Tilbage til nyhedsliste

Tysk storfilm vinder syv priser ved britisk Oscar-uddeling

20. februar 2023

Netflix-filmen ’Intet Nyt Fra Vestfronten’ blev den store vinder med syv priser, herunder prisen for årets bedste film, ved søndagens BAFTA-prisuddeling i London.

Filmproducent Malte Grunert og instruktør Edward Berger på scenen ved søndagens BAFTA-prisuddeling i London.

Filmproducent Malte Grunert og instruktør Edward Berger på scenen ved søndagens BAFTA-prisuddeling i London.

Foto: Stuart Wilson/BAFTA/Getty Images for BAFTA

Den første tyske filmatisering af bogklassikeren ’Intet Nyt Fra Vestfronten’ nyder i øjeblikket stor international succes.

Søndag blev filmen den store vinder ved BAFTA-prisuddelingen i London, der er det britiske svar på Oscar-prisuddelingen.

Filmen vandt hele syv priser, herunder prisen for årets bedste film og årets bedste instruktør.

”Sikke en aften, jeg kan ikke tro det”, siger instruktør Edward Berger til NDR.

Ifølge NDR er det første gang, at en ikke-engelsksproget film vinder så mange priser ved BAFTA-prisuddelingen.

’Intet Nyt Fra Vestfronten’ var nomineret i hele 14 kategorier og endte som nævnt med en prishøst på syv. Foruden prisen for årets bedste film og årets bedste instruktør vandt filmen i kategorierne ’Bedste ikke-engelsksprogede film’, ’Bedste adapterede manuskript’, ’Bedste fotografering’, ’Bedste filmmusik’ og ’Bedste lyddesign’.

BAFTA-succesen for ’Intet Nyt Fra Vestfronten’ kommer tre uger før filmbranchens helt store årlige højdepunkt: Oscar-prisuddelingen søndag den 12. marts i Los Angeles. Her er filmen nomineret i hele ni kategorier, herunder årets bedste film og årets bedste internationale film.

’Intet Nyt Fra Vestfronten’ skildrer Første Verdenskrigs brutaliteter set ud fra hovedpersonen Paul Bäumers perspektiv. 17-årige Bäumer, der spilles af østrigske Felix Kammerer, er ivrig efter at komme i krig og kæmpe for sit land, men overraskes hurtigt af krigens grusomme virkelighed.

Filmen havde premiere på streamingtjenesten Netflix den 29. september 2022 og blev modtaget godt af danske anmeldere. Bl.a. tildelte Berlingske filmen fem ud af seks stjerner med ordene:

”Filmen bør høre hjemme på toptilisten over de bedste krigsfilm gennem tiderne sammen med ’Saving Private Ryan’, ’Full Metal Jacket’ og lignende”, skrev Berlingskes Thomas Brunstrøm ved premieren.

I Første Verdenskrig blev der i alt indkaldt 30.000 sønderjyder, af hvilke mindst 5.136 faldt - en forholdsvis høj andel af tabene i krigen.

Læs også filmanmeldelse af historiker René Rasmussen, Museum Sønderjylland, fra magasinet Grænsen.