Magasinet Grænsen mødtes med forfatteren i en samtale om familiehemmeligheder, grænselandet som en scene for store dramaer og hans arbejde med store danske skuespillerinder bl.a. Trine Dyrholm og Ghita Nørby, som begge har fortolket hans stærke kvindelige karakterer, som udgør en særlig streng i forfatterskabet. 

Den nye roman er i modsætning til Jepsens tidligere romaner en episk slægtsfortælling og skildrer hans dansk/tyske families udvikling over generationer og næsten 100 år i grænselandet. Romanen har et større perspektiv end Jepsens øvrige værker – og en eftertænksomhed, som klæder forfatteren, der i 2026 har fejret sin 70-års fødselsdag. 

“Jeg tror, at det måtte blive en slægtsroman, at det var nødvendigt for at forstå min mor. Hun har været utydelig for mig, men jeg vidste at hun var nazistisk medløber under Anden verdenskrig, og det ville jeg undersøge”, begynder Erling Jepsen. 

“Min mor var fascineret af nazismen. Og så er der hele historien med Goebbels. Det, jeg beskriver i romanen, er alt sammen sandt”, forklarer han. 

En million biografbilletter

Filmene baseret på Erling Jepsens romaner om livet i Sønderjylland har tilsammen solgt næsten en million biografbilletter i Danmark over de sidste 20 år, men ‘Min mor og Doktor Goebbels’ er anderledes. 

Romanen handler ikke udelukkende om stærke karakterer, der navigerer i svære tider med lovløshed, krise, familieproblemer og voldelige konflikter i grænselandet, men har det lange lys på. Den indeholder en slags søgen efter det store billede i forfatterens familie gennem generationer i Sønderjylland, den del som vi også kalder Nordslesvig og som endte med at blive en del af Danmark igen i 1920 efter to slesvigske krige, en verdenskrig og mere end 50 år under tysk styre. 

Romanen stiller spørgsmålet; Hvad har det at komme fra en familie i grænselandet gjort ved Erling Jepsens familie og slægt over tid? 

Magasinet Grænsen mødtes med Erling Jepsen i hans hjem i København. Hovedstaden har været hans hjem gennem mere end 50 år, for forfatteren trives bedst med afstand til sin hjemstavn, præcis som andre danske såkaldte hjemstavnsforfattere, bl.a. Thomas Korsgaard, der skriver om Skive-egnen og Helle Helle, der skriver om Lolland.

“I den her roman vil jeg fortælle om min mor, fordi jeg har skrevet så meget om min far”, fortæller Erling Jepsen. 

“Min mors historie er ikke blevet fortalt. Hun har billedligt talt holdt sig i skyggerne og det viste sig så også, at jeg faktisk ikke vidste så meget om hende”. 

“For at forstå min mor, var jeg nødt til også at kigge nærmere på min mormor og hendes forældre”, forklarer forfatteren. 

“Historien strækker sig derfor over mange år. Det med at fortælle på den måde, den episke fortælling, det er noget nyt for mig som forfatter. Indimellem prøver jeg at udfolde en scene og vender så tilbage til det episke. Det er ligesom kameraer. Nogle gange går man kan gå tæt på, og andre gange zoomer man ud”.

Tæt på kvinderne

Første del af den nye roman er centreret omkring Erling Jepsens tyske mormor, som var døbt Grethe Neumann. Hendes forældre kaldte hende Gretchen, mens børnebørnene, heriblandt Erling kaldte hende ‘Tysker-bedste’. 

Hun voksede op i Hamborg, men forelskede sig i Erlings morfar, som var dansk og boede i Flensborg i Sydslesvig. Det unge par flyttede til en nedslidt bondegård i Bæk Skov, som ligger mellem Haderslev og Arnum kun 18 km fra Gram, hvor romanen ‘Kunsten at græde i kor’ finder sted, altså der hvor Erling Jepsen selv voksede op. 

Romanens første del foregår i perioden 1913-1920 og beskriver forholdene i Sønderjylland under 1. Verdenskrig. Hverdagens gnidninger mellem danskere og tyskere i grænseområdet op til folkeafstemningen i Sønderjylland i 1920 og den efterfølgende genforening. Det er konfliktfyldt at bo i Sønderjylland i en dansk familie i årene op til Genforeningen for Erlings tyske mormor. 

“Jeg kan godt lide at skrive om kvinder. Man kan jo tale med kvinder om alt. Man kan blotte sin følsomhed, uden at der sker der noget ved det. Det kan man ikke så nemt overfor en mand”, forklarer Erling Jepsen.

“Jeg har hele mit liv været tæt med kvinder, betroet mig til dem og de sig til mig”.

“Da jeg skrev min tidligere roman ‘Erna i krig’, ville jeg skrive en historie om en sej sønderjyde. Jeg blev inspireret af tanken, om at min farmor var sådan en som Erna. Kvinder inspirerer mig”, forklarer han. 

Den ondeste tale i verden

Anden del af den nye roman handler om Jepsens mor med kælenavnet Doddy og hendes barndom og ungdom op til udbruddet af 2. Verdenskrig. Doddy er fascineret af nazismen som et alternativ til det hårde liv på bondegården i danske Bæk Skov. Ikke mindst i lyset af hendes nære tilknytning til sine tyske bedsteforældre i Hamborg, som er optaget af de nationalsocialistiske ideer og hendes møde som ganske ung pige med nazisten Joseph Goebbels. 

“Det var svært at tale med min mor om hendes fascination af den nazistiske bevægelse. Da jeg talte med hende om det her, var det første gang, vi talte sammen i 9 år. Min far havde altid sørget for, at vi ikke fik mulighed for at tale sammen. Det var første gang i vores liv, vi talte åbent med hinanden”, fortæller Erling Jepsen. 

Samtalerne mellem forfatteren og hans mor fandt sted, da Erling Jepsen var 45 år og hans mor 80. 

“Jeg var forsigtig. Jeg trængte sådan til at bare hygge mig med hende. Det er fra min mor, jeg har fået den kærlighed, jeg har fået med hjemmefra. Jeg ville ikke støde hende væk eller miste hende igen”. 

Erling Jepsen beskriver også, at det er magtpåliggende for ham at prøve at forstå, hvordan hans mor i sin ungdom kunne være tiltrukket af nazismen og dens frontfigurer bl.a. Joseph Goebbels, som hun mødte ved flere lejligheder. 

“Hvordan kunne min mor sympatisere med disse tanker, og acceptere at hendes mormor forsøgte at få hende gift ind i magtfulde nazistiske familier i og omkring Hamborg?”, spørger han. 

“Det er er virkelig noget, jeg har prøvet at undersøge i romanen”.

“Goebbels sidste tale, inden han tog sit eget og hele sin families liv, karakteriseres af historikere som verdens ondeste tale”, forklarer Erling Jepsen. 

“Talens dedikation til den totale krig: ‘Ich frage euch: Wollt ihr den totalen Krieg?”, er en af nazismens mest ekstreme udtryk”. 

Erling Jepsen fortsætter:

“Tænk, at min mor og hendes bedsteforældre sympatiserede med en bevægelse, som var skyld i, at 100 millioner mennesker mistede livet i 2. Verdenskrig”.

Ghita Nørby i rollen som Erlings mor

På spørgsmålet om, hvem der kunne spille rollen som Erlings mor, hvis romanen en dag skal filmatiseres, svarer Erling prompte, at han kunne ønske sig, at Ghita Nørby kunne spille hans mor. Igen. 

Det gjorde hun nemlig tilbage i 2007, da hans roman ‘Med venlig deltagelse’ blev sat op på Det Kgl. Teater med netop Ghita Nørby i rollen som Erling Jepsens mor. 

“Dengang sagde Ghita faktisk noget, som jeg aldrig glemmer”, fortæller forfatteren.

“Hun beskrev, hvordan hun som skuespiller oplever de karakterer, hun spiller, som en slags lagkager. Hver karakter er fuld af lag. Ghita oplevede det som om, min mors karakter manglede et lag. Hun beskrev et mellemrum i min mors personlighed, så noget kunne suse igennem hende uden at sætte spor. En kulde”.

“Jeg har siden tænkt, at det var derfor, hun kunne stå alt det, der skete i vores familie igennem. Rykke videre fra nazisme, Goebbels og overgreb”.

Tredje del af romanen handler om Erlings mors liv efter Tysklands besættelse af Danmark, 1940-1945 samt de tidlige år med Erlings far, før familien flyttede til Åvej i Gram, hvor forfatteren blev født. 

Vemodighed

Det lange lys er slået til i Erling Jepsens roman om kvinderne i hans familie. Oldemor, bedstemor, mor. Tre generationer. To verdenskrige og Genforeningen. Romanen lader på mange måder læseren tilbage med en følelse af eftertænksomhed og sørgmodighed.

Erling Jepsen bruger selv ordet ‘vemodighed’ om romanens aftryk. 

“Vemodighed forstået som en mild, nostalgisk form for melankoli forbundet med savn, afsked eller tanken om noget, som ikke findes længere”, forklarer han. 

“Ordet beskriver jo en følelse af tomhed blandet med glade minder og med sorg over, at en situation eller tid er forbi, uden at det bliver en dyb eller lammende sorg”.

Det mest spændende sted i romanen

I sit arbejde med romanen bevæger Erling Jepsen sig gennem forskellige tider, byer, huse, lokationer og rum. 

På spørgsmålet om, hvor han synes, det var mest spændende at være, mens han skrev romanen, svarer han prompte, at det er scenen, hvor hans mor prøvefilmes til en nazistisk propaganda film, og Joseph Goebbels dukker op. 

“Min mor havde fortalt min ældste søster om prøvefilmingen. Det er en dramatisk og spændende scene i min roman”. 

Et godt råd til Magasinet Grænsens læsere? 

Magasinet Grænsen spurgte også den store sønderjyske forfatter om et godt råd. Mange af magasinets læsere har interesse for grænselandet, men har måske også familiehistorie, der på samme måde som Jepsen i generationer bølger mellem det tyske og det danske, sprog, kultur og konflikter. 

Hvad skal man gøre, hvis man er interesseret i at undersøge sin slægtshistorie i grænselandet? 

“Jeg vil anbefale, at man først og fremmest gør sig klart, hvad det er, man vil. Hvad er det, man har behov for i sit arbejde med at afdække og fortælle sin slægts historie. Det er vigtigt at have tænkt sig om, for der kan dukke ting op, som man skal være klar til at håndtere”, begynder Erling Jepsen.

“Men det vigtigste er nok at være modig. Se ikke væk. Det, der definerer os, er hemmelighederne, og det, vi skammer os over. Men det er også det, der sætter os fri”.