Tilbage til nyhedsliste

Dronningen sendte nytårshilsen til Sydslesvig efter ”vanskeligt år”

4. januar 2021

Igen i år sendte dronning Margrethe en hilsen til Sydslesvig i sin traditionsrige tale nytårsaften. Også den aflyste fejring af 100-året for Genforeningen blev fremhævet.

Dronning Margrethe holdt sin 49. nytårstale i Christian IX's Palæ, Amalienborg.

Dronning Margrethe holdt sin 49. nytårstale i Christian IX's Palæ, Amalienborg.

Foto: Keld Navntoft, Kongehuset

2020 skulle have været året, hvor dronning Margrethe sammen med tusindvis af danskere skulle have fejret 100-året for Genforeningen. Sådan skulle det dog ikke gå som følge af coronapandemien, der ændrede hverdagen for alle. Det fremhævede dronning Margrethe i sin 49. nytårstale torsdag den 31. december 2020.

”I år skulle vi have fejret 100-året for Genforeningen med Sønderjylland. Også jeg havde set frem til jubilæumsdagene i juli, men coronaepidemien gjorde det umuligt. Nu vil vi se frem til den kommende sommer med håbet om, at vi i stedet kan mødes til den tid”, sagde dronningen med henvisning til, at det i dagene omkring Genforeningsdagen den 15. juni 2021 er planlagt, at dronningen skal deltage i den udskudte fejring i Sønderjylland.

Traditionen tro fremhævede dronningen også det danske mindretal i Sydslesvig, der som følge af coronapandemien har været mere afskåret fra Danmark på grund af grænsekontrol.

”I aften går mine tanker til de danske i Sydslesvig. Også for sydslesvigerne har det været et vanskeligt år, med en delvis lukket grænse. Jeg håber, at det nye år må bringe os tilbage til den tætte kontakt, vi er vant til, og som har så stor betydning på begge sider af grænsen”, sagde dronning Margrethe i nytårstalen.

Dronning Margrethe holdt sin 49. nytårstalen i Christian IX’s Palæ, Amalienborg.

Du kan læse hele dronningens nytårstale her.