Rønhave
Rønhaves hovedbygning omgivet af voldgrav. Foto fra 2015.
Foto: Erik Christensen, CC BY-SA 3.0
Tidligere herregård på Kær Halvø på Als. Rønhaves historie går tilbage til middelalderen, hvor den var ejet af adelsslægten Holck. I 1589 blev den solgt til Hans Blome, der dog allerede året efter solgte Rønhave videre til Hans den Yngre. Efter hans død i 1622 skiftede ejerskabet flere gange hænder, bl.a. besad hertugerne af Sønderborg i en periode Rønhave.
Efter krigen i 1864 overgik Rønhave Gods til den preussiske stat, som omdannede den til domænegård. Efter Genforeningen kom Rønhave Gods tilbage til den danske stat, der udstykkede 27 husmandsbrug af godset (se Rønhave husmandsbrug).
Hovedbygningen stammer fra 1865, hvor den blev genopbygget, efter at den tidligere hovedbygning blev skudt i brand i forbindelse med preussernes overgang over Als Sund i 1864. Hovedbygningen ligger i dag vestligt på et middelalderlige voldsted, delvis omgivet af vandfyldte voldgrave.
I 2003 overtog Marianne og Hans Iversen Rønhave, hvor der efterfølgende er blevet indrettet bed & breakfast.