Sydslesviger er verdensmester for tredje gang
Den danske VM-triumf var også en sydslesvigsk triumf. Holdleder Kai Johannsen fra Flensborg blev verdensmester for tredje gang.
Kai Johannsen (yderst til venstre) jubler med resten af det danske håndboldlandshold efter VM-finalesejren over Frankrig på 34-29.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Der dryppede også guldregn på Sydslesvig, da konfettikanonen i Tele2 Arena i Stockholm tog sigte mod de nykårede danske håndboldverdensmestre, der som de første nogensinde kunne løfte VM-trofæet for tredje gang i træk.
Danmarks store håndboldtriumf er i høj grad også en sydslesvigsk triumf. Holdleder Kai Johannsen er sydslesviger og en vigtig del af ledergruppen. Som landstræner Nikolaj Jacobsen sagde til Jyllands-Posten efter triumfen:
”Jeg er megastolt af min ledergruppe. De leverede igen et fantastisk og uvurderligt stykke arbejde. Der er en grund til, at spillerne er friske, når vi når herhen i turneringen – det er fordi, at folkene rundt om holdet er så vanvittigt dygtige, brænder for det og nærmest arbejder i døgndrift for at give spillerne optimale betingelser.”
Den 62-årige Kai Johansen er født i Flensburg og har hele sit liv tilhørt det danske mindretal i Sydslesvig. Han fik sit danske statsborgerskab for 14 år siden. Om sin egen håndboldkarriere har han fortalt til JydskeVestkysten:
”Jeg spillede håndbold i DGF og Stjernen Flensburg. Vi nåede til den tyske Bezirksliga, men jeg var ikke nogen stor håndboldspiller. Jeg spillede hyggehåndbold og sluttede i Bov IF.”
Kai Johannsen har været holdleder siden 2006 og var med til EM-triumfen i Norge i 2008 og i Serbien i 2012. Således kan han også skrive OL-guld fra 2016 på sit CV.
Også SG Flensburg-Handewitts danske landsholdsspillere har en vigtig andel i den danske finalesejr over Frankrig på 34-29 og turneringen i det hele taget. Både målmand Kevin Møller, Simon Hald, Emil Jakobsen, Johan Hansen og Mads Mensah havde afgørende roller VM-finalen, og Lasse Møller nåede at spille åbningskampen, inden han måtte rejse hjem med en skade. Læg dertil, at målmandstræner Michael Bruun også er målmandstræner for SG Flensburg-Handewitt.
”Danskerne slog franskmændene i VM-finalen og vinder titlen for tredje gang i træk! Hvilken fantastisk præstation, gutter!”, skriver SG Flensburg-Handewitt på Instagram om den danske VM-triumf.
Flensborgs syvende danske spiller Aaron Mensing var ikke en del af VM-truppen.
Flere nyheder: