Tilbage til nyhedsliste

Politisk udspil fra Flensborg-punkere

18. marts 2026

Der er kommet et nyt udspil fra punkbandet Fro-Tee Slips, som er udgået af det danske mindretals organisationer.

Fro-Tee Slips spillede i december 2024 et udsolgt show i Volksbad i Flensborg i anledning af deres 35-års jubilæum.

Fro-Tee Slips spillede i december 2024 et udsolgt show i Volksbad i Flensborg i anledning af deres 35-års jubilæum.

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Af Poul Struve Nielsen

Flensborgs ældste eksisterende punkband, Fro-Tee Slips, har for første gang i mange år sendt ny musik på gaden.

Fredag den 20. marts udgiver bandet, der har Sascha Døstrup, klublederen fra det danske Engelsby Børne- og Ungdomshus, som forsanger, albummet ’Alter Punk.’ 

De gamle punkere har dog fundet en ny stil. På sangen ’Wir sind mehr‘, som blev udgivet i december som smagsprøve på det nye album, er de kritiske overfor, at folk forholder sig passive til den politiske højredrejning i Tyskland og Europa.

„Ich kann es einfach nicht verstehen / Wie kann man diese Welt nur in Schwarz / Weiß sehen / TikTok-Armeen schüren Angst und Hass / Unterstützt wird der Scheiß noch von Trump und Musk / Warum hat man es noch nicht kapiert / Dass man blind hinter Honks marschiert“, synger Sascha Døstrup, også kaldet ’Dose’.

Oversat til dansk betyder det: 

”Jeg forstår det simpelthen ikke / at kan man kun se verden i sort og hvidt / Tik-Tok-hære udgyder angst og had / understøtter det lort, Musk og Trump lukker ud / hvorfor har man dog ikke fattet / at man marcherer blindt bag idioter.”

Det er ellers ikke, fordi Fro-Tee Slips karriere er brolagt med politiske sange. Som punkband har de selvfølgelig været båret af et ’skråt op’ til systemet. Men de har også mest lavet hverdagssange med et humoristisk glimt i øjet. De alvorlige miner, som prægede punkmusikken i København og Hamborg var ikke deres stil.

”Punk heroppe nordpå var mere politisk og alvorlig. Vi laver ’fun punk’, så vi var mere populære i Sydtyskland, for eksempel i Karlsruhe”, har Sascha Døstrup tidligere udtalt i et interview med magasinet Grænsen, der udgives af Grænseforeningen.

Ansvar

Men nu har de altså taget en vred og alvorlig mine på.

”Højrepartier bliver stærkere og stærkere, ikke kun i Tyskland, men også i hele Europa eller rettere sagt: i hele verden,” siger Sascha Døstrup.

Han appellerer til, at folk ser mere nuanceret på tingene og selv tager et ansvar.

”Mennesker er utilfredse og har behov for nemme løsninger i en meget kompleks verden. Der findes bare ikke nemme løsninger til de udfordringer, vi har her i landet. Demokratiet har en utrolig stor værdi, som skal beskyttes med alt, hvad man kan. Demokratiske processer kan være udfordrende og til dels også være frustrerende, men de er utrolige vigtige,” siger Sascha Døstrup og tilføjer:

”Med ’Wir sind mehr’ vil vi vise flaget og positionere os i kampen for medmenneskelighed og demokrati”.

Sascha Døstrup er klubleder af Engelsby Børne- og Ungdomshus, der hører til det danske mindretal i Sydslesvig.

Sascha Døstrup er klubleder af Engelsby Børne- og Ungdomshus, der hører til det danske mindretal i Sydslesvig.

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Fro-Tee Slips er et tysk punkband, der synger på tysk og optræder i Tyskland. Men de er skabt i det danske mindretals ungdomsorganisationer. Den nuværende 1. næstformand i Sydslesvigs danske Ungdomsorganisationer (SdU), Søren Brix, var klubleder og lærte Dose et par guitargreb. Han skaffede guitarer og trommer, som den nuværende trommeslager i Fro-Tee Slips, Jens Locher, også kaldet ’Hose’ allerede dengang tærskede løs på.

Et rigtig godt øvested fik de, da SdU åbnede Aktivitetshuset. De var ikke til at drive hjem fra ’Akti’. Men bandet daterer sin oprindelse til 1989 og gav 35-års jubilæumskoncert i et udsolgt Volksbad i Flensborg i december 2024. 

Så nu er de voksne mennesker, der skal finde tid til en hobby i en travl hverdag med arbejde og familie.

 ”Vi er alle fire i bandet i arbejde. Jeg har min kone og to børn samt et job som leder i et Børne- og Ungdomshus, som kræver en 100 procents indsats. Jeg vil gerne give 100 procent som leder, 100 procent som familiefar og 100 procent i bandet. Det er en udfordring,” fortæller Sascha Døstrup.

Familie

Derfor tilretter Fro-Tee Slips også deres arbejde i bandet sådan, at de ikke længere går i studiet for en måned og optager en ny plade. 

”Processen for den aktuelle plade ’Alter Punk’ strakte sig over flere år. Vi laver alt selv i vores eget studie. Men nu, hvor pladen er færdig, bliver det udfordrende, idet vi selv optager og redigerer musikvideoer samt designer og printer merchandise, fodrer sociale medier og den slags. Det er den tid, vi er i nu.”

 Det kræver meget tid for dem at promovere den ny plade. De skal jo også tale med Grænseforeningen.

”Jeg spurgte min kone, hvad hun mener, jeg skulle svare på dette spørgsmål? Hun siger, at hvis jeg kommer i seng sent om natten, efter jeg har brugt hele aftenen til at redigere det næste videoklip, tænker hun nogle gange; ”Hvem er det, der kommer der? Ham har jeg da ikke set i lang tid”. I disse tider er det familielivet, der lider mest,” siger Sascha Døstrup, som fortæller, at det med at have noget tid for sig selv har han droppet for længst. 

”Jeg og min familie ser frem til vores fælles påskeferie. Der lukker jeg alt andet ude og er 300 procent familiefar,” slutter han.

Fro-Tee Slips består i dag udover Dose og Hose af guitarist Michi, som har været med siden 1999, og bassist Lorenz, som har været med siden 2011.