Gå til leksikonoversigt

Spoorendonk, Anke, født 1947, tysk politiker

Personer

Anke Spoorendonk er født i Slesvig. Hendes forældre var tyske, men familien søgte efter 2. Verdenskrig ind i det danske mindretal. Hun kom i dansk børnehave og skole, tog studentereksamen fra Duborg-Skolen i Flensborg i 1966 og læste derefter til cand.mag. i historie og tysk på Københavns Universitet. Efter studierne blev Anke Spoorendonk i 1977 ansat ved Duborg-Skolen.

Spoorendonk blev i 1990 valgt til amtsrådet i Slesvig-Flensborg Amt, hvor hun især engagerede sig i kulturområdet. I 1995 blev hun efter kampvalg SSW's spidskandidat til Landdagen i Kiel og blev første gang indvalgt i 1996 for Sydslesvigsk Vælgerforening som afløser for Karl Otto Meyer.

Efter landdagsvalget den 6. maj 2012 indgik SSW i en regeringskoalition med SPD og Die Grüne med Torsten Albig (SPD) som ministerpræsident. Anke Spoorendonk blev minister for justits, kultur og Europa og opgav i forlængelse heraf sit mandat i den slesvig-holstenske Landdag.

Anke Spoorendonk meddelte i 2014, at hun ikke ønskede at genopstille til landdagsvalget i 2017. I 2018 blev hun valgt til formand for Foreningen Norden i Sydslesvig.

Anke Spoorendonk

Anke Spoorendonk, SSW. Foto fra 2013.

Foto: Gerd Seidel CC BY-SA 3.0.