Christensen, Hans Jefsen, 1880-1956, landstingsmand
Hans Jefsen Christensen blev født i Visby Sogn ved Tønder. Selv om faderen var dansk statsborger, lod Hans Jefsen Christensen sig naturalisere som preussisk statsborger i 1892. Han var som ung elev på Testrup Højskole og videreuddannede sig herefter inden for praktisk landbrug, inden han i 1904 købte gården Høgsbro ved Hviding.
Jefsen Christensen var knyttet til Jens Jessens linje og tog efter Jessens død i 1906 afstand fra den forhandlingspolitik i den tyske rigsdag, som H.P. Hanssen stod for. Jefsen Christensen blev i 1910 formand for Nordslesvigsk Skoleforening (den senere Sønderjydsk Skoleforening), en post, han beklædte til sin død.
Da Vælgerforening for Nordslesvig i november 1918 nedsatte et skoleudvalg, som skulle forberede en kommende skolelovgivning i den del af Sønderjylland, som forventedes genforenet med Danmark, blev Jefsen Christensen formand for udvalget. Det var fra vælgerforeningens skoleudvalg, initiativet til den sønderjyske skoleordning kom.
I 1920 var Hans Jefsen Christensen Venstres kandidat til Folketinget. Han blev samme år valgt som tingvalgt medlem af Landstinget, hvor han sad frem til 1947. I perioden 1922-1947 var han medlem af Det udenrigspolitiske Nævn og udtalte sig i nationalpolitiske spørgsmål.
Trods politiske meningsforskelle tog han sammen med H.P. Hanssen i 1927 initiativ til at genoprette Landeværnet under mottoet "Dansk jord på danske hænder".
Han var en klar fortaler for mindretalsrettigheder, herunder også det tyske mindretals rettigheder. Han gik varmt ind for den sønderjyske skoleordning, som i perioden 1920-1945 stillede det tyske mindretals skolevæsen på lige fod med det danske skolevæsen i Sønderjylland.
Han efterfulgte i 1936 H.P. Hanssen som formand for "Dansk Kultursamfund af 1910" og beklædte posten frem til 1956.
Efter etableringen af "Udvalget til fordeling af bevillingerne til støtte for dansk sprog og kultur i udlandet" (det senere Sydslesvigudvalg) i 1921 blev han udvalgets formand frem til sin død. Hans Jefsen Christensen fik på denne måde afgørende indflydelse på, hvordan statsmidlerne til det danske mindretal i Sydslesvig blev fordelt.
Et portræt af Hans Jefsen Christensen malet af Agnes Smidt er ophængt i Billedsalen på Folkehjem i Aabenraa.
Litteratur:
Om skolehistorie: Erik Nørr: "Genforeningens bedste gave". Skoleordning og amtsskolekonsulenter i Sønderjylland og Danmark 1920-1963. Historisk Samfund for Sønderjylland, 2003.
Hans Jefsen Christensen malet af Agnes Smidt; maleriet er ophængt i Billedsalen på Folkehjem.
Museum Sønderjylland