Erik af Pommern, ca. 1382-1459, dansk konge

Konge af Danmark, Norge og Sverige fra 1396 (af Norge fra 1389) og unionskonge fra 1397 til 1439 (i Norge til 1441). Erik, der oprindeligt hed Bugislav, var søn af Margrete 1.s søsterdatter Maria af Mecklenburg og hertug Vartislav 7. af Pommern-Stolp. I 1406 blev han gift med den engelske kong Henrik 4. datter Filippa.

Efter sin egen søn Oluf 2.s død i 1387 gjorde Margrete 1. ham til sin fostersøn og opdrog ham til at overtage kongegerningen. 

Kort tid efter, at Erik i 1396 formelt overtog regeringsmagten i Danmark, forlenede han den holstenske greve Gerhard 6. med hertugdømmet Slesvig. Efter dennes død i 1404 forsøgte Erik og Margrete dog at hævde den danske indflydelse i landsdelen, i begyndelsen især gennem godsopkøb, fra 1409 også med våbenmagt. 

Inden dronning Margrete 1. døde i 1412, havde hun og Erik formået at vinde kontrollen over Nord- og Mellemslesvig. Erik forsøgte i den efterfølgende tid at trænge holstenerne yderligere tilbage og fik endda medhold i to retssager, der tildømte ham hele hertugdømmet. Holstenerne rettede sig imidlertid ikke efter dommene, og de vendiske hansestæder greb ind i den efterfølgende krig på de holstenske grevers side som følge af den skærpede kongelige handelspolitik.

Under krigen indførte Erik i 1429 Øresundstolden, der i mere end 400 år skulle tilføre kronen betydelige indtægter. På trods af de øgede indtægter formåede Erik ikke at vinde over holstenerne, som i stedet erobrede hovedparten af Slesvig. I 1435 måtte Erik give fortabt, selvom Adolf 6. ført blev anerkendt som hertug af Slesvig i 1439. Da var Erik allerede afsat som konge i både Danmark og Sverige som reaktion på hans egenrådige regeringspraksis og centralistiske unionsstyre.

Erik tog herefter ophold på Gotland, hvor han opholdt sig indtil 1449. Sine sidste leveår tilbragte han i Rügenwalde i Pommern. Han efterlod sig ingen arvinger.