Tilbage til nyhedsliste

Kendt dansk kunstner udstiller i Sydslesvig

23. september 2022

Udstillingen ”Pilgrimsmarker” på Mikkelberg i Sydslesvig viser værker af kunstneren Maja Lisa Engelhardt, som har værker i mange kirker og har lavet illustrationer sammen med Dronning Margrethe.

Oplev bronzerelieffer af Maja Lisa Engelhardt i udstillingen "Pilgrimsmarker" på Mikkelberg i Sydslesvig.

Oplev bronzerelieffer af Maja Lisa Engelhardt i udstillingen "Pilgrimsmarker" på Mikkelberg i Sydslesvig.

Foto: Galerie Moderne

I efteråret viser det sydslesvigske kunstcenter Mikkelberg i Hatsted udstillingen ”Pilgrimsmarker” med værker af den danske kunstner Maja Lisa Engelhardt. Udstillingen er blevet til i et samarbejde med Galerie Moderne i Silkeborg og giver mulighed for at se et stort og spændende dansk navn i Sydslesvig, hvor hun ikke tidligere er blevet præsenteret.

Titlen "Pilgrimsmarker" er inspireret af Maja Lisa Engelhardts arbejde med pilgrimssymbolet ’Jakobs-muslingen’, der er hovedmotiv i en række malerier og bronzerelieffer samt en serie monotypier. I reliefferne er pløjemarker modelleret i ler.

”Ler er jo jord - den jord, hvor korn kan vokse til (alter-)brød”, siger Maja Lisa Engelhardt i en pressemeddelelse.

Maja Lisa Engelhardt er mest kendt for at levere kunst til danske kirker, men hun har også sammen med Dronning Margrethe lavet illustrationer til Prins Henriks digtsamling ”Roue libre” (Frihjul), der udkom i 2010.

I udstillingen, der kan ses fra den 1. oktober til den 4. december, optræder både nye værker samt ældre værker, der viser Maja Lisa Engelhardts søgen efter at forene kunst og tro. Man kan bl.a. opleve lerjordsrelieffer brændt som stentøj, der er indfarvet med begitningsfarver og med motiver af kornaks.

”Karakteristisk for Engelhardt er arbejdet med symboler og stemninger fremfor fortællinger. Hendes tilgang til symbolerne går gennem de fire elementer ild, luft, jord og vand, som alt levende på tværs af tid og rum har en relation til. Det er dem, det hele drejer sig om. I farvestærke og dramatiske arbejder nærmer Engelhardt sig det eksistentielle og kosmiske. Resultatet af denne proces er billeder, der rammer beskueren direkte med deres overvældende og farvemættede kraft”, lyder det i pressemeddelelsen.

På udstillingen kan endelig ses en række skitser, som har dannet grundlag for nogle af Maja Lisa Engelhardts kirkeudsmykninger de seneste år: det store altertæppe til Sct. Catharinæ Kirke i Ribe med motiv af den brændende tornebusk, nogle skitser til altertavlen i Lodbjerg Kirke i Thy samt indgangsporten til Viborg Domkirke.