Tyskland skal have ny kansler
Som forventet blev Friedrich Merz fra den konservative unionskoalition CDU/CSU den store vinder ved valget i Tyskland søndag. Nu venter svære regeringsforhandlinger.

Friedrich Merz har været formand for CDU siden 2022.
Foto: Steffen Prößdorf/Wikimedia Commons
Af Alexander Leicht Rygaard
Der skulle ikke gå mere end en time, før det tyske valg havde fundet sin vinder.
Klokken 18 lukkede valgstederne i alle dele af det store land, og kort efter stod tv-stationerne ARD og ZDF klar med hver deres prognose.
I begge prognoser var de konservative unionspartier CDU og CSU med CDU-formand Friedrich Merz som kanslerkandidat størst. Og kort før kl. 19 indtog Friedrich Merz så talerstolen til unionspartiernes valgfest og erklærede sig som valgets vinder.
”Jeg ved, hvilket ansvar der nu ligger foran mig”, lød det fra Friedrich Merz ved CDU/CSU-valgfesten i Konrad-Adenauer-Haus i Berlin.
Katastrofalt nederlag for SPD
Tysklands nuværende kansler, Olaf Scholz, og hans parti SPD må siges at være valgets helt store taber. Med 16,5 procent af stemmerne er partiet gået 9,2 procent tilbage i forhold til seneste valg.
”Det er et bittert valgresultat, det er også et valgnederlag”, lød det fra Olaf Scholz kort efter Friedrich Merz’ sejrstale.
SPD blev den siddende regerings største taber. Med 11,6 procent er De Grønne gået tilbage med 3,1 procent, mens FDP har haft en tilbagegang på 7,1 procent. Det sender dem på 4,3 procent og under spærregrænsen og ud af Forbundsdagen. Partiets formand gennem 11 år, Christian Lindner, har da også meldt sin afgang.
Hvem ender i regering?
Som forventet fik det højreekstreme parti Alternative für Deutschland (AfD) et godt valg med i alt 20,8 procent af stemmerne, en fremgang på 10,4 procent, hvilket er størst af alle partierne.
Spørgsmålet bliver nu, hvilken rolle AfD får, for den kommende kansler Friedrich Merz har bebudet, at han ikke vil samarbejde med partiet. Det er der i øvrigt heller ikke andre, der vil, og det kunne ligne en regering bestående af CDU/CSU og SPD.
Meget afhænger dog af, hvorvidt partiet Bundnis Sahra Wagenknecht (BSW) kommer ind. Med i alt 630 mandater i Forbundsdagen kræver det 316 for at have flertal. Ved redaktionens afslutning kl. 23.30 lå BSW og jonglerede med spærregrænsen, der i Tyskland er på fem procent.
Kommer BSW ind, spår tyske ZDF, at CDU/CSU og SPD ikke kan skabe flertal sammen. Det vil her kræve et tredje parti, hvilket med den seneste regerings udfordringer in mente frister de færreste.
Kommer BSW ikke ind, kan CDU/CSU og SPD opnå et flertal sammen.
Til ZDF siger Friedrich Merz, at han håber at kunne danne en regering før påske.
På det sociale medie X har statsminister Mette Frederiksen (S) ønsket Friedrich Merz tillykke med sejren.
”Tillykke med valgsejren til Friedrich Merz. I usikre tider er der brug for et stærkt Europa og et stærkt Tyskland”, lyder lykønskningen.
Flere nyheder: