Det ustadige junivejr til trods har familien Strohbehn mere end nok at se til.

Deres byggevirksomhed Strohbehn Baugesellschäft har en fuld ordrebog.

“Vi havde fra starten flere store gode opgaver, som alle blev forsinkede, fordi tilladelserne manglede, og fordi planlægningen ikke var færdig. Men fra 1. april begyndte det at eksplodere,” fortæller Erik Strohbehn.

Mens han næsten som en jonglør er fuldt optaget af at holde styr på alle projekter, byggematerialer og de ti medarbejdere, har Michele Strohbehn ansvaret for at styre kontoret hjemme i underetagen af familiens hus, der ligger på en stille villavej midt i Lyksborg (Glücksburg). De er anden generation i familiefirmaet, hvis 46-årige historie begyndte med Erik Strohbehns far, Rolf Strohbehn.

Inden vi kommer til historien om virksomheden, der er bygget op om en helt egen forretningsmodel, hvor det nære tæller mere end at vokse sig større og større, skal vi se på dens baggrund som fast forankret i det danske mindretal. Dog ikke fordi firmaet har byggeprojekter for mindretallets organisationer.

“Her er vi nok lidt for små til de helt store byggeprojekter,” erkender Erik Strohbehn.

“Men vi har mange kunder blandt mindretallet. Ikke fordi vi tænker så meget over det i det daglige. Her er det tyske og det danske blandet lidt ind i hinanden, tilføjer han.

Det danske fyldte meget i familien

Erik Strohbehn medgiver, at familien måske ikke er så aktiv i mindretallets foreninger. Hertil fylder den hektiske hverdag for meget. Men fra hans stol i haven peger han som et meget nærliggende eksempel på nabohuset, hvor præsten i Lyksborgs danske kirke bor:

“Den danske kirke ligger også lige her i nærheden. Så det bliver meget nærværende med morgensang og alt det danske. Det kan jeg rigtigt godt lide at have her i nærheden”, siger han.

Michele Strohbehn nikker. Selv om både hun og hendes mand ser sig som en naturlig del af det danske mindretal, har de vidt forskellige baggrunde i dette. Mens hun har gået i dansk børnehave og skole, der endte med en studentereksamen på Duborg-Skolen i Flensborg, er Erik Strohbehns vej ind i mindretallet lidt mere snørklet. Godt nok har hans far gået i dansk skole havde forestillet sig, at det skulle sønnen også. Men hans mor mere skeptisk overfor mindretallet. Så han endte med at komme i tysk skole, også selv om det danske fyldte meget i hele familien. 

“Min onkel blev for eksempel uddannet som bankmand i Danmark. Han bor på den anden side af grænsen, i Sønderborg, og er helt dansk. Så desværre har jeg lidt svært ved at tale med mine fætre og kusiner. De taler ikke så meget tysk, siger Erik Strohbehn.

Datteren bliver ikke tredje generation

Netop derfor er det så vigtigt for ægteparret, at datteren, Frederike Strohbehn, kom i dansk skole. Indtil sommerferien var hun på efterskole i nærheden af Middelfart, hvor hun blandt andet har været på udveksling i Japan og Chile.

“Hun har lært rigtig mange mennesker at kende med forskellige kulturer. Og man kunne mærke, at det synes hun, var virkelig spændende. Når hun kommer hjem, skal hun begynde på Duborg-Skolen,” siger Michele Strohbehn.

Datteren bliver ikke tredje generation til at overtage familiefirmaet. For det første mener Erik Strohbehn ikke, at det ville være en god ide, da det kræver en del uddannelse og erfaring indenfor byggeri og projektledelse at kunne videreføre virksomheden. Og her vil hans datter stadig være for ung og uprøvet, når han regner med at skulle på pension.

For det andet har hans datter med sit efterskoleophold i Danmark fået lyst til at afsøge mulighederne for en udenlandsk karriere.

“Når hun kommer hjem til Duborg-Skolen, vil hun gerne fokusere på sprog, altså engelsk og spansk, fordi hun vil ud i verden. Og det er også sådan, det skal være,” siger Erik Strohbehn.

Selv valgte han lige som sin far oprindeligt at gå i lære som murer, fordi han ser det som håndværksfagets allrounduddannelse:

“Som murer kan man bygge et helt hus. Egentlig kan jeg godt lide at arbejde med træ, men en tømrer kan ikke mure. Så derfor valgte jeg at blive murer.”

“Men det er også virkeligt støvet arbejde. Og hårdt. Så i dag er jeg glad for, at jeg ikke arbejder som murer længere,” tilføjer Erik Strohbehn.

Kundekontakten er det vigtigste

Rent fagligt er det, han virkeligt brænder for at rådgive kunderne og styre byggeprojekterne sikkert igennem fra start til slut. Så efter han blev udlært som murer, videreuddannede Erik Strohbehn sig til byggeingeniør i Lübeck. Mens hans far drev sin byggevirksomhed i Lyksborg og omegn, fortsatte sønnen karrieren i andre virksomheder udenfor det vante nærområde.

Blandt andet arbejdede han en del år som projektleder på en lang række større byggeprojekter i Hamborg og på Sild (Sylt), indtil hans far bad ham komme hjem for at gå med ind i familiefirmaet. Her gik han ind med ansvaret for at udforme tilbud, holde kontakten til arkitekter og sørge for, at kunderne havde en god oplevelse, når de brugte Strohbehn Baugesellschäft.

Og generationsskiftet gik for det meste fint, men indimellem havde Rolf Strohbehn dog en lille smule svært ved helt at give virksomheden fra sig. Gamle vaner opbygget gennem årtier kan være svære at lægge fra sig: En enkelt gang i begyndelsen kom hans far en tidlig morgen for eksempel uventet ind på kontoret.

“Han sagde: ‘Nåh, der er du jo.’ Så lukkede han døren igen. Det var en lidt akavet situation, men vi talte om det bagefter, og han sagde, at det skulle jeg ikke tage mig af,” siger Erik Strohbehn.

Nogle år derefter gik Michele Strohbehn med ind i det daglige arbejde, hvor hun overtog ansvaret for det administrative. Hendes arbejdsplads var flyttet væk fra lokalområdet, så det ikke længere holdt vand at pendle frem og tilbage.

“Men jeg kan godt savne at være en del af en arbejdsplads med flere mennesker. Jeg sidder meget alene på kontoret”, siger hun.

Samtidig var der en del opgaver som for eksempel med at bestille byggematerialer og koordinere medarbejdernes opgaver, som hendes mand med sin uddannelse og erfaring har bedre kvalifikationer til. Men i dag har de fundet den rigtige rytme, understreger de begge med et smil.

Forankret lokalt

Siden Erik Strohbehn overtog stafetten efter sin far for godt 17 år siden, har han lige som sin far holdt fast i dets forankring i lokalsamfundet, hvor man helst holder sig til byggeprojekter i omegnen. 

“Sådan har vi egentlig altid gjort det her i firmaet,” siger Erik Strohbehn og tilføjer:

“Vi koncentrer os om området Lyksborg, Flensborg, Harreslev og Langballe. Jeg synes, at det ville være skørt, hvis vi skulle køre til Husum, mens dem fra Husum kommer her for at arbejde. Det bryder jeg mig ikke om. Som et lille firma med ti mand har vi mere end rigeligt at lave her omkring med opgaver.”

Egentlig synes han også, at selv Harreslev er for bøvlet at komme til, fordi det betyder, at man skal gennem Flensborgs trafik.

“Skal man ligge på vejen med lange transporttider, går der for lang tid med at sidde i bilen. Og det er jo ikke det vigtigste”, siger Erik Strohbehn.

Samtidig kan han godt lide at møde kunderne personligt for at være sikker på, at de nu også er tilfredse med det arbejde, som er blevet udført. For Erik Strohbehn personligt ligger der en stor tilfredsstillelse i at se, når firmaets folk har leveret et solidt stykke arbejde.

Den tilgang har vist sig at være den rigtige. Ikke alene er der rigeligt at lave for de 10 medarbejdere, familiefirmaet har også høstet bred anerkendelse for blandt andet renoveringen af den gamle borgmestervilla på Stuhrs Allé i Flensborg, som Strohbehn Baugesellschäft sammen med andre håndværksfirmaer var med til at sætte i stand for et par år siden.

Men selv om virksomheden har et godt navn i lokalområdet og tjener gode penge, kan det alligevel blive svært at finde en uden for familien, som har mod på at føre Erik og Rolf Strohbehns livsværk videre. Lige som i Danmark er der simpelthen for få unge, som vælger at blive murer, påpeger Erik Strohbehn.

“Nu får vi se, hvordan det går. Vi har heldigvis en del år endnu, inden det bliver aktuelt,” smiler han.