For et års tid siden begyndte 30-årige Kristina Albertsen Jepsens søn på ni år at stille en masse spørgsmål om historien i Sønderjylland. Om krig og fred og grænsedragning. Og selv om Kristina Albertsen Jepsen er vokset op med familie på begge sider af grænsen og en far, der er vokset op i Sydslesvig som både dansk- og tysktalende, blev sønnens spørgsmål et wake up-call til hende.

“Det gik op for mig, at selv om jeg er vokset op med både dansk og tysk – eller sydslesvigsk

– familie, og jeg føler mig meget knyttet til grænselandet, så er der en masse ting, jeg ikke selv ved nok om. Det fik mig til at melde mig ind i Grænseforeningen”, siger hun.

Magasinet Grænsen møder Kristina Albertsen Jepsen på Folkehjem i Aabenraa, hvor fire medlemmer af Grænseforeningens lokalafdeling i Aabenraa er samlet en formiddag i slutningen af september. De tre øvrige er: Formand Jens Overgaard, 70 år, der er tidligere gymnasielærer på DuborgSkolen i Flensborg og har været medlem siden 1980, 68-årige Horst Schneider, der er en del af det danske mindretal i Sydslesvig og foreningens revisor, samt 67-årige Ragnar Albertsen, der er født i Sydslesvig, bor i Rødekro og er foreningens kasserer.

Aldersfordelingen med en overvægt af medlemmer over 65 år er symptomatisk både blandt de mangeårige medlemmer og blandt de nye, der er kommet til i Aabenraa siden 6. december 2019, hvor Grænseforeningens sekretariat i København indledte en oplysnings- og hvervekampagne med tilbud om gratis medlemskab af Grænseforeningen i et halvt år og tre numre af magasinet Grænsen gratis med posten.

Tostrenget indsats

I Grænseforeningen Aabenraa har man gjort en del for at hverve nye medlemmer i genforeningsåret, fortæller Jens Overgaard.

“Vores indsats har været tostrenget. Vi har undersøgt, hvad der karakteriserer de medlemmer, vi allerede havde, og så har vi forsøgt at række ud efter nye grupper. Vi fandt ud af, at vores medlemmer kan opdeles i tre kategorier: En kategori er dem, der har haft en tilknytning til grænselandet ved at have arbejdet i eller have familie i Sydslesvig. En anden er dem, der er medlemmer pr. tradition, hvor medlemskabet nærmest går i arv. Den sidste gruppe er dem, som er flyttet til landsdelen eller måske har boet her altid, men på et tidspunkt har fattet interesse for det historiske”, uddyber han.

“Vi har forsøgt at række ud til potentielle medlemmer ved at tage en snak med dem ved vores arrangementer og ved at dele flyers ud. På den måde er det lykkedes at få en del nye medlemmer. Men fælles for både nye og gamle medlemmer er, at de er godt oppe i årene, og i vores bestyrelse har vi desuden kun mænd. Så du er den positive undtagelse, der endda tager næste generation med ind”, siger formanden med et smil i retning af Kristina Albertsen Jepsen, der er højgravid med sit tredje barn.

“Jeg gad ikke tale tysk”

Kristina Albertsen Jepsens ældste barn går i 3. klasse og er lige begyndt at have tysk i skolen. Det har gjort hende ekstra opmærksom på sprogets og kulturens betydning.

“Min far, som er født i Flensborg, ville meget gerne tale tysk med mig, da jeg var barn, men det gad jeg ikke rigtig, så det gled ud. I dag er jeg utrolig ked af det, for det betyder for eksempel, at jeg ikke kan tale med de medlemmer af min familie, som kun taler tysk. Mine kusiner i Sydslesvig, som har gået i dansk skole, kan derimod kommunikere med alle i familien”, siger hun.

Sønnens spørgsmål og interesse for historie fik hende til at melde sig ind i Grænseforeningens lokalafdeling i Aabenraa – tilskyndet af sin far, Ragnar Albertsen, der er afdelingens kasserer. Han er født i Flensborg, hvor hans bedstefar havde været rådmand, og hans far var meget aktiv i det danske mindretal. Hans mor var tysk, men bakkede op om det danske, og Ragnar Albertsen kom derfor i dansk skole. Da han mødte sin kone, som stammer fra Aabenraa-egnen, flyttede han til Rødekro, men har hele tiden bevaret en tæt kontakt til Sydslesvig, bl.a. via sit arbejde i Union Bank i Flensborg frem til sin pensionering for fire år siden.

Det historiske har betydning

Ragnar Albertsen, der begyndte som revisor i Grænseforeningen Aabenraa for 10 år siden og har været bestyrelsesmedlem og kasserer i 3-4 år, siger:

 “Jeg savnede Sydslesvig i begyndelsen, især foreningslivet, hvor jeg var meget aktiv i håndbold og sad med i adskillige bestyrelser i idrætslivet. Den gode tid, jeg har haft i Sydslesvig, skyldes jo, at tingene med tiden har udviklet sig i positiv retning for mindretallene, og der har Grænseforeningen spillet en afgørende rolle. Så mit medlemskab af foreningen kan siges at være en måde at betale noget af det tilbage, som jeg har fået”, forklarer han og fortsætter:

“Nogle vil måske sige, at Grænseforeningens tid er ovre. Min far kunne fortælle, hvordan der var dele af Flensborg, man ikke turde komme i som dansk. Men tiden har jo totalt ændret sig, og i dag er der et godt samarbejde mellem Tyskland og Danmark, selvom der har været lidt konflikter om grænsehegn og grænsebevogtning på det seneste.”

Men selv om mindretallet i Sydslesvig i dag kan klare sig uden Grænseforeningen, er foreningen stadig relevant, også for de yngre generationer, mener Ragnar Albertsen.

“Det historiske har betydning. Historien viser, at den gode sameksistens ikke kommer af sig selv. Det skal vi gøre opmærksom på, og det er i høj grad lykkedes her i genforeningsåret”, siger han.

Det gode naboskab til Tyskland

Folkehjem, hvor magasinet Grænsen møder de fire foreningsmedlemmer, er i anledning af 100-året for Genforeningen blevet renoveret for adskillige millioner. Bænkene i parken foran Folkehjem er udsmykket med citater med relation til grænselandets historie og Genforeningen, og på pladsen er der nedfældet relieffer af fodspor, der skal symbolisere de cirka 3000 fremmødte, som stod her den 17. november 1918, da den dansksindede, nordslesvigske politiker H.P. Hanssen (1862-1936) trådte ud på balkonen for at tale.

Anledningen var vedtagelsen af Aabenraa-

resolutionen, som var udtryk for en moderat linje i grænsespørgsmålet. Han holdt en følelsesladet tale, der hyldede de dansksindede, der havde mistet livet under Første Verdenskrig. Samtidig slog han fast, at de dansksindede skulle behandle de tysksindede, som de selv ønskede at blive behandlet. På den måde var han med til at lægge kimen til det gode naboskab mellem Danmark og Tyskland i dag, som Horst Schneider mener, at Grænseforeningen skal være med til at bevare og udbygge.

12 tyske børn i dansk skole

Horst Schneider er opvokset med tyske forældre, der ingen relation havde til det danske mindretal, men valgte at sætte deres 12 børn i dansk børnehave og skole, og Horst Schneider har fortsat traditionen med sine to børn, ligesom hans to børnebørn også har gået i dansk skole.

“Som ung var jeg ikke så opmærksom på det, men da jeg fik børn, blev det mere presserende. Min kone, der er tysk, var ikke umiddelbart så positiv over for det. Men jeg fik hende overbevist, og det har ingen af os fortrudt. Jeg kan også se, at mange, der som børn og unge ikke var særlig bevidste om deres tilhørsforhold til det danske, vender tilbage til for eksempel de danske idrætsklubber i Sydslesvig. Det siger mig, at Grænseforeningen har en stor relevans også i dag”, siger Horst Schneider. Men hvordan man kan få flere unge til at opdage foreningens relevans og melde sig ind, er han i tvivl om.

“Jeg tror, at det vigtigste er, at børn og unge får gode oplevelser i de danske skoler og fritidslivet, for så vil de senere vende tilbage og forhåbentlig også engagere sig i foreningslivet;” siger han og tilføjer, at Grænseforeningen giver god mulighed for at udbygge og vedligeholde menneskelige relationer på tværs af grænsen. Kristina Albertsen Jepsen er enig.

“Jeg håber, at Grænseforeningen kan åbne nogle døre til et fællesskab og give mig mere viden om det historiske, så jeg har noget at give videre til mine børn. Jeg tror også, at det er vigtigt, at vi som forening kommer ud på sociale medier og laver arrangementer til børn og familier”, siger hun.

“I aften skal vi for eksempel til en aften med Sigurd Barrett om Genforeningen, som Grænseforeningen er medarrangør af”, tilføjer hun.