Det var en smuk forårsdag i Flensborg den 19. maj 1943. Selv om Tyskland var i krig, har alt formentligt åndet fred og ro i byen fra morgenstunden, selvfølgelig med den agtpågivenhed, der nu engang er, når mange mænd var fraværende, fordi de var ved fronten, og når beboerne havde oplevet luftangreb.

Mens Kiel og Hamborg nærmest blev jævnet med ajorden under Anden Verdenskrig, oplevede Flensborg ifølge historiker og direktør for Museum Sønderjylland Axel Johnsens kapitel ‘Det danske mindretal i Sydslesvig’ i bogen ‘Sønderjylland under krig og besættelse’ kun 12 bombeangreb gennem hele krigen. Målet var skibsværftet, som blandt andet leverede ubåde til den tyske krigsmaskine.

De fleste angreb var i sommeren og efteråret 1942, så den 19. maj 1943 havde man i Flensborg ikke oplevet et bombeangreb siden 27. oktober året forinden.

Men klokken 12 blev stilheden på forårshimlen brudt af en luftalarm og siden af lyden af 63 amerikanske B-17 bombefly. De kom for at angribe skibsværftet. Angrebet varede fem minutter. På den tid blev der kastet 134 tons bomber. Ikke alle ramte deres mål.

Da de amerikanske fly havde forladt luftrummet over Flensborg, var godt 1.500 mennesker i byen blevet hjemløse, og 82 havde mistet livet. 24 af de dræbte var fra det danske mindretal. De 14 var børnehavebørn fra institutionen Ingridhjemmet på Batterivej.  Også en syv år gammel storebror, der var mødt op i børnehaven for at hente sin lillesøster, blev dræbt.

Da luftalarmen lød, tog de voksne i børnehaven, en 16-årige medhjælper og hendes 39-årige mor, børnene med til det beskyttelsesrum, der var blevet anvist dem. Det lå i kælderen i fiskefabrikken i den samme gade. 

Beskyttelsesrummet blev ramt af en af de allieredes bomber, og som Axel Johnsen skriver, er det “skæbnens bitre ironi, at børnehaven ikke blev beskadiget under angrebet”. To børn overlevede mirakuløst, de andre børn blev dræbt. Fire danske familier mistede ikke kun et, men to børn under angrebet.

Et lille mindretal hårdt ramt

Det var en katastrofe og en tragedie for det danske mindretal. 

“I et lille mindretal som det danske, der måske talte 4.500 mennesker under krigen, er det jo et ret voldsomt tab, og det er altid værre, at det er børn. Det er ikke meningen, børn skal dø,” siger museumsinspektør René Rasmussen fra Sønderborg Slot. Han er en af de historikere, der siden har beskæftiget sig med den katastrofale hændelse, som det danske mindretal gennemlevede under krigen.

I forvejen var mindretallet presset af at være mindretal under nazismen og af, at næsten hele den voksne mandlige del af mindretallet var i hæren som tyske soldater. 

Udover frygten for hårde straffe for at desertere, gjorde mændene fra det danske mindretal også deres pligt som tyske borgere for at kunne kræve deres ret som et lovligt mindretal. Og den diskussion kom også til at præge mindretallets og eftertidens reaktion på de frygtelige tab; og især begravelsen af de unge ofre for krigen.

Fra det officielle Tyskland blev der ikke gjort forskel på tysk og dansk. Den nazistiske krigslykke var vendt efter slaget ved Stalingrad, hvor Tyskland led nederlag i januar måned. Det nazistiske narrativ var under forandring. Den tyske propagandaminister Joseph Goebbels havde ændret sin propagandastrategi. 

“Hidtil havde de militære sejre været det centrale omdrejningspunkt i propagandaen, men nu blev nøgleordet det tyske folks overlevelse,” skriver historiker og tidligere forskningsmedarbejder i Forskningsafdelingen  i Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, Merete Bo Thomsen, i en artikel i Sønderjyske Årbøger i 2015 om tragedien med titlen ‘Flensborg den 24. maj 1945.’

Den 24. maj er den dag, de danske børn blev begravet.

Den 18. februar havde Goebbels opfordret til den totale krig, og siden arbejdede han for at mobilisere hjemmefronten, så alle var inddraget i krigen, altså især civilbefolkningen, hvor han talte om, at de skulle tage krigens “tungeste byrder på deres skuldre, og at de (krigens byrder) bliver fordelt ligeligt på høj og lav, fattig og rig.”

I løbet af krigen skønnes en halv million mennesker i Tyskland at være dræbt af allierede bomber og syv millioner at have mistet deres hjem. I 1943 var civilbefolkningen mærket, men det skulle blive meget værre. Det danske mindretals voldsomste civile tab var bombeangrebet i Flensborg. 

Dansk begravelse

Fra mindretallets side var det afgørende, at de fik en dansk begravelsesceremoni for de danske ofre. Flensborg Kommune tilbød, at de danske døde kunne blive officielt begravet. 

“De har måske villet vise det danske mindretal sympati eller medfølelse og give dem en begravelse med heil og honnør og det hele og har ikke forstået, at det ville de sådan set helst være fri for,” siger René Rasmussen.

Hverken forældrene til de danske børn eller det øvrige danske mindretal ønskede, at der skulle heiles ved graven. 

Folkeraadet, som i 1939 var blevet oprettet som øverste besluttende myndighed for det danske mindretal i Sydslesvig og eksisterede frem til 1945, havde til opgave at træffe beslutninger på mindretallets vegne i denne meget vanskelige periode.

Protokollen for mødet i rådet rummer referater fra den 5. maj og igen fra den 25. maj, hvor referatet kun handler om de danske dræbte i bombardementet. Men der er ikke noget referat af beslutninger truffet mellem tragedien den 19. maj og begravelsen den 23. maj.

Det var heller ikke alt, der kunne refereres. På mødet den 25. maj diskuteredes blandt andet de midler, der var indsamlet i Danmark til de efterladte:

“Hvis indsamlingen ikke blev centraliseret, var der fare for, at pengene blev spredte og ikke kom i de rigtige hænder,” står der i protokollen. 

Det fremgik, at der var indsat et beløb på den danske Duborg-Skolens konto i Graasten Bank, tilfældigvis den samme bank, hvor Grænseforeningen under krigen oprettede en konto, og der er ingen tvivl om, at Grænseforeningens lokalforeninger har været særdeles aktive i kampen for at sikre hjælp til mindretallets nødlidende. Og det var sikkert ikke en uvant øvelse at få overført de i Danmark indsamlede midler på en diskret måde.

Ifølge Merete Bo Thomsen blev begravelsen af de tyske ofre udført i fuld overensstemmelse med Goebbels propaganda strategi. 

“Flensborgerne blev ikke ynket, men rost for deres stærke indbyrdes solidaritet og opfordret til fortsat kamp mod fjenden,” skriver hun.

Medlem af Folkeraadets forretningsudvalg, rådsherre, det vil sige byrådsmedlem, J.C. Møller kontaktede allerede den 20. maj Flensborgs overbordmester med et ønske om, at de danske ofre blev begravet “under hensyntagen til dansk skik og de pårørendes ønsker.”

Men da han, ledsaget af den daværende rektor på den Duborg-Skolen, Bernhard Hansen, mødtes med den nazistiske kredsledelse, ville de nazistiske partifolk have ofrene begravet efter det militære ritual, og de ønskede ikke de danske præsters deltagelse.

Merete Bo Thomsen skriver, at det ifølge Bernhard Hansen var Jacob Kronika, en sydslesvigsk journalist, der havde gode kontakter i Berlin som korrespondent for Nationaltidende i København og flere andre aviser, der gennem sine kontakter sørgede for, at det blev en dansk ceremoni.

Ceremonien var ikke kun for børnene fra børnehaven. I alt blev 20 danske dræbte ved bombardementet begravet ved den samme højtidelighed. Men børnene fyldte selvfølgelig mest både i mindretallets bevidsthed og i Danmark, hvor tragedien heller ikke gik ubemærket hen.

Små kister

Kaj Munk skrev således den 27. maj i Berlingske Tidende:

“FEMTEN smaa Kister i Flensborg – 15 smaa danske Børn pludselig dræbt – det føles som et Greb i 

Struben. Vi leder efter en Mening i Tilværelsen.”

Begravelsen fandt sted på Fredshøj Kirkegård (Friedhof Friedenshügel) i Flensborg. Reportagen i Flensborg Avis beskrev, hvordan Flensborgs danske drenge- og pigespejdere “paraderede med spejdernes flag, skolens floromvundne banner og Ungdomsforeningens fane”.

De 20 kister på begravelsespladsen var smykket med kranse og blomster i stort antal, både fra mindretallet og dets organisationer og “en række foreninger og institutioner” i Danmark. 

Man kunne læse, at “en hel del landsmænd nord for grænsen også deltog”. Først sang man salmen ‘Lyksalig, lyksalig’. Så blev der læst skriftsteder, og pastor Jordt Jørgensen prædikede. Jordpåkastelserne fulgtes af et Fadervor. Kammersanger Aksel Schiøtz sang ‘Sov sødt, barnlille’, og der blev nedlagt kranse, blandt andet lagde J.C. Møller en krans på vegne af Flensborgs overborgmester.

Rektor Bernhard Hansen holdt tale over sidste vers i Grundtvigs salme ‘Den sigende dag med fryd vi ser’, som begynder med ordene ‘Så rejse vi til vort fædreland’. 

Efter at velsignelsen var lyst, lagde lederen af børnehaven, som var til tandlæge, da bomberne faldt, blomster på de 15 børnekister, som blev båret til gravene af danske drengespejdere.

En af spejderne var den dengang 15 år gamle Karl Otto Meyer, som senere blev det danske mindretals mest kendte lederskikkelse i efterkrigstiden som chefredaktør på Flensborg Avis samt formand og medlem af den slesvig-holstenske landdag for mindretallets parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW).

Karl Otto Meyer beskrev i sin erindringsbog ‘Frihed, lighed og grænseland’, hvordan hans fransklærer på Duborg-Skolen, Eli Jessen, også blev dræbt af bomberne, da hun skyndte sig hjem i stedet for at gå i kælderen ved luftalarmen. I timen havde de læst ‘La derniere Classe’ (Sidste time). 

Han skrev om begravelsen af børnehavebørnene:

‘Jeg kunne ikke fatte, at 15 små børn skulle dø på den måde. Jeg kunne ikke se nogen mening med det. Man måtte forstå, at voksne under en krig måtte løbe en risiko, men små, uskyldige børn. Det var så meningsløst.”

Der skulle seks til at bære hver af de 15 kister. Så mange spejdere var der ikke, så Karl Otto Meyer fortæller, at de måtte opdeles i hold, og de tre hold gå fire gange, det fjerde hold tre gange. Da de skulle gå fjerde gang, spurgte tropsføreren Hans Futtrup, om de kunne klare det.

“Vi svarede: Ja vi kan. Vi klarede det, men det var svært. Ingen af os, som var med til at bære, har glemt denne dag.”

Karl Otto Meyer skriver videre, at det ikke kun gjaldt om at hjælpe de ramte familier og vise respekt overfor de små børn.

Ret og pligt til debat

“Vi gjorde det også, fordi vi ikke ville, at der skulle heiles over deres grave. Her mødte vi vores evige problem: Var det rigtigt at være loyal overfor det nazistiske Tyskland og acceptere pligtens bud for at bevare retten til hjemstavnen.”

Han tager dermed også i forbindelse med begravelsen af de danske børn fat i diskussionen om det danske mindretals ageren i forhold til det nazistiske regime. 

Mindretallets ledelse indprentede, som han skrev, mindretallet til at være loyale tyske statsborgere. Og han gik i rette med Kaj Munks artikel i Berlingske Tidende, fordi Kaj Munk i artiklen også skriver: “Derfor har Tyskland og Danmark Fællessorg i dag”.

“Det var svært at følge Kaj Munk,” skrev Karl Otto Meyer. Han var ikke enig med digterpræsten i, at den trofaste kærlighed til Danmark kunne forenedes med loyalitet overfor det Tyskland, som havde overfaldet Danmark og den øvrige verden.

Karl Otto Meyer giver dog i sin erindringer også udtryk for, at han i skrivende stund, efter et langt liv som en ledende skikkelse i det danske mindretal, kunne have stor forståelse for, hvad mindretalsledelsen gjorde i 1933 til 1945. I øvrigt flygtede han selv over grænsen til Danmark i januar 1945 og gik under jorden på Fyn.

Historiker René Rasmussen har citeret følgende afsnit fra dækningen af tragedien i bogen ‘Front og bro’ om Flensborg Avis:

“Vi sørger over disse børn, vi lider med dem, der stod dem allernærmest. Der spørges hvorfor? Ingen glemmer dog, at de var danske børn, at de hørte os til, at de var led i en lovlydig befolkning – lovlydigheden kan i visse tilfælde blive af skæbnesvanger virkning for den enkelte – og derfor ved vi, at der var en mening med også dette bitre offer”, og han har fokus på, at pastor Jordt Jørgensen i sin prædiken sagde:

“Vi er samlede her i dag for at begrave 20 medlemmer af vor danske menighed, som er omkomne ved et fjendtligt flyverangreb på vor by den 19. maj 1943”. 

Det skabte debat, og det blev endda diskuteret, om Flensborg Avis skulle pille ordet ‘fjendtligt’ ud af referatet. 

“Det danske mindretals ville gerne have deres sorg i fred. På det her tidspunkt i krigen dør der børn hver eneste dag i Tyskland af bombeangreb. Når man så ikke ønsker at tage imod den tyske deltagelse, er det netop fordi, man gerne vil afgrænse sig fra flertallet”, siger René Rasmussen.

Håbet om en dansk fremtid

Han mener, at for de ledende folk i mindretallet var de danske ofre en større del af den danske fremtid.

“Uanset hvor den bombe var kommet fra, så havde den dræbt de børn. Men i en situation, hvor hvert ord skal vejes på en guldvægt, betyder det noget, om det er ‘fjendtlige’ eller ‘allierede’ bomber. Hvis man mener, at briter og amerikanere er vores venner og kommer for at befri os, så er bomberne ikke kastet i fjendtlig hensigt mod mindretallet, men er en ulykkelig konsekvens af den nødvendige krigsførelse mod Hitlers Tyskland. Det er ‘colatteral damage’, som det hedder i nutidigt militærsprog; det er uundgåelige civile tab som følge af krigsførelse. Grundholdningen i mindretallets ledelse var, at hvis de allierede skal befri Tyskland, så vil der være en pris i menneskeliv, der skal betales,” tilføjer han.

René Rasmussen understreger, at den slags hurtigt bliver politiseret. I mindretallets kontekst er der tale om en krig, og man lider tab hver dag.

“Tragedien bliver en del af det narrativ, at vi er en lovlydig befolkning, og det er det offer, vi må bringe for retten til at leve som danske i vores hjemstavn. Den debat har man haft i Sønderjylland i 1870’erne og 80’erne. Dengang var det almindeligt at de unge, danske udvandrede. Men det var en politik, der i længden ville ende med at tømme landsdelen for mænd og overlade den til tyskerne. Derfor måtte man sadle om og ændre politik. Derfor bliver det til en ny grundfortælling om, at man skal gøre sin pligt som tysk statsborger for at kræve sin ret som dansk mindretal. 6.000 faldne i Første Verdenskrig, det var prisen for Nordslesvigs genforening med Danmark,” siger han.

Og i 1943 ligger 1920 altså ikke længere tilbage, end at det blev husket i mindretallet syd for grænsen.

“Det danske mindretal har også haft en forhåbning om, at de ofre, de bragte i Anden Verdenskrig, ville forløse dem og bringe dem hjem til Danmark. Når de dræbte civile såvel som soldaterne også ses som et offer for mindretallets fremtid, så menes med fremtid: En dansk fremtid.”

Han påpeger, at grundfortællingen kommer ud af sønderjydernes ofre i Første Verdenskrig.

“Sydslesvigernes fortælling har sine rødder dybt forankret i en kristen grundfortælling; at lidelse er forudsætningen for genopstandelsen. Hvis der ikke var en langfredag, kom der ikke nogen påskemorgen. Og det er så den tolkning, man kan ligge ind i det. Man er nødt til at tro, at Gud har en mening med tragedien. Og den mening kunne være Sydslesvigs genforening med Danmark,” siger René Rasmussen.