Tilbage til nyhedsliste

Sønderjysk musikforestilling nomineret til en Reumert

7. maj 2024

Den sønderjyske teaterduo ’Æ Teater’ er blevet nomineret til en Reumert for musikforestillingen ’OMVE’N HJEMVE’, der havde premiere i foråret 2023, og som i februar spillede på Det Kongelige Teater i en uge.

Æ Teater udgøres af Linnea Fabricius og Thea Kastberg.

Æ Teater udgøres af Linnea Fabricius og Thea Kastberg, der begge er opvokset i Haderslev.

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Tekst af Alexander Leicht Rygaard

Årets Reumert-show får i år et ungt sønderjysk islæt. 

Den sønderjyske teaterduo ’Æ Teater’, der består af Linnea Fabricius og Thea Kastberg, er nemlig blevet nomineret i kategorien ’Årets musical/musikteater’ for deres forestilling ’OMVE’N HJEMVE’. 

”Vi er helt vildt stolte af at være blevet nomineret til så fornem en pris. Det er skønt, at vores sønderjyske forestilling er blevet taget så godt imod og allerede er blevet set af så mange mennesker rundt om i landet. At vi så ovenikøbet får branchens anerkendelse, er helt fantastisk. Vi er meget glade for at kunne repræsentere det unge Sønderjylland ved Årets Reumert”, siger Linnea Fabricius og Thea Kastberg.

Forestillingen bygger på den sønderjyske sangerinde Rikke Thomsens debutudgivelse af samme navn, der udkom i 2019. På Facebook har hun ønsket Æ Teater tillykke med nomineringen. 

”Stort og varmt TILLYKKE til jer allesammen og jeres stærke bedrift med forestillingen. Tak for at høre sangene på “Omve’n Hjemve” som I gjorde, for at tage dem til jer og gøre dem til jeres egne. Det er en særlig gave og oplevelse, I har givet en sangskriver som mig. Sønderjysk lever. Åltins”, skriver Rikke Thomsen, der for tiden er aktuel med sit andet album ’Makværk’. 

Æ Teater har lavet ’OMVE’N HJEMVE’ i samarbejde med Teatret Møllen i Haderslev. Forestillingen havde premiere i foråret 2023, hvorefter de fremførte stykket flere steder i Jylland og også i Flensborg. 

Forestillingen spillede også en uge i februar på Det Kongelige Teaters Lille Scene i Skuespilhuset som én af fem forestillinger udvalgt til KSelekt, der er et samarbejde mellem Statens Kunstfond og Det Kongelige Teater.

et ordenligt sønderjysk kaffebord, der går lidt til ekstremerne.

I forestillingen indgår en scene med et ordenligt sønderjysk kaffebord, der går lidt til ekstremerne.

Foto: Zuhal Kucan

Har du ikke fået set forestillingen, kan du glæde over, at Linnea Fabricius og Thea Kastberg igen kan opleves på sønderjysk til efteråret. Teaterduoen, der på scenen også får selskab af Anne Blomsgård, besøger Vordingborg, Kolding, Haderslev, Nykøbing Falster, Tønder, Odense, Svendborg, Næstved, Nykøbing Mors og afslutter med fire dage på Teater V i Valby.

Thea Kastberg og Linnea Fabricius er sønderjyder og opvokset i Haderslev og udgør til sammen teaterforetagendet ‘Æ Teater’. I dag bor de begge i København, og det er det spring fra provins til storby, deres teaterforestilling handler om. 

“Forestillingen bygger på vores egne, forskellige oplevelser med at være ung fra provinsen og skulle genopfinde sig selv i storbyen, med alt hvad det indebærer, lige fra hjemve og identitetskrise til ulykkelig kærlighed. Det håber vi, at mange unge kan se noget genkendeligt i”, fortæller Linnea Fabricius i et interview fra magasinet Grænsen, der udgives af Grænseforeningen, fra oktober måned.

“Jeg brugte selv lang tid på at distancere mig fra mit sønderjyske ophav og havde svært ved bare at sige ‘mojn’ i telefonen til min mor, hvis jeg gik gennem byen. For jeg ville så gerne bare passe ind og ikke være hende den dumme jyde. Først meget senere lærte jeg at være stolt af at komme fra Sønderjylland, og jeg håber, at vi med forestillingen kan give nogle unge mennesker modet til bare at være dem, de er fra begyndelsen af”, tilføjer Linnea Fabricius i et interviewet.

Du kan læse mere om Æ Teaters efterårsturné på deres hjemmeside her.

De øvrige nomineret i Reumert-kategorien for ’Årets musical/musikteater’ er ’Moulin Rouge! The Musical’ af One & Only Musicals og ’Betty Blue’ af Teater Nordkraft. 

Årets Reumert finder sted den 20. juni i ODEON i Odense.