Dybbøllærken

Traditionen om, at en lærke sang inden Stormen på Dybbøl Banke den 18. april 1864. Bombardementet fra de preussiske tropper stoppede pludselig kl. 10, og der var et øjeblik af stilhed, førend selve stormen med lyden af geværild begyndte. I dette øjeblik af stilhed skulle lærken have slået sine triller. Dette blev opfattet som en hilsen fra himlen om håb, og Dybbøllærken blev et dansk nationalt symbol på håbet om genforening.

Der er imidlertid ingen samtidige soldaterbreve eller dagbøger, der beretter om lærkesangen. Traditionen med Dybbøllærken kan føres tilbage til Michael Gjørup (1830-1915), der var officer under Krigen i 1864. Han skrev et mindedigt over kaptajn S.U.R. Lundbye, der faldt under stormen den 18. april. I digtet omtales den kvidrende lærke, som gav ”et håb om sommer på ny”.  Gjørups digt blev populært og medvirkede til opbygningen af traditionen om Dybbøllærken, sådan som den mødes litterært og til dels i billedkunsten. Efterhånden begyndte Dybbøllærken også at omtales i krigserindringer.

Også i forbindelse med Genforeningen i 1920 optræder Dybbøllærken. O.D. Schack nævner i sin tale ved Genforeningsfesten den 11. juni 1920 følgende: "Da Kanontordenen forstummede, sang Dybbøllærken atter over Vangen".  Han betegner efterfølgende den fugls kvidren som et symbol på det danske folkesind.

Litteratur:

Inge Adriansen: ”Dybbøllærken – håbets budbringer. Sprogforeningens Almanak 1993, 34-56.