Aabenraa-resolutionen

Aabenraa-resolutionen, grundprincipper for en kommende folkeafstemning i Slesvig, blev vedtaget i  Vælgerforeningen for Nordslesvig på et møde den 16.-17. november 1918 på Folkehjem i Aabenraa.

Resolutionen fik afgørende betydning for placeringen af den ny dansk-tyske grænse. Linjeføringen følger den såkaldte Clausen-linje, som tager hensyn til de faktiske sproglige forhold i Slesvig.

Samtidig løste resolutionen et alvorligt problem for den danske rigsdag, der på dette tidspunkt efter det tyske kejserriges sammenbrud efter 1. Verdenskrig befandt sig i et alvorligt dilemma. På den ene side kunne man indgå direkte underhåndsaftaler med den tyske regering om grænsedragningen og derved sikre, at den ikke gav anledning til senere tysk revance, men i konsekvens heraf risikere at blive anset for allieret med Tyskland. På den anden side kunne man overdrage grænsedragningen til en international kommission, men dermed risikere, at grænsedragningen kunne give anledning til senere tysk krav om grænserevision. Den danske rigsdag besluttede på et lukket møde den 23. oktober 1918 at forholde sig forsigtigt og at afvente et udspil fra nordslesvigsk side.

Aabenraa-resolutionen er dette udspil. Efter at Vælgerforeningen for Nordslesvig den 17. november var blevet enige om indholdet, holdt H.P. Hanssen en berømt tale fra Folkehjems balkon, hvor han over for 3.000 fremmødte sønderjyder gav forhåbningen om en snarlig genforening med Danmark et konkret indhold. 

Denne resolution, der i høj grad var udformet af H.P. Hanssen, fik afgørende betydning for de efterfølgende forhandlinger og begivenheder. 

Litteratur:

Henrik Becker-Christensen i: Sønderjyllands Historie efter 1815, 2009. 

Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt. 1918-1920. Institut for Grænseregionsforskning, 1978. Bind I, s. 61-70.