Sankt Marie Kirke
Sognekirke i Sønderborg. Den blev opført i perioden 1595-1600 som en udvidelse af et kapel, der lå i tilknytning til en Sankt Jørgensgård, der var et spedalskhedshospital. Det var Hans den Yngre, hertug af Slesvig og Holsten, der lod kirken opføre. Den består af et treskibet langhus, et kor og en tagrytter. I 1883 blev tårnet tilbygget. Kirken fik navnet Sankt Marie i 1649, men den var oprindeligt kendt som Sankt Jørgens Kirke.
Størstedelen af kirkens inventar er fra renæssancen, men der er bevaret et vægskab fra 1400-tallet, som er indmuret i koret. Altertavlen er lavet af billedskærer Niels Tagsen i Sønderborg i 1618. Prædikestolen fra 1599 er udført af Hinrinch Ringerinck i Flensborg, sandsynligvis med prædikestolen i Sankt Johannes Kirke i Flensborg som forbillede. Døbefonten i bronze er fra år 1600.
I årene 1959-1961 blev kirken gennemgribende restaureret, hvor bl.a. fire sidetårne, der var opført samtidig med det store tårn, blev revet ned. I 2011 blev to vinduer bag alteret genåbnet og udsmykket med glasmosaikker udført af kunstneren Per Kirkeby (1938-2018).
Sankt Marie Kirke ligger midt i Sønderborg med udsigt over Als Sund. Foto fra 2020.
Foto: Sønderborg Kommune.