Grænseforeningen har tidligere været en forening, der kæmpede for det danske mindretal i Sydslesvig og var i strid modsætning til det tyske mindretal i Sønderjylland. Der var også tidligere en tysk grænseforening syd for grænsen, som tilsvarende arbejdede for det tyske mindretal, og de to grænseforeninger bekæmpede hinanden. Sådan er det ikke længere. I dag må vi konstatere, at Grænseforeningen har gennemgået den samme udvikling, som der har været i de to mindretal: Vi er gået fra fjendskab til venskab, og det er sket inden for de seneste 20 år. I dag anser jeg Grænseforeningen for at være en fantastisk samarbejdspartner for det tyske mindretal. Unge fra Deutsches Gymnasium Nordschleswig i Aabenraa er også en del af Grænseforeningens Elevambassadører, der kommer ud på gymnasierne og fortæller om at være et nationalt mindretal. Men også Grænseforeningens Kulturmødeambassadører, som inddrager unge med anden etnisk baggrund, ser vi positivt på. Jeg selv kommer rundt i landet til Grænseforeningens lokalforeninger og holder foredrag. Det var ikke sket for 20 år siden.”

“Selvfølgelig er der også områder, hvor Grænseforeningen ikke melder så klart ud. Når det gælder tysksprogede skilte i Sønderjylland, har det jo været et ønske fra det tyske mindretals side her i genforeningsåret, at sådanne skilte kunne blive en realitet, ligesom det er tilfældet i resten af Europa. Men her har Grænseforeningen været tilbageholdende, og det skyldes jo nok, at nogle af medlemmerne ikke er så interesseret i det. Men når jeg holder foredrag i Grænseforeningens lokalforeninger og får forklaret, hvad baggrunden er: Nemlig at tosprogede byskilte kan være med til at fortælle grænselandets komplekse historie og bevare mange hundrede års kulturarv, møder jeg stor lydhørhed og forståelse. Så måske er det et spørgsmål om tid, før Grænseforeningen tør melde ud også på dette område.”