Det tyske mindretal fejrer Deutscher Tag
Den slesvig-holstenske ministerpræsident Daniel Günther (CDU) holder festtalen, når det tyske mindretal fejrer Deutscher Tag den første lørdag i november

Sidste års Deutscher Tag måtte aflyses på grund af coronapandemien. Billedet er fra Deutscher Tag 2019.
Foto: BDN
Det tyske mindretal i Sønderjylland har siden Anden Verdenskrig afholdt Deutscher Tag, den tyske dag, på den første lørdag i november. Sådan bliver det også i år, når Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) er vært for festlighederne i Tinglev. Den slesvig-holstenske ministerpræsident Daniel Günther holder festtalen, og blandt gæsterne vil bl.a. være den tyske ambassadør i Danmark, Pascal Hector og medlemmer af Folketinget.
Formand Hinrich Jürgensen, BDN, glæder sig over, at dagen igen kan afholdes, efter coronapandemien sidste år betød aflysning af arrangementet.
”Det er skønt, at vi kan komme i gang igen i år. Jeg håber, at der vil være mange mennesker, der tager vejen til Tinglev for at feste med os trods de stigende infektionstal”, siger Hinrich Jürgensen til avisen Der Nordschleswiger.
Mere end 500 gæster forventes at indfinde sig i Sport- Und Kulturzentrum Tingleff, hvor teamet lyder ’Auf Nordsleswig zählen – Minderheiten wählen’ (Stol på Nordslesvig – vælg mindretal). Programmet på dagen byder på fællesspisning, festtaler, kulturelle indslag og hilsner. Ud over festalen af Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther vil der bl.a. være hilsner ved Ellen Trane Nørby, Venstre, og Christian Juhl, Enhedslisten.