Ved kommunalvalget til november er Leif Curdes en af fem medlemmer fra det tyske mindretals ungdomsparti, der stiller op for moderpartiet Slesvigsk Parti. Dorthe Andresen, Niklas Nissen og Lauritz Kley stiller op i Aabenraa Kommune, mens Anna Lea Leth Schmidt forsøger i Haderslev Kommune. Dermed har ungdomspartiet repræsentanter opstillet i tre ud af de fire sønderjyske kommuner.

Foto: Slesvigsk Parti

Leif går forrest

19-årige Leif Curdes er topkandidat for det tyske mindretals parti, Slesvigsk Parti (SP), til kommunalvalget i november. Han er på kort tid blevet en væsentlig repræsentant for mindretallet, bl.a. som en del af Grænseforeningens Elevambassadører og medlem af bandet sihav.

Leif Curdes svarer roligt i telefonen. 

Egentligt lidt overraskende, for i morgen har han sidste skoledag på Deutsches Gymnasium für Nordschleswig i Aabenraa, der er gymnasium for det tyske mindretal i Sønderjylland. Og her får han at vide, hvilke eksaminer der adskiller ham fra en færdig studentereksamen og et sabbatår. 

“Jeg er spændt, men ikke nervøs. Jeg har ikke nogen præferencer i forhold til, hvad vi trækker af fag”, siger han. 

Dagen bliver markeret med en stor fest på gymnasiet, hvor eksamensfagene bliver afsløret ved midnat. Undervejs skal Leif Curdes også optræde med sit band sihav, hvor er han er guitarist og sangskriver. 

“Det bliver sjovt”, siger han med glæde i stemmen. 

Leif Curdes har mange gode ting at se frem til. Udover en festlig sommer med mange fejringer af den overståede studentereksamen skal han i gang med sin politiske karriere. Han stiller nemlig op til kommunalvalget i november for Slesvigsk Parti, der er det tyske mindretals parti. 

“Jeg er den yngste ud af alle kandidater i Sønderborg Kommune og den yngste af alle Slesvigsk Partis topkandidater i de sønderjyske kommuner. Det er jeg stolt over”, fortæller Leif Curdes,der som ungdomspolitiker også repræsenterer mindretallets ungdomsparti, Junge Spitzen, hvor han er med i bestyrelsen.

Det var Stephan Kleinschmidt, mangeårigt medlem af kommunalbestyrelsen i Sønderborg Kommune og nuværende viceborgmester samt politisk konsulent i Slesvigsk Parti, der spurgte Leif Curdes, om han ikke kunne tænke sig at være en del af holdet til kommunalvalget. 

“Jeg er fra begyndelsen blevet vist en stor tillid, og det er jeg glad for. Jeg fik at vide, at jeg lige netop med min baggrund kunne appellere til mange folk”, siger den snart tidligere gymnasieelev. 

Leif Curdes er født i Nordrhein-Westfalen, men opvokset i Brandenburg nær Berlin. Han kom til Gråsten i Sønderjylland med sin familie i 2012, da faderen fik arbejde. Forældrene vidste ikke meget om det tyske mindretal, men valgte at sendte Leif Curdes i tysk skole, da de formodede, at det ville være nemmere for ham. 

“Det viste sig, at mange af mine klassekammerater var danske, da det tyske mindretals skoler er populære, også for den danske flertalsbefolkning. Og det er egentlig positivt, for det giver næring til mindretallet. Men det var en svær tid for mig, da jeg virkelig skulle lære, hvordan man tilpasser sig et nyt og andet samfund. Og det er den viden, jeg kommer med i dag”, siger han. 

Leif Curdes er den seneste tid begyndt at markere sig som politiker. På billedet ses han som taler til Nøffel Festival i Sønderborg.

Leif Curdes er den seneste tid begyndt at markere sig som politiker. På billedet ses han som taler til Nøffel Festival i Sønderborg.

Foto: Privat

Det tyske mindretal og Sønderjylland i det hele taget oplever i disse år en stor tilstrømning. Det er tyske familier, der bosætter sig og sender deres børn i mindretallets skoler uden at vide særligt meget om grænselandets særegenhed og det tyske mindretals status som et anerkendt nationalt mindretal i Danmark. 

“Jeg mener, at vi skal gribe den chance, vi har lige nu med de mange tyske tilflyttere. De har den rigtige alder, fordi de får børn og arbejder. Og her skal vi være dygtige til at fortælle dem, hvad det tyske mindretal er, og hvad det betyder at sende sine børn i mindretallets skoler”, siger Leif Curdes. 

“Den bølge, vi oplever lige nu, har vi aldrig oplevet før. Der er mange, som er blevet aktive i vores lokalsamfund og bruger vores skoler, og dem er vi rigtigt glade for. Men der er også mange, der ikke forstår, hvordan mindretallet fungerer, og som tror, at vi er et lille stykke Tyskland i Danmark. For det handler jo ikke om at være tysker i Danmark, men tysksindet”, tilføjer han. 

Derfor er det ifølge Leif Curdes vigtigt, at tilflytterne lærer dansk og forstår, at mindretallet samarbejder med den danske flertalsbefolkning og engagerer sig i samfundet. 

“Det er den udvikling og bevidstgørelse, jeg selv har været igennem, så jeg føler, at det er et emne, jeg kan udtale mig om og være med til at flytte noget”, fortæller Leif Curdes, der selv er blevet klogere på sin egen mindretalsidentitet ved at være en del af Grænseforeningens Elevambassadører. Et projekt, der lærer gymnasieeleverne på det tyske mindretals gymnasium samt på det danske mindretals to gymnasier i Flensborg og Slesvig, hvad det betyder at være en del af et mindretal.

“Det har helt klart lært mig meget om, hvor særligt det er at være en del af mindretallet. Og jeg er også blevet mere komfortabel i min egen identitet. Jeg er ikke tysker eller dansker, men nordslesviger”, siger han.

“Det har også været sjovt at møde danske unge og fortælle dem om mindretallet. Det er de færreste, der overhovedet ved, at vi eksisterer, og at vi i grænselandet har en helt særlig kultur”, tilføjer Leif Curdes. 

Det har også styrket Leif Curdes’ mindretalsidentitet at være med i bandet sihav, der blev dannet for to år siden i forbindelse med kulturprojektet ‘Bau Dir Deine Band’, som Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), der er det tyske mindretals paraplyorganisation, igangsatte med støttemidler fra Tysklands Udenrigsministerium. 

  • Info: Stærkt ungeliv og en sund fjord

    Leif Curdes er også optaget af at sikre et godt liv for unge i Sønderborg Kommune og grænselandet i det hele taget. Han mener bl.a., at flere unge skal inddrages i politik, og at man bør genoverveje at sænke valgalderen til 16 år. Det ligger ham også på sinde at skabe trygge miljøer for unge og hjælpe dem, der har ondt i livet. Han har selv haft god brug af psykologhjælp og så gerne, at gratis psykologhjælp blev endnu udbredt. 

    Han er også rundet af en barndom ved Flensborg Fjord og ønsker at gøre en indsats for at bevare livet i fjorden, der i de seneste år har fået det værre og værre. Han vil gerne være med til at fortsætte arbejdet med at skabe et dansk-tysk regelgrundlag, der sikrer en sund fjord og fortsætter forbuddet mod muslingefiskeri. 

Bandet blev sammensat efter en række auditions og består af fem medlemmer. Sangene er på tysk, for hovedformålet er at styrke mindretallets sprog. I 2024 repræsenterede bandet det tyske mindretal i Liet International, der er Melodi Grand Prix for Europas mindretal, som blev afholdt på Korsika. 

“Det var en fed oplevelse, selvom vi blev sidst i konkurrencen”, siger Leif Curdes med et grin. 

“Men vi fik faktisk at vide, at vi blev nummer to til publikumsprisen, hvor kun vinderen offentliggøres. Det var vi glade for”, tilføjer han. 

Han beskriver bandets musik som en blanding af pop, rock og indie. Han er selv inspireret af forskellig guitarrock såsom Metallica, Nirvana og Blink-182.

“Jeg lytter faktisk ikke så meget til tysk musik, men tysk er mit modersmål, og jeg tror på, følelser kan man bedst udtrykke på sit modersmål”, siger Leif Curdes, der i sit sabbatår skal arbejde videre med bandet som projektassistent i BDN. 

“Jeg skal også lave andre ting, men jeg glæder mig til at arbejde med noget, jeg er god til. De seneste tre år har jeg arbejdet i Brugsen i Gråsten. Nu er jeg klar til noget andet”, siger han. 

Om Leif Curdes også skal være kommunalpolitiker i sit sabbatår, finder han først ud af til november. Men valgkampen er i hvert fald allerede i gang.

“Det bliver nogle spændende måneder, men nu skal jeg lige have eksaminerne klaret først”, slutter han.

sihav står i øvrigt for ‘scheisse, ich habe alles vergessen’.