Gå til leksikonoversigt

Fog Pedersen, Mette Marie, 1911-1976, højskolelærer og forfatter

Personer

Mette Fog Pedersen blev født på gården Billeslund under Gram Gods. Hun tog på efterskole i Skibelund og fuldførte derefter en kontoruddannelse fra Købmandsskolen i København. I 1939 blev hun gift med Arne Fog Pedersen. De blev begge samme år lærere på Rødding Højskole, hvor hun bl.a. underviste i håndarbejde og boligindretning. Mette Fog Pedersen blev en meget benyttet foredragsholder både i forsamlingshusene og til de såkaldte konemøder på Rødding Højskole, hvor hun fortalte om litteratur, musik og billedkunst.

I 1953 blev Arne Fog Pedersen forstander for Rødding Højskole, og hun blev forstanderkone og højskolemor med de sociale og repræsentative forpligtelser, det medførte. I 1964 fik hun en muskelnervesygdom, der fulgte hende resten af livet og invaliderede hende. Med stor tålmodighed og en stærk livsvilje kæmpede hun videre og skrev i de sidste år sine erindringer i otte bind (1970-1976).

Af Elsemarie Dam-Jensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennard S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Mette E. Havsteen-Mikkelsen i: Dansk Kvindebiografisk Leksikon, bd. 1.