Tilbage til nyhedsliste

Flensborg Avis ansætter ny chefredaktør

4. december 2023

Flensborg Avis, der primært beskæftiger sig med det danske mindretal i Sydslesvig, har ansat Søren Munch som ny chefredaktør.

Søren Munch er ny ansvarshavende chefredaktør for Flensborg Avis pr. 1. december 2023.

Søren Munch er ny ansvarshavende chefredaktør for Flensborg Avis pr. 1. december 2023.

Foto: Sven Geissler

61-årige Søren Munch er ny ansvarshavende chefredaktør på Flensborg Avis, der primært beskæftiger sig med det danske mindretal i Sydslesvig. 

Søren Munch er i forvejen kendt på Flensborg Avis, idet han har været konstitueret i stillingen siden den 1. juli. Søren Munch blev ansat på avisen som redaktionschef og stedfortrædende chefredaktør den 1. marts 2023.

Det skriver Flensborg Avis i en pressemeddelelse.

”Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde med Søren, som vi mener er den helt rigtige til stillingen som ansvarshavende chefredaktør. Vi modtog mange kompetente ansøgere til stillingen, hvilket vi er rigtig glade for. Det tager vi som udtryk for, at mange har stor interesse og veneration for Flensborg Avis”, udtaler Anders Jessen, formand for Flensborg Avis’ tilsynsråd, der på et møde den 29. november besluttede at ansætte Søren Munch med virkning fra 1. december.

Søren Munch er 61 år og bor i Flensborg. Han har en mangeårig karriere som journalist, nyhedsredaktør og digital redaktør på Jyllands-Posten bag sig. Søren Munch har tillige arbejdet som kommunikationskonsulent i Erhvervsstyrelsen i Silkeborg, inden han i marts 2023 kom til Flensborg Avis.

”Jeg kom hovedkulds ind i jobbet som chefredaktør dengang i marts. Jeg havde ikke forventet at få ansvaret - men jeg fik det, og jeg påtog mig det. Og jeg har befundet mig fantastisk med det. Det er på mange måder mit drømmejob, og min drøm er at slutte min karriere som chefredaktør på Flensborg Avis”, siger Søren Munch til Flensborg Avis.

En vigtig opgave for den nye ansvarshavende chefredaktør bliver et fortsat fokus på den digitale omstilling, siger Anders Jessen.

”Flensborg Avis arbejder intenst med den digitale omstilling - en omstilling der de kommende år betyder meget for avisens udvikling. Samtidig er tilsynsrådet optaget af at sikre en god arbejdsplads for avisens medarbejdere, og medarbejdertrivsel er også fremover et vigtigt indsatsområde.

Flensborg Avis varetager selvfølgelig fortsat kerneopgaven som debat- og kommunikationskanal for det danske mindretal i Sydslesvig, understreger Anders Jessen.

”Derudover arbejdes der intenst med strategiudvikling, og vi er overbeviste om, at vi med Søren Munch har fået den helt rette chefredaktør til at styre avisen ind i de kommende års spændende udviklingsrejse”, siger han.

Direktionen på Flensborg Avis består fremover af Søren Munch samt nuværende økonomidirektør Thorsten Kjærsgaard.