Nordslesvigsk Kreditforening
Kreditforening som blev oprettet i 1909. Nordslesvigsk Kreditforening ydede lån til dansksindede landmænd og havde udgangspunkt i Foreningen af 5. oktober 1898, som var en støtteforening stiftet i København med det formål at bevare dansk jord i Nordslesvig på danske hænder. Støtteforeningen medvirkede til at bevare omkring 200 ejendomme under dansk ejerskab. Da Nordslesvigsk Kreditforening blev oprettet, overtog den støtteforeningens arbejde. Gennem långivning og køb bevarede (eller erhvervede) kreditforeningen yderligere ca. 350 landejendomme på dansksindede hænder. I forbindelse med Genforeningen i 1920 tog kredsen bag Nordslesvigsk Kreditforening initiativ til stiftelsen af Sønderjyllands Kreditforening.
I 1971 fusionerede Sønderjyllands Kreditforening med den Vest- og Sønderjyske Kreditforening og indgik herefter i dannelsen af Jyllands Kreditforening. I 1985 fusionerede Jyllands Kreditforening med Forenede Kreditforeninger under navnet Nykredit A/S.
Se også Jordkampen og Kreditforeninger.
Litteratur:
Erik Strange Petersen: ”Foreningen af 5. oktober 1898 - den nationale jordkamp” i Sønderjyske Årbøger 1972