Magasinet Grænsen talte med filmens danske producer Helle Faber om den tilbagevenden til en gammel verden med propaganda, nationalisme, patriotisme og skæbnesvangre landegrænser, som Putins invasion af Ukraine 24. februar 2022 har udløst i Europa.

“Det er dokumentarfilminstruktøren David Borenstein, der kommer med projektet til mig i efteråret 2022”, fortæller Helle Faber. 

“Han viser mig 10-15 minutters optagelser, som den unge lærer Pavel Talankin, også kaldet Pasha har filmet på sin skole i Karabash, hvor han er medielærer og videofotograf og derfor kan filme frit”.

De første optagelser Helle Faber ser, viser lærerne på Pashas skole stå i klasserne og udføre patriotisk undervisning, bl.a. lærer de eleverne at marchere. “Det er mit startpunkt, som producer på filmen”, fortæller hun. “Det første jeg tænker er; ‘Den her film, den skal vi bare lave.’ Men jeg tænker også, at der ikke er nogen, der kommer til at se filmen nogen steder, nogensinde, hvis ikke vi ikke lykkes med at redde Pasha ud af Rusland og i sikkerhed. Det er de to overvejelser, der står lysende klart i mit hoved. To kæmpe opgaver”. 

En frustreret ung lærer rækker ud 

Den unge lærer Pasha bliver efter den russiske invasion af Ukraine mere og mere frustreret over at se sin skole forvandle sig. Den normale undervisning, der inspirerer eleverne til at lære om verden, slippe tankerne fri og udtrykke sig, afløses i månederne efter den russiske fuldskala-krig i Ukraine af en ny omfattende national politik for patriotisk undervisning. Det samme sker i skoler over hele Rusland. 

Elever helt ned i de yngste klasser skal nu lære patriotiske digte, sange og taler udenad og marchere til militær orkestermusik i aulaen. Indhold og pensum i de forskellige fag i skolen redefineres også efter, at den nye Putinske krigs-undervisning implementeres i de russiske skoler.

I sin tiltagende desperation over forholdene på skolen rækker den unge lærer Pasha ud i internettets enorme online-verden. Han er klar over, at han som skolens videofotograf har optagelser, der dokumenterer de store politiske forandringer og den massive propaganda, der skyller ind over alle dele af det russiske samfund. 

Pasha får i al hemmelighed kontakt til filminstruktør David Borenstein, og herigennem filmproducer Helle Faber, og over de næste to år fortsætter Pasha sit arbejde og optagelserne på sin skole og deler samtidig sit materiale med filmholdet i en hverdag under voldsommere og voldsommere forhold. 

De ved ikke, at de er med i en film

“Jeg kommer fra en generation som oplevede Berlinmurens fald. Muren faldt, da jeg var omkring 20 år gammel, og så har der været alle de her år, hvor vi bare har tænkt, at nu var verden åben”, fortæller Helle Faber. 

“Nu kan vi handle med hinanden, og vi kan rejse frit på kryds og tværs af de gamle landegrænser. Men nu er det som om, at der er noget, der begynder at lukke sig igen. Især i forholdet til Rusland”.

“En af grundene til, at jeg tror, at vores film er blevet taget så godt imod, er, fordi filmen giver et indblik i, hvordan det er at være en helt almindelig russer lige nu i Rusland under fuldskala-invasionen i Ukraine. Det handler ikke kun om de frygtelige krigshandlinger i Ukraine, der er også en kæmpe ændring inde i Rusland i forhold til at legitimere krigen og skabe grobund for at unge mænd fortsat melder sig til fronten,” siger Helle Faber og fortsætter: 

“Filmen giver et ægte billede af, hvordan russerne opfatter og oplever den her krig. Det er vigtigt, at vi ved, hvad der sker, fordi der ikke er nogen udenlandsk presse tilbage i Rusland. BBC har en medarbejder tilbage i Moskva, og TV2 prøvede at sende en reporter derover, men måtte hente ham hjem igen, fordi det ikke gav nogen mening. Når han talte med folk på gaden, så ville de enten ikke tale med ham, eller også sagde de noget, som de var sikre på, at regimet gerne vil høre”.

“I vores film ved de medvirkende ikke, at de er med i en film. Der er jo ikke andre end Pasha, der ved, at optagelserne skal bruges til en film. Pasha filmer, hvad der foregår, og optagelserne med lærerne, eleverne, forældrene, vennerne, familie og indbyggerne i Karabash giver et ægte billede af, hvem de her mennesker er, hvad de gør og siger. Deres liv og hverdag. Et hverdagsbillede af, hvordan de opfatter krigsindsatsen”. 

Helle Faber beskriver også, hvordan det var en etisk overvejelse for filmholdet ikke at bede nogen medvirkende om deres accept. På den måde kunne de ærligt sige, at de ikke vidste, de var med i en film. “Vi vurderede, at filmen – og indsigten – var vigtigere end samtykket i dette konkrete tilfælde”, forklarer hun. 

Ubesvarede spørgsmål om livet i Rusland

På spørgsmålet om, hvorfor Helle Faber besluttede sig på at bruge fire år af sit liv på Pashas historie, svarer hun, at det netop er svarene på alle de spørgsmål, som står ubesvarede hen, som interesserer både hende og filmens instruktør David Borenstein. 

Hvad tænker den russiske befolkning om invasionen og om krigens følger for de mange soldaters familier? 

“Jeg synes, at det allervigtigste og mest interessante spørgsmål i denne her krig er: Hvorfor siger den russiske befolkning ikke stop? Stop til propaganda og stop til at sende deres sønner og mænd i krig. Det vil jeg gerne forstå”, forklarer Helle Faber. 

Dobbeltspil med livet som indsats

Skolelærer Pasha fortsætter med at passe sit arbejde på skolen, mens han i hemmelighed samarbejder med det danske filmhold. En af hans nye opgaver i løbet af 2023/2024 er at dokumentere, hvordan skolen lever op til det russiske undervisningsministeriums nye krav om ‘national politik for patriotisk undervisning.’ Pasha skal nu også filme sine nære kollegers undervisning. Han skal dokumentere de andre læreres timer i bl.a. russisk historie, så ministeriet kan vurdere de enkelte læreres evne til at føre de nye undervisningsopgaver ud i livet. 

Hans optagelser skal dokumentere, at skolens lærere lever op til ministeriets krav om nye fortællinger om ‘Ukrainske nazister’, ‘Ruslands afmilitarisering og afnazificering af Ukraine’ og ‘Ruslands særlige plads i historien i forhold til historien og kristendommen.’ Denne registrering betyder en skærpelse af lærerkollegiets følelse af, at der fra myndighedernes side holdes øje med om de enkelte lærere følger den nye propaganda lov og lever op til de krav der nu stilles. Ministeriets ønske om dokumentation skaber utryghed mellem lærerne, for hvem er dygtigst til at følge de nye krav, og hvem er ikke en god patriot? 

Det er også en del af Pashas arbejde på skolen at uploade filmet materiale i regeringens og undervisningsministeriets databaser. Samtidig fortættes stemningen af myndighedernes klare nationalistiske og patriotistiske politik i alle dele af det lille samfund. På gaden. I butikker, på torvet og blandt kollegerne på lærerværelset. 

Hvornår blev det for farligt?

“Det var svært for os at få en fornemmelse af, hvor farligt det var for Pasha at blive ved med at filme”, forklarer Helle Faber. 

“Vi havde jo sådan set kun Pashas ord for, om situationen blev usikker i forhold til hans sikkerhed. På et tidspunkt kommer den paramilitære Wagnergruppe på besøg på skolen og underviser eleverne i at kaste med håndgranater. Det var specielt”, forklarer hun. 

“Alt det her blev jo lavet under super, super, super hemmelige forhold. Der var ingen, der vidste, at Pasha var i gang med at lave en film sammen med os. Han filmede undercover i over to år”.

Heldigvis opstår der ikke decideret farlige situationer under Pashas arbejde med optagelserne, men producer Helle Faber beskriver, hvorfor han for alt i verden ikke må blive afsløret. 

“Straffen for Landsforræderi i Rusland er 25 år”, forklarer hun med stor alvor. 

I sommeren 2024 lykkes det filmholdet i samarbejde med de tjekkiske producere at skaffe et Schengen-visa til Pasha, så han kan rejse ind i Europa, hvor han nu har fået asyl.

Pashas mor tror stadig på Putins historier

Tilbage i Rusland arbejder Pashas mor stadig på skolen i Karabash, og hun bliver rigtig sur på ham over, at han er rejst uden at sige farvel. 

“Men det var vores vurdering, at det var alt for farligt at involvere hende i processen omkring at få ham ud”, forklarer Helle Faber. 

Hun beskriver også, hvordan mor og søn ikke taler sammen de første måneder efter flugten, men så begynder de igen, fordi der går rygter om, at moren er blevet fyret på skolen. Pashas mor er skolebibliotekar, og hun stiller ikke spørgsmål til de nye undervisningsplaner fra Putin, men der opstår alligevel forvirring i hendes verdensbillede, da der pludselig står i den lokale avis, at hun er blevet fyret.  ‘Ej, jeg sidder her på skolen og læser, at jeg er blevet fyret”,’ skriver hun til Pasha. 

Pasha beskriver senere, hvordan det er det øjeblik, hvor det går op for hans mor, at det måske ikke er alt, der står i avisen, der er rigtigt.

“Pashas mor er Putin-tro, hun er en af regimets hårdtarbejdende kvinder, som ikke har adgang til frie medier”, forklarer Helle Faber og fortsætter:

“Pasha siger selv, at det er første gang, han har hørt sin mor sætte spørgsmålstegn ved, om alt, hvad hun læser i avisen, er rigtigt”. 

Helle Faber forklarer, hvordan det er meget abstrakt for os i et samfund bygget op omkring fri presse og folkeoplysning at opleve paradokserne i en verden gennemsyret af propaganda, ensidet journalistik og patriotisme gennem generationer. 

Efter Pasha er kommet i sikkerhed, har filmholdet travlt. Filmen skal have premiere på en stor canadisk filmfestival i begyndelsen af januar 2025, men samtidig med filmarbejdet står Helle Faber med en ung Pasha, som er landet midt i et Europa, som er så anderledes fra den verden, han kender. 

“Vi skulle jo ikke bare have Pasha ud af Rusland, men også sikre ham en eller anden form for liv. Jeg spørger ham om hvor han gerne vil bo, men det har han ikke så mange holdninger til. Hans eneste sprog er russisk, og jeg vidste med det samme, at Danmark ikke var en mulighed. Jeg ville ikke tilbyde ham et liv, hvor han skulle sidde syv år på et asylcenter”, fortæller Helle Faber. 

“Pasha er jo et rigtigt menneske. Ikke en skuespiller der spiller en rolle”, forklarer hun. 

“De her virkelige mennesker, som vi laver film med, de bliver jo hos os, indtil de selv giver slip. Og derfor har jeg jo også folk, der har været med i vores film, som jeg stadigvæk har kontakt til 15-20 år efter filmene har haft premiere”. 

“Pasha er i fare, hvis han krydser grænsen til Rusland igen. Han kan ikke vende tilbage. Den grænse, han har krydset, da han begyndte filmprojektet sammen med os, er på alle måder et vendepunkt i hans liv. Og der er ingen vej tilbage til lærerkollegerne, eleverne, forældrene, vennerne og hans mor i Karabash” 
fortæller Helle Faber.

Grænsen er overskredet for altid.