Da Knud-Erik Therkelsen som 20-årig var på et højskoleophold på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord, skete der noget afgørende: Han sad den første dag i skolens foredragssal sammen med 150 andre nye elever og lyttede til skolens legendariske forstander Hans Haarder – tidligere minister Bertel Haarders far – der var i konstant bevægelse op og ned ad midtergangen, mens han holdt sin velkomsttale. Hans Haarder talte til de unge om, at de nu skulle møde den brændende tornebusk, som Moses havde gjort det i ørkenen. Det var selve livets mening, der skulle arbejdes med i løbet af de næste tre måneder: I skal vækkes og lade jer vække, lød det med høj røst fra Haarder. Knud-Erik Therkelsen sad yderst ud mod midtergangen og på et tidspunkt gav Haarder ham et ordentligt slag på baghovedet for lige som at understrege sin pointe.

Knud-Erik Therkelsen, der i dag er 66 år og generalsekretær i Grænseforeningen gennem 15 år, husker den tale, det slag og det efterfølgende højskoleophold, som var det i går.

“Det blev afgørende for hele mit liv. Jeg synes jo, jeg har mødt den brændende tornebusk. Moses mødte Vorherre, men jeg mødte højskolebevægelsen, grænselandet og Grundtvigs tanker om frihed for Loke såvel som for Tor”.

Det førte til, at han, der ellers kom fra et ikke-bogligt hjem i Vestjylland, blev uddannet lærer fra Esbjerg Seminarium og efterfølgende blev højskolelærer på Rønshoved Højskole fra 1983 til 1992 sammen med sin hustru Birthe Therkelsen og fire børn. Derefter var han uddannelseskonsulent for Kulturministeriet i en kortere periode, inden han blev højskoleforstander på Højskolen Østersøen i Aabenraa, hvor der gik både tyske og danske elever, fra 1993 og frem til 2004, hvor han blev generalsekretær i Grænseforeningen.

Grænseforeningen kan fejre sit 100-års jubilæum den 2. november. Det sker i coronaens skygge, men alligevel kan Grænseforeningen se tilbage på et vellykket genforeningsår med mange aktiviteter i anledning af 100-året for Sønderjyllands genforening med

Danmark og mange nye medlemmer. Hvordan synes du selv, det går?

“Jeg synes, det går godt. At få så mange nye medlemmer er jo fantastisk i en tid, hvor foreningsdanmark har det svært. Men jeg synes også, det går godt på andre måder. Grænseforeningen er i en spændende udvikling fra en gammel national dagsorden til en moderne dagsorden med fokus på en åben danskhed, kulturmødet og det globale, og vi har mange unge, der er engageret i den dagsorden. Både som aktive i Grænseforeningens Elevambassadører (gymnasieelever fra Duborg-Skolen i Flensborg, A.P. Møller Skolen i Slesvig og Deutsches Gymnasium Nordschleswig i Aabenraa, red.), Grænseforeningens Kulturmødeambassadører, Grænseforeningen Ungdom og de mange unge, de er engageret i pantboden på Roskilde Festival. Den udvikling er jeg stolt af.”

Du blev ansat som generalsekretær i Grænseforeningen i 2003 af den daværende formand, Torben Rechendorff, der var konservativt folketingsmedlem, og begyndte i din nye stilling 1. januar 2004. Hvorfor ville du gerne være generalsekretær i Grænseforeningen?

“Jeg kom fra højskoleverdenen og havde været på en meget krævende opgave som forstander for Højskolen Østersøen: Vi ville lave højskole for danskere, der gerne ville lære tysk, og for tyskere, der gerne ville lære dansk. Det var på mange måder en smertefuld omstilling for mig personligt, fordi jeg skulle lære at leve med, at der også blev sunget tyske morgensange og talt tysk i forskellige sammenhænge. Det var svært, fordi jeg var opdraget til, at det nationale stod i modsætning til det tyske og alt andet fremmed. Det tog mig nogle år, men så var det også i orden, og jeg havde bevæget mig fra det nationale til det globale, men hele tiden forankret i dansk sprog og kultur. Derfor blev Dannebrog også hejst på Højskolen Østersøen på alle flagdage, og jeg meldte mig ind i Grænseforeningen i de år for at vise, at der ikke var nogen modsætning mellem at være dansk og være åben i forhold til det tyske.”

“At være højskoleforstander var en livsform for hele familien og ikke mindst for min kone og mig, og vi brugte mange kræfter på det. Efter ti år trængte vi simpelthen til at prøve noget nyt. Jeg blev opfordret til at søge stillingen som generalsekretær i Grænseforeningen i København og udnytte de erfaringer, jeg havde gjort i grænselandet med at lade kulturer mødes. Jeg lagde vægt på, at det var det, jeg gerne ville ved ansættelsessamtalen. Der skulle ikke være nogen tvivl om, hvem jeg var, og hvad jeg ville. Da jeg så blev valgt til jobbet, følte jeg, at jeg havde et stærkt mandat til at klø på med en forandringsproces i Grænseforeningen.”

Du var opstillet til Folketinget for De Radikale i samme periode, men valgte jobbet i Grænseforeningen frem for en politisk karriere. Er det en politisk dagsorden, du har haft som generalsekretær?

“Nej, det er en folkelig dagsorden. Det er simpelthen et spørgsmål om, hvad der er godt for det danske folk og vores fællesskab og demokrati. I modsætning til tidligere, hvor vi kunne klare os ved at have fællesskab med hinanden som danskere, er vi i dag afhængige af fællesskab på tværs af grænser, ikke mindst med Tyskland, som er vores nærmeste nabo. Jeg er så glad for, at jeg ikke kom ind i politik, men endte i Grænseforeningen. Jeg tror, det havde været ulideligt at være i Folketinget. Politik har udviklet sig til at være en grim branche, synes jeg.”

Hvad var det første, du gjorde som ny generalsekretær?

“Dengang profilerede Grænseforeningen sig som en pengeindsamlende organisation, der samlede penge ind via salg af Dybbølmærker og et lotteri til ‘det stakkels, nødlidende danske mindretal i Sydslesvig’, som nogle udlagde det. Den dagsorden kunne jeg ikke acceptere, for mindretallet havde det overordentligt godt økonomisk. Så derfor var det første jeg gjorde at melde Grænseforeningen ud af indsamlingsorganisationernes brancheorganisation Isobro og ind i Dansk Folkeoplysnings Samråd i stedet. For mig handlede Grænseforeningen om folkeoplysning, og det er jo kommet til at holde stik.”

I 2005 blev nu afdøde højskoleforstander og P1-chef Finn Slumstrup valgt som ny formand for Grænseforeningen og sammen stod I bag et paradigmeskifte i Grænseforeningen. Grænseforeningens formål om at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen, blev bevaret, men samtidig blev tilføjet sloganet: “For en åben danskhed”. Hvad ville I opnå med paradigmeskiftet?

“Først vil jeg lige understrege, at det ikke kun var Finn Slumstrup og jeg, der stod bag paradigmeskiftet. Allerede Torben Rechendorff og Grænseforeningens bestyrelse var indstillet på, at vi skulle i gang med en kolossal omstillingsproces i Grænseforeningen. Men Finn og jeg var på samme frekvens. Vi havde fælles højskolebaggrund og var tæt åndeligt forbundet. Han var meget tæt knyttet til teolog, jurist og højskoleforstander Poul Engberg (1908-2008), der skelnede mellem folkelighed og nationalisme, og jeg var meget optaget af højskoleforstander Hans Haarder (1905-1990), der allerede fra 1943 afholdt grænselandsstævner på Rønshoved Højskole.”

“Finn og jeg var fuldkommen på linje med, hvad der skulle ske med Grænseforeningen: Vi ville skabe en omstilling, hvor Grænseforeningen var forankret i det nationale og det danske mindretal i Sydslesvig, men hvor Grænseforeningen skulle tage udgangspunkt i en moderne dagsorden. Vi oprettede Grænseforeningens Kulturmødeambassadører i 2009 ud fra den tankegang. Det var ikke planlagt på forhånd, men voksede ud af Grænseforeningens Elevambassadører. Vi oplevede en kolossal interesse hos indvandrere med anden etnisk baggrund, der pludselig opdagede, at de ikke var alene med deres dobbelte nationalitet. Der levede også mennesker med bindestregsidentitet i det dansk-tyske grænseland. Og de erfaringer ville Finn og jeg gerne bringe ind i det moderne kulturmøde.”

Grænseforeningens oprettelse af Kulturmødeambassadørerne i 2009 mødte modstand: “Den hæderkronede danske grænseforening hengiver sig til en multikulturalistisk tankegang”, skrev sognepræst Søren Krarup, der var medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti og medlem af Sydslesvigudvalget. Hvordan påvirkede den kritik dig?

“Det er rigtigt, at Grænseforeningen mødte modstand og havnede i en slags shitstorm. Specielt Søren Krarup og kompagni var enormt kritiske over for det, vi lavede i Grænseforeningen og kaldte os landsforrædere og mente, at vi svigtede det danske. Det var vi fuldstændig uenige i. Vi ville det danske, men på en ny tids betingelser. Jeg ved ikke, om det påvirkede mig i særlig høj grad med kritikken dengang. Jeg tror, jeg trives bedst i modvind, så den slags ansporer mig nok i højere grad til bare at klø på med det, der skal gøres.”

Du anerkender vel, at den politiske diskurs i indvandringsdebatten var en helt anden dengang, end den er i dag, hvor et stort flertal i Folketinget støtter op om en stram indvandringspolitik. Er tiden ikke løbet fra idealiserede forestillinger om, at kulturmødet nok skal lykkes, hvis vi bare taler sammen?

“Nej, jeg mener naturligvis ikke, at tiden er løbet fra Grænseforeningens kongstanke om, at vi kan lære af den erfaring, vi har med kulturmødet fra vores grænseland. Jeg anerkender da, at indvandringen fra ikke-vestlige lande er en udfordring. Men jeg mener faktisk også, at indvandrere er en kæmpe ressource for det danske samfund. Også fordi de kan hjælpe os med at åbne os udadtil. Langt de fleste indvandrere vil jo gerne være i dialog med os. I alt fald bliver vi nødt til at finde ud af det og respektere hinanden, uanset hvilken religion og hudfarve vi har. Vi bor jo det samme sted. Det er det afgørende. Det nationale er også at styrke det demokratibærende fællesskab, og det omfatter altså flere end dem, der har lyst hår og blå øjne.” 

Der har lydt kritik af Grænseforeningen i forhold til Sønderjylland her i genforeningsåret. Det skete i foråret, da Sigurd Barrett på Grænseforeningens opfordring skrev en ny sang på melodien til ‘Det haver så nyligen regnet’. Kritikken gik på, at sangen er udtryk for historieløshed og er en hån mod sønderjydernes historie. Hvad siger du til den kritik?

“Den debat ser jeg også som et udtryk for, at nogen ikke har forstået, at man hele tiden må fortolke historien på ny og gøre den vedkommende for nutidens mennesker samtidig med, at man selvfølgelig viser respekt for historien. Sigurd Barrett skrev en ny sang på den gamle melodi ‘Det haver så nyligen regnet’. Men Sigurd, der jo har planlagt at holde 100 koncerter om Genforeningen i år på Grænseforeningens foranledning, synger altid begge sange, når han holder koncert. Så jeg har svært ved at se problemet.”

I bogen ‘Grænsen, folket, staten. Grænseforeningens historie 1920-2020’, som blev udgivet efteråret 2019 inden den nylige medlemsfremgang, skrev forfatter Axel Johnsen, at ansættelsen af to nye foreningskonsulenter måtte betegnes som det sidste forsøg på at redde Grænseforeningen som medlemsorganisation. Tror du, at Grænseforeningen i fremtiden vil kunne fortsætte som medlemsorganisation?

“Ja, jeg tror i høj grad, at Grænseforeningen har en fremtid som medlemsorganisation, og jeg er ikke enig med Axel Johnsen på det punkt. Vi har store forventninger til de to dygtige foreningskonsulenter, der er ansat i en treårig periode til at inspirere Grænseforeningens 55 lokalforeninger til, hvordan de kan forny deres arbejde og få kontakt til flere mennesker. Men det kræver, at man i Grænseforeningen forstår at holde balancen mellem de forskellige kræfter, der er på spil, hvis Grænseforeningen skal fortsætte som medlemsorganisation.”

Hvilke kræfter mener du, der er på spil i Grænseforeningen?

“Nu lyder det straks så alvorligt. Men sagen er jo, at der altid vil være forskellige holdninger i en forening, og det er der også i Grænseforeningen. Det kommer for eksempel til udtryk, når vi to gange om året holder lokalforeningsmøder i henholdsvis Middelfart, hvor medlemmerne fra Jylland og Fyn er til stede, og på Sjælland, hvor medlemmerne øst for Storebælt er til stede. Især de jyske medlemmer har af og til den indstilling: Hvad har de nu fundet på derovre i København. I sekretariatet skal vi passe på, at vi ikke bliver for smarte, så man står tilbage med en stor undren i Vestjylland. Men omvendt skal vi fremtidssikre den gamle forening med nye og synlige initiativer. Så det er virkelig en balancekunst. Finn Slumstrup og jeg havde den aftale: Vi går til grænsen, men aldrig over den. Den linje har jeg også følt, jeg har haft opbakning til fra de formænd, der har været efter Finn.”

Hvilke forventninger har du til Grænseforeningens fremtid?

“Jeg mener, Grænseforeningen går en lys fremtid i møde. Vi er Danmarks mest velhavende folkeoplysende forening med en egenkapital på 43 millioner kroner. Dertil kommer store fondstilskud fra Grænsefonden, og at Grænseforeningen hvert år modtager ca. fire millioner kroner fra Folketingets Sydslesvigudvalg. Så vi har som udgangspunkt nogle økonomiske muligheder. Vi er selvfølgelig forpligtet på det danske mindretal i Sydslesvig. Men den forpligtelse kan vi sagtens varetage og samtidig spille en rolle i forhold til folkeoplysningen i Danmark, når det gælder det globale og kulturmødet. Der er ingen modsætning i det. Jeg tror også, at Grænseforeningens medlemmer støtter den kurs her i genforeningsåret, hvor vi fejrer, at vi er gået fra fjendskab til venskab i grænselandet. Jeg tror også, flere og flere danskere vil forstå, at det er den vej, Danmark skal. Det andet er ikke til at holde ud at tænke på.”

Hvad med din egen fremtid? Du fylder 67 næste gang?

“Jeg har mange gode år i mig endnu. Det skal der ikke herske tvivl om.”