Det er nyt, at to personer i Frelle Petersens nye film ‘Hjem kære Hjem’ taler rigsdansk. 

Ellers har han kun præsenteret publikum for folk, der taler sønderjysk dialekt på det store lærred. Og han strør ikke om sig med ordene, Frelle Petersen, selvom der er kommet flere ord til henad de sønderjyske småveje. 

I hans første film i den sønderjyske trilogi, ‘Onkel’, går der vel en otte minutters tid, før det første ord falder. I ‘Hjem kære hjem’ går der kun omkring otte sekunder, før hovedrollen Sofie får at vide, at hun kan hænge sin frakke i entreen hos en af de ældre på sin første arbejdsdag i hjemmeplejen.

Hvad betyder det så, at sproget er sønderjysk? Det giver så meget troværdighed og ægthed, det får bare de mennesker til at fremstå helt naturligt. Især når de smelter sammen med de smukke billeder af de flade landskaber i grænselandet, de lave huse, de levende hjem, der damper af kaffe og ensomhed og det sterile kontor på kommunen.

Magasinet Grænsen møder Frelle Petersen i Filmhusets café ‘Sult’. Han bor faktisk ikke i Sønderjylland. Han er flyttet til hovedstadsområdet.

Det sønderjyske hænger dog ved, og det er Sønderjylland, der er hans filmland, det er her, han udfolder sig i disse år som dansk film største socialrealistiske auteur. 

“Nu har jeg jo mistet alle mine bedsteforældre. Og selvom min farmor godt nok var ærkekøbenhavner og talte som sådan til den dag hun døde, selvom hun har jo boet i Sønderjylland det meste af sit liv, så talte alle de andre i den generation, som var rigtige ærkesønderjyder, dialekten. Og der lærte vi en masse ord på det der rigtig gamle synnejysk”, fortæller Frelle Petersen.

Ord går tabt

“Og da de ligesom er væk, så er det som om, at nogle af de der ord pludselig også går tabt. Det bliver mere sådan en ting, når vi er sammen i kernefamilien, at sige, hvad var det nu, hun kaldte trillebøren, mor? Man kan hele tiden mærke, at der ryger noget af det sønderjyske.”

“Det gør, at jeg får en endnu større lyst til at markere det sønderjyske i mine film, selv om der i min nye film for første gang er nogen, der taler rigsdansk. Det er jo mor og datter, der gør det, fordi det netop handler om det her med, at børnene ikke lærer det sønderjyske længere”.

Sofie, som spilles af Jette Søndergaard, der også havde hovedrollen i de to foregående film i trilogien, ‘Onkel’ og ‘Resten af livet’, er alene med sin 10-årige datter. Hun tager sit arbejde i hjemmeplejen alvorligt og hjælper de ældre med empati og interesse for dem som mennesker.

Men hun er presset fra alle sider. Fra kommunen, som sender hende afsted med en stram tidsplan og skærer ned på al den tid, der er til at mødes menneske til menneske. Fra pårørende, der giver hende skylden for kommunens sparepolitik, og nogle gange fra de ældre selv, borgerne, som det hedder. Og vi er jo alle borgere i samfundet, så det kan ende med at være enhver af os.

Når Sofie også presses af datteren og eksmanden, så tager blæsten til, og hun kan kun holde fat i den spinkle yderste gren i velfærdssamfundet, som hun sidder på, med det yderste af fingerspidserne. Og hvis hun giver slip, så falder hele velfærdssamfundet fra hinanden.

Frelle Petersen har gjort sin research grundigt. Han har været i praktik i hjemmeplejen i Tønders nabokommune, Aabenraa. Her har han været ude med medarbejdere fra hjemmeplejen, og han har såmænd castet både medarbejdere og borgere, som de har været ude at besøge, til sin film.

“Jeg bruger min research, og den går jeg jo rigtig højt op i, og så prøver jeg ligesom at omsætte den virkelighed, eller jeg prøver at iscenesætte den virkelighed, jeg har oplevet. Jeg er jo meget bevidst om, at jeg laver fiktion og ikke dokumentarfilm. Så når folk bliver rørt, så er det jo absolut ikke den nemmeste kunst”, fortæller han.

Selvom Sofie er en fiktiv figur, er der altså mange detaljer i filmen, som afspejler den virkelighed, han oplevede i hjemmeplejen under praktikforløbet.

“Der sidder jo mennesker, som glæder sig til, at du kommer. Det eneste besøg, de får, er måske de sosuer, der kommer forbi. Og hjemme hos de fleste var det meget sådan at fortsætte samtalen, hvor den slap sidste gang. Det kunne være et par timer eller en dag siden, man havde været der,” siger Frelle Petersen.

Livskloge ældre

“Noget, jeg synes er interessant, er, at det jo ender med, at hun kunne sidde og rådføre sig med nogle af borgerne. Og på den måde få noget igen som menneske. Altså hvor man er sammen med nogle mennesker, som virkelig har brug for hjælp. Og de regnes for nogle, der ikke rigtig kan noget selv. Men de har i virkeligheden rigtig meget at give den anden vej,” tilføjer han.

“Det kan godt være, de har nogle skavanker, men de fleste af dem er friske i pæren endnu og har simpelthen livslang erfaring om ting, så jeg fik nogle fuldstændig fantastiske snakke med mange af dem. Det, synes jeg, var dejligt. Jeg kunne også mærke det på den måde, som jeg savner mine bedsteforældre på. De var bare en kæmpe støtte for mig. Der kunne jeg bare mærke, at det med det samme talte ind i mit hjerte, når man kom ind til de der ældre, der bare var så nysgerrige på en, og virkelig havde noget klogt at fortælle altid”.

Nogle af detaljerne i filmen er taget fra virkeligheden. For eksempel får Sofie at vide, hun ikke må rejse sengegærdet hos en sengeliggende borger, fordi det er en magtanvendelse. Og det er det, bekræfter Frelle Petersen. Ligesom borgerne havde et klippekort, så de kunne få nogle ture ud sammen med medarbejderne fra hjemmeplejen. Det er også sket i virkeligheden.

“Ja, i Tønder Kommune, og andre kommuner faktisk. Der er ikke noget i filmen, der er urigtigt. Der er ét sted, hvor jeg valgte at gå med det fiktive. Men det er så lille en bagatel, at ingen har bemærket det. Men alt andet er blevet godkendt af folk, der arbejder på området. Derfor kan der godt være forskellige regler i forskellige kommuner. Men som udgangspunkt, så viser filmen en 90-95 procents nøjagtighed i de fleste kommuner”.

Da filmen kom, havde Frelle Petersen over 900 sosuer til at se den i Imperial i København sammen med ældreministeren. Han betegner det som den største eksamen af dem alle. 

“Og det var fandme fedt, fordi de var bare på og sagde tak, fordi du viser, hvordan det egentlig er”.

Nuanceret billede

Han er især glad for, at de syntes, han viser et nuanceret billede af det.

“Det er altid svært. Du har et fag, hvor der er så mange forskellige ting. Der er tidspresset, altså det der minut-tyranni, der er pårørende, der kan være forskel på borgere. Pårørende er jo altid et stort dilemma, derfor har jeg det også med, og jeg vil ikke engang sige, at det er trukket skarpt op, fordi jeg har hørt historier, der er endnu værre end det, som sker i filmen”.

“Der er pårørende, der råber højt, og de borgere, de får typisk også mere end dem, der ikke har nogen, der råber højt for dem. Og der er hele det her med politiske beslutninger om klippekortsordningen, der bliver afskaffet. Og jeg skal stadig få det til at fungere naturligt, så det ikke bliver sådan en belærende film, men en film, der går ind og rører publikum”.

Det er som skrevet Frelle Petersens tredje film. Den første, ‘Onkel’, om en ung kvinde, der bor alene på en gård med sin onkel, blev betragtet som en smal film. Men Frelle Petersen kan noget med at røre publikum – og anmeldere.

“Nu har jeg oplevet med tre film både at få anmelderne til at være helt oppe i stødet, og så få tonsvis af mennesker til at gå ind i biografen og være glade for filmen, også med stigende publikumsdeltagelse. Med ‘Onkel’ dengang fik jeg at vide, at jeg skulle regne med at sælge omkring 800-1500 billetter. Vi endte på 46.000, til trods for at vi nærmest ikke havde et distributionsbudget. Det var i hvert fald meget lille i forhold til vores konkurrenter. ‘Resten af livet’ endte jo på 101.000. Og den her film har kørt en uge nu og er oppe på over 50.000. Og jeg tror, det kommer meget fra ærligheden i det, jeg laver”.

Efter ‘Hjem kære hjem’ er kommet i biograferne, har Frelle Petersen også fået tilbud at blive en slags sundhedsfaglig ekspert, når det kommer til ældrepleje. Han har modtaget forespørgsler om at være hovedtaler til hospitalers konferencer og tale til en høring om sociale udfordringer i hovedstaden på Christiansborg.

“Det sjove er, at jeg ikke gik ind i det her for at lave en politisk film. Det vidste jeg jo godt, at det automatisk ville blive. Men det handlede jo om for mig at skabe menneskelige fortællinger, som jeg altid har gjort. Det handler også om nogle temaer, om udlængsel og at tage nogle valg. Skal man gå med sin egen drøm, eller skal man være der for dem, der har brug for ens hjælp? Det handler om følelsen af pligt, og det kender især sønderjyske familier til. Især inden for landbruget, ligesom i ‘Onkel’ er der mange, der gerne vil have, at gården går videre i generationer. Der er jo nogle tematikker altid, men det er altid de menneskelige relationer, der er i højsædet i mine film”.

Nutella

Til slut må Frelle Petersen spørges om et andet gennemgående tema i hans film, nemlig chokoladepålægget Nutella. Det er det første ord, der bliver sagt i en Frelle Petersen-film. Og det bliver sagt i Brugsen meget tæt på grænsen til Tyskland af onklen i ‘Onkel’ til niecen, fordi de skal købe Nutella. Så mister tidens mest markante socialrealistiske filmskaber ikke lidt af realismen allerede i den scene? Der er ikke nogen, der køber Nutella på den her side af grænsen.

“De gør. Lige på den gård. Det er er jo de der skønne friheder, man så kan tage sig. Men det opstod af, jeg faktisk havde en scene, hvor de også kørte over grænsen for at handle. Og jeg havde oprindeligt tænkt, at den skulle falde der. Men altså, ‘Hjem kære hjem’ kostede 18 millioner kroner at lave, og ‘Onkel’ kostede 35.000 kroner at indspille. Fantastisk, hold da kæft. 35.000. Ingen af os fik jo penge”, fortæller Frelle Petersen.

Og med et budget på 35.000 kroner er det svært at lave film i to lande med tilladelser og alt det, der ellers skal til.

I ‘Hjem kære hjem’ serveres der rødt saftevand, mikrobølgeopvarmet biksemad og Nutella. Og Sofie laver små regelbrud som overlevelsesstrategi. Hun må ikke lave mad, kun servere færdigpakket, mikroovnsopvarmede retter, der alle smager ens. Men hun laver alligevel spejlæg. Hun sætter sig alligevel ned og drikker en kop kaffe.

“Det står ikke i jobbeskrivelsen, men du skal også være enormt dygtig til psykologisk at vurdere, når du går ind over et menneskes dørtærskel, hvilken tilstand det menneske er i den dag. Og det kan være forskelligt fra for et par timer siden, eller fra dagen før, eller ugen før. Hanne, som jeg var ude med, kunne godt finde på at gøre nogle ting, som ikke stod på listen, hvis hun kunne mærke, at det var sådan en dag i dag”, fortæller Frelle Petersen om sosuen fra ældreplejen, som i øvrigt spiller rollen som Sofies erfarne ældre kollega, Katrine, i filmen.

Til slut skal vi lige have med, at de filmkyndige anmeldere roser filmen til skyerne over Vadehavet.

Nanna Frank Rasmussen giver filmen seks hjerter og skriver i Politiken: 

“Det er ægte mennesker i virkelige dilemmaer. Spillet af modige amatørskuespillere, der blotlægger alle de hudfolder og rynker og røde bagdele og bølgende, bare bryster, som historien kræver. Hvordan Frelle Petersen gang på gang får hver og en til at fremstå fuldstændig naturlige og upåvirkede af kamera og filmhold, er mig en gåde. Det er voldsomt imponerende, betagende, rørende.”

Freja Dam giver filmen seks stjerner og skriver i Jyllands-Posten:

“‘Hjem kære hjem’ er menneskeklog og samfundskritisk, underspillet og velfortalt. Frelle Petersen har en unik evne til at skildre både karakterer og lokalsamfund så nærværende og autentisk, at man føler sig som en del af deres hverdag.”

Filmen vandt også en fortjent publikumspris ved Berlinalen.