Gå til leksikonoversigt

Vidåslusen

Steder

Trekamret sluse ved Vidås udløb i Vadehavet. Slusen skal afvande Vidå og forhindre, at vand fra Vadehavet løber ind i Vidå. Anlæggelsen blev påbegyndt i 1979 og stod færdigt i 1981; for projektet stod COWI-consult, mens entreprenørfirmaet Wejse fra Esbjerg byggede slusen. Sluseportene er fremstillet af træsorten azobe, også kaldet jerntræ, en yderst robust træsort. Vidåslusen er en del af Det Fremskudte Dige.

Den direkte anledning til byggeriet var to stormfloder i januar 1976, der nær havde ødelagt diget ved Højer. Forberedelserne til et fremskudt dige var dog allerede indledt i 1950’erne under indtryk af en stormflodskatastrofe i Holland i 1953. 

Vidåslusen

Øverst på Vidåslusen er der et rundt mandskabsrum. Herfra kan en slusemester holde øje med situationen, hvis der fx er fare for oversvømmelse. Foto fra 2021.

Nationalpark Vadehavet. Foto: Ulrik Pedersen.