og det endte faktisk med et dansk flertal. Selv ved rigsdagsvalget i 1881 vinder dansksindede Gustav Johannsen med et flertal i Flensborg.

“Men herefter går det så også ned ad bakke”, konstaterer Klaus Tolstrup Petersen.

Ved valget i 1912 fik de dansksindede kandidater sølle fire procent af stemmerne.

“Det hænger bl.a. sammen med den germanisering, som de tyske magthavere har gennemført siden 1864. Sprog og nationalitet bliver knyttet mere sammen, og det betyder en udskiftning af alle dansksindede embedsmænd”, forklarer Klaus Tolstrup Petersen.

Der åbner sig desuden et nyt marked for Flensborg sydpå, som begynder at give økonomiske fordele. Flensborg udvikler sig fra at være en handels- og søfartsby til at være en industriby, og det skaber en vækst i byens befolkningstal. Der er behov for mere arbejdskraft, som typisk kommer sydfra. Arbejderklassen vokser, og de stemmer socialdemokratisk. Emner som social ulighed og arbejdernes rettigheder fylder mere end spørgsmålet om national identitet, og de dansksindede politikere taber terræn.

“De dansksindede giver dog ikke op uden kamp, og Flensborg er stadig en vigtig by i årene frem mod Genforeningen i 1920”, siger Klaus Tolstrup Petersen og fremhæver førnævnte Gustav Johannsen samt Jens Jessen som periodens vigtigste dansksindede personligheder.

“De arbejdede begge for Flensborgs genforening med Danmark, men på to forskellige måder. Gustav Johannsen var en jovial type, der førte en forhandlingsvenlig linje. Jens Jessen var derimod mere hårdtslående og mente ikke, at der var noget som helst grundlag for at forhandle med tyskerne”, siger Klaus Tolstrup Petersen.

Mindretallets Flensborg

De to stærke personligheder kan dog ikke forhindre, at flensborgerne – i kølvandet på Tysklands nederlag i Første Verdenskrig – i overbevisende grad stemmer tysk ved folkeafstemningerne om grænsedragningen i 1920. Og på trods af Påskekrisen i foråret 1920, som udløses af Kong Christian 10.s ønske om et dansk Flensborg, ender byen som en del af Tyskland.

Med grænsedragningen i 1920 og delingen af det gamle Slesvig bliver Flensborg en grænseby. Et dansk mindretal opstår officielt, og den nye tyske Weimar-forfatning sikrer en række rettigheder til mindretallet, herunder at der kan blive bygget danske skoler, hvor unge elever dannes efter danske værdier. Bl.a. bliver Duborg-Skolen bygget på Duborg Banke, og et fuldt mindretalsliv etableres løbende med grundlæggelsen af kultur-, ungdoms-, kirke- og skoleforeninger.

Mange aktiviteter bliver centreret omkring et gammelt vajsenhus i Norderstraße 76, hvor et dansk bibliotek indrettes med en tilhørende mødesal. Det er Grænseforeningen, der i 1921 køber huset, som får navnet ‘Flensborghus’. I dag er Flensborghus fortsat centrum for foreningsarbejdet i det danske mindretal. Både Sydslesvigsk Forening (SSF), Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) og Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) har sine kontorer i bygningen, mens den store mødesal ofte danner ramme om arrangementer med danske kulturpersonligheder.