Braine, Den sønderjyske soldaterkirkegård
Krigskirkegård i Braine nær Soissons nordøst for Paris, oprettet i 1924 af foreningen Sønderjyske Soldatergrave. Denne forening, stiftet i 1921, ønskede at få opgravet og overflyttet dansksindede faldne soldater til en fælles kirkegård og udsendte opfordringer til alle faldnes efterladte om at medvirke hertil. Men kun 254 af de omkring 5.270 faldnes familier gav tilladelse til flytning af grave, og det var kun muligt at lokalisere en lille del heraf.
Ved indvielsen af kirkegården i 1924 var der 50 soldatergrave. Tallet er siden øget til 79. Her er mindehøjtideligheder på våbenstilstandsdagen, og kirkegården har fået status som erindringssted for alle faldne sønderjyder, selv om langt hovedparten af de faldne ligger på tyske krigskirkegårde. Braine er venskabsby med Haderslev.
Af Inge Adriansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.