Gå til leksikonoversigt

Dybbøl Skanser

Steder

Dybbølstillingen var en feltbefæstet stilling, bestående af 10 mindre skanser, der strakte sig fra Skanse 1 ved Vemmingbund i syd til Skanse 10 ved Als Sund i nord. Befæstningen var ikke færdigbygget, da hæren i februar 1864 trak sig tilbage fra Danevirke hertil. Der manglede løbegange, palisader, brohoveder og barakker. Nogle af disse mangler blev afhjulpet, men befæstningens ufuldkommenhed var medvirkende til nederlaget under Stormen på Dybbøl den 18. april 1864. Her faldt skanserne efter kun en halv times kampe.

I 1867 udbyggede preusserne Dybbølbefæstningen med en række større skanser suppleret af skanser på Als. Festung Sonderburg-Düppel nedlagdes i 1885, da risikoen for et dansk angreb blev anset for meget ringe. De skanser, der kan ses i dag, består i hovedsagen af de preussiske skanser fra 1867, der indeholder resterne af de danske skanser fra 1864. Dette er markeret med smalle, hvide cementbånd.

En af de største preussiske skanser kaldes i dag Kongeskansen. Den er anlagt oven på resterne af de danske skanser 5 og 6. Her markerede Det tyske Kejserrige i 1914 med kejser Wilhelm i spidsen 50-året for sejren på Dybbøl. Det nuværende navn skyldes, at sønderjyderne ved Genforeningsfesten den 11. juli 1920 modtog Christian 10. her. Efterfølgende nationale fester, folkemøder og friluftsspil m.v. er ligeledes blev afholdt ved Kongeskansen.

Nationalparken Dybbøl Skanse blev etableret efter en landsindsamling, iværksat af Carlsberg-bryggeriernes direktør Vagn Jacobsen. Arealet blev overdraget den danske stat den 11. juli 1924 ved en ceremoni, hvor statsminister Stauning holdt tale, og hvor Christian 10. fik overdraget gavebrevet. Op gennem 1920'erne blev der opsat talrige danske mindesmærker i nationalparken. 

Dybbøl

Dybbøl skanse. Foto fra 2016.

Foto: Ziko van Dijk CC BY-SA 4.0.