Europadag i krigens skygge
Dagen i dag markerer startskuddet til EU. I år er dagen vigtig for at understrege, hvordan EU støtter fred, sikkerhed og demokrati – og beskytter mindretal
I dag den 9. maj er det Europadag.
Foto: Wikimedia Commons
I dag den 9. maj er det Europadag. På Europadagen fejres årsdagen for Schumanerklæringen af den 9. maj 1950. Erklæringen blev præsenteret af den franske udenrigsminister, Robert Schuman, den 9. maj 1950. Den indeholdt et forslag om oprettelse af et europæisk kul- og stålfællesskab, og dette fællesskab udviklede sig siden til Den Europæiske Union, EU, som vi kender den i dag. Et EU, der også er med til at sikre beskyttelse af mindretallene i EU-landene.
Forbundsdagsmedlem for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), Stefan Seidler, siger i anledningen af Europadagen til Grænseforeningen:
"Hvor sundt et demokrati er, kan altid måles på, hvordan det omgås sine mindretal. Europadagen er en festdag for demokratiet og for et frit og grænseløst Europa. Derfor skal dagen også minde os om, at mindretalsspørgsmål ikke stopper ved nogen grænse. For mig står det klart: Mindretallenes beskyttelse og rettigheder skal i højere grad også behandles inden for rammerne af det europæiske samarbejde."
Men i år står Europadagen også i skyggen af krigen i Ukraine, som nu har raset i mere end et år.
I den anledning fastslår den tyske forbundskansler Olaf Scholz (SPD) i en tale i Europa-Parlamentet, at EU-landene står sammen i en krisetid, og at det er vigtigt i fællesskab at udbygge det globale udsyn og vise handlekraft. Han talte også for en hurtigere udvidelse af EU.
”EU har brug for en ærlig udvidelsespolitik. Fremskridt skal belønnes. Vi har sagt til landene på Vestbalkan, Ukraine, Moldova og i fremtiden Georgien: I hører til hos os. Det handler om troværdighed og fred i Europa”, siger Olaf Scholz
Olaf Scholz understreger også vigtigheden af flertalsbeslutninger på det udenrigspolitiske område og af at styrke de retsstatslige principper.
Krigen i Ukraine er også i fokus i en udtalelse fra Europarådet:
”I maj vil Europadagen bringe borgerne sammen for at lære mere om, hvordan EU støtter fred, sikkerhed og demokrati gennem sin beslutsomhed over for Ruslands angrebskrig mod Ukraine og andre konflikter rundt omkring i verden”, skriver Europarådet, som er den institution i EU, der med medlemslandenes regeringschefer og statsledere som medlemmer fastlægger EU's politiske retning og prioriteter.
Flere nyheder: