Store roser til ny opera om Franciska Clausen
Knap 220 mennesker var til stede, da operaen ’Franciska – Efterbilleder til fremtiden’ torsdag havde premiere i Aabenraa. Og det var en forestilling, der begejstrede de fremmødte.

Museumsinspektør Sally Schlosser Schmidt, borgmester Jan Riber Jakobsen (K) og fondsformand Peter Siefert-Clausen var alle glade for den nye opera om Franciska Clausen.
Fotos: Poul Struve Nielsen/Grænseforeningen
Af Alexander Leicht Rygaard og Poul Struve Nielsen
Torsdag aften var der premiere på operaen ’Franciska – Efterbilleder til fremtiden’, der giver et bud på, hvordan Franciska Clausens kunstværker kan opleves som abstrakt scenekunst.
Forestillingen varede en time, og efterfølgende var der stor begejstring blandt de fremmødte.
En af dem var Sally Schlosser Schmidt, der er museumsinspektør på Brundlund Slot, som siden efteråret 2023 har haft udstillingen ’En collage – Franciska Clausen 125 år”.
”Det var en stor oplevelse. Jeg har jo gået og kigget på Franciskas billeder, historier og lignende i lang tid, men i aften fik det hele et nyt udtryk. Jeg genkendte mange små elementer hist og her og prøvede undervejs at oversætte dem i mit eget hoved. Det var virkeligt sjovt og meget spændende”, siger museumsinspektøren.
Som eksempel fremhæver hun en scene, hvor sanger Jakob Bloch Jespersen plukker et savojkål. Bladene sender han gennem luften udover scenekanten i retning mod publikum.
”Det oversatte jeg til Franciskas arbejde med madcollagerne. Det var i 70’erne, og den måde, det blev udfoldet på i forestillingen, var meget levende”, siger Sally Schlosser Schmidt.
Også Jan Riber Jakobsen (K), borgmester i Aabenraa Kommune, var glad for operaen.
”Jeg er faktisk helt høj lige nu. Jeg har altid drømt om at få finkulturen til Aabenraa, og det her var så flot leveret. Det tager lige et par dage at tygge den igennem”, lyder det fra borgmesteren, der selv kan huske Franciska Clausen.
”Jeg husker hende fra min første ankomst til Aabenraa i 1984. Hun gik altid klædt med hat og stod ofte ved pølsevognen. En pæn dame, som jeg bemærkede og tænkte, at hun lignede én, man burde vide, hvem var. Det fandt jeg så ud af senere. Hun var drevet af at forandre og fik sat sit navn i kunsten, og det glemte vi at anerkende herhjemme. Derfor er jeg som borgmester rigtig stolt over, at vi fik hyldet hende i hele 2024, som var 125-året for hendes fødselsdag”.
Der var også familie til Franciska Clausen til stede ved premieren.
”Hun var min farfars søster, så jeg er grandnevø eller noget af den stil. Men hun fungerede som min farmor under min opvækst, så jeg har levet mine barndomsår sammen med hende”, fortæller Peter Siefert-Clausen, der er formand for Fonden Franciska Clausens Samlinger.
”Når man ser forestillingen her, er det absolut ikke kun de udøvende kunstnere på scenen, der er på arbejde. Det er vi også som tilskuere, fordi der sker virkelig meget. Man bliver blæst bagover, fordi det går stærkt. Men det er vanvittigt interessant at se de forskellige af Franciscas karakterer oppe på scenen, som rammer rigtig plet. Det var fantastisk. Og så var det også en fantastisk afslutning på det jubilæumsår, der har været sidste år”, lyder det.
Forestillingen trak også besøgende til sydfra.
”Jeg synes, det var en helt fantastisk oplevelse. Der var rigtig mange nuancer i det, og jeg synes, at Kira Skov løftede det helt fantastisk, samtidig med at de andre også var rigtig dygtige. Det var nemt at forstå, også for mig, der ikke kender så meget til opera. Det er også godt at få finkultur ind i de historiske lokaler her i Folkehjem”, lød det fra Annette Lind, dansk generalkonsul i Flensborg.
”Jeg synes, det er spændende, at man laver noget alternativt. Nu kender jeg selv en del til historien, da jeg har set flere udstillinger og læst flere bøger om Franciska Clausen. Havde jeg ikke det, havde det nok været svært at følge med. Men det var spændende og anderledes, og jeg kunne godt lide blandingen af operasangen og Kira Skovs mere rå stemme”, fortalte Charlotte Falkenberg Sloth, der er dansk præst i Nordvest Pastorat i Sydslesvig.
Sally Schlosser Schmidt er tidligere blevet interviewet til magasinet Grænsen om udstillingen om Franciska Clausen på Brundlund Slot. Det interview kan du læse her.
Flere nyheder: