SSW ser frem til samarbejdet med ny overborgmester
Det dansk-frisiske mindretalsparti, SSW, ser frem til samarbejdet med Fabian Geyer, der tiltræder som ny overborgmester i Flensborg på søndag den 15. januar.
Fabian Geyer er ny overborgmester i Flensborg pr. 15. januar.
Foto: Lars Salomonsen
Fabian Geyer overtager på søndag den 15. januar posten som overborgmester i Flensborg. Det dansk-frisiske mindretalsparti, SSW, ser frem til samarbejdet.
”Vi går ind i samarbejdet med et åbent sind. Der er nok at tage fat på i Flensborg, og vi ser bl.a. et stort behov for at investere i byens skoler, vuggestuer og veje”, siger Martin Lorenzen, der er SSW’s landssekretær og medlem af Flensborg Byråd for SSW.
Martin Lorenzen håber også, at byens nye overborgmester vil sætte mere skub i det dansk-tyske samarbejde.
”Der har været mange irritationer fra tysk side over vildsvinehegnet og grænsekontrollen, men det er altså beslutninger fra København, som vi ikke kan gøre så meget ved. Det må ikke være en hæmsko for det grænseoverskridende samarbejde”, siger Martin Lorenzen og fremhæver klimaområdet som et oplagt fokuspunkt:
”Flensborg vil være klimaneutral fra 2050, og byens forsyningsværker skal være det allerede fra 2035. I Danmark har man samme ambitioner, så hvorfor ikke intensivere samarbejde med f.eks. Sønderborg og Aabenraa?”, tilføjer han.
Fabian Geyer blev valgt som overborgmester ved overborgmestervalgets anden runde søndag den 2. oktober 2022. Han fik knap 14.000 stemmer og vandt over den socialdemokratiske Simone Lange, der har været byens overborgmester siden januar 2017.
Også SSW var med spidskandidat Karin Haug en del af valgkampen. Med 16,3 procent af stemmerne kom Karin Haug ikke videre fra første runde. Forud for anden runde valgte mindretalspartiet ikke at anbefale en af de to tilbageværende kandidater.
Simone Lange valgte i løbet af sin tid som overborgmester at omfavne det danske element i Flensborg på et personligt plan og har sendt sine børn i dansk skole og lært sig dansk. Om Fabian Geyer gør det samme, er ikke en prioritet for SSW, forklarer Martin Lorenzen.
”Det er mere vigtigt for os, at der er flere medarbejdere i byens forvaltning, der kan tale dansk. Det er der ikke mange, der kan, og det ser vi gerne, at Fabian Geyer gør noget ved. Det vil gøre forvaltningen bedre gearet til at betjene mindretallet og vil være med til at forbedre samarbejdet over grænsen”, siger Martin Lorenzen.
En tysk overborgmester er kommunens øverste administrative chef og kan ikke sammenlignes med en borgmester i en dansk kommune. Og det passer Fabian Geyer fint. I et interview med magasinet Grænsen siger han, at han ikke betegner sig selv politiker, mens som organisationsleder, og han stillede også op til overborgmestervalget som uafhængig kandidat, støttet af de borgerlige partier.
“Jeg er forvaltningsleder, som forstår de politiske regler. Jeg laver ikke politik, men tjener Flensborgs interesser. For mig står det klart, at jeg ikke må male mig op i et politisk hjørne”, siger han til magasinet Grænsen.
Fabian Geyer mener, at det grænseskridende samarbejde bliver et af de vigtigste temaer for Flensborg de kommende år.
“Vi skal udbygge et fælles grænseoverskridende arbejde. Jeg har længe sagt, at vi har et skæbnefællesskab med Syddanmark. Sammen med resten af Slesvig og Syddanmark udgør vi en stor region. Om vi vil være stærkere eller svagere: Det er op til os. Der skal investeres”, siger Fabian Geyer, der kommer fra en stilling som direktør i den regionale arbejdsforening Arbeitgeberverband Flensburg-Schleswig-Eckernförde.
Flere nyheder: