Høegh-Guldberg, Ove, 1731-1808, dansk statsmand

Ove Høegh-Guldberg var søn af en bedemand i Horsens. I 1753 afsluttede han teologistudiet, hvorefter han studerede historie. Han blev fra 1761 professor i retorik ved Sorø Akademi, indtil han i 1764 blev lærer for Frederik 5.s søn arveprins Frederik hvorved han fastholdt en tæt forbindelse til hoffet, som var svækket på grund af den psykisk stærkt ustabile Christian 7.

Høegh-Guldberg nærede afsky for Struensee og medvirkede aktivt til hans fald ved kuppet den 17. januar 1772. Han var efterfølgende medlem af den kommission, som dømte Struensee til døden.

I årene efter Struensees fald fik Høegh-Guldberg en mere og mere central placering, og han blev efterhånden den ledende person i regeringen. Han søgte at imødekomme den borgerlige middelklasse, som var stærkt misfornøjet med, at så mange fremmede, det vil sige medlemmer af det tyske aristokrati, havde høje poster i statsadministrationen. Han gennemførte i 1776 lov om indfødsret, som bl.a. krævede, at man for at få embede i staten skulle være født i Danmark, Norge eller Slesvig-Holsten.

Høegh-Guldbergs dansk-sindede politik fik stor betydning for dansk identitetsdannelse i slutningen af 1700-tallet i den borgerlige middelklasse, en identitetsdannelse, som udvikledes i modsætning til den udbredte brug af tysk sprog i administrationen, og som i øvrigt førte til Tyskerfejden i 1789-90.

Da Christian 7.s søn kronprins Frederik (den senere Frederik 6.) i 1784 gennemførte et statskup i samarbejde med repræsentanter for det reformvenlige tyske aristokrati med A.P. Bernstorff, Christian Ditlev Reventlow og Ernst Schimmelmann i spidsen, blev Ove Høegh-Guldberg afskediget og udnævnt til stiftamtmand i Aarhus. Høegh-Guldberg beholdt denne stilling indtil 1802, hvorefter han tilbragte de sidste år på herregården Hald ved Viborg.