Appel, Ingeborg, 1868-1948, højskolelærer
Ingeborg Appel blev født på Askov Højskole som datter af højskolens første forstanderpar Ludvig og Charlotte Schrøder. Hun var hele sit liv knyttet til Askov Højskole bortset fra elevtiden på Vallekilde Højskole. I årene 1887-1889 gennemførte hun som den første danske kvinde et kursus i den lingske gymnastik på Gymnastiska Centralinstitutet i Stockholm. Hende hovedfag på højskolen i Askov var gennem 50 år gymnastik og sundhedslære. Hun gjorde en banebrydende indsats for folkelig kvindegymnastik.
Ingeborg Appel ledede højskolen 1908-26 sammen med sin mand, Jacob Appel, og var forstander i hans to ministerperioder 1910-13 og 1920-24. Hun fik stor betydning for mage årgange af sønderjyske højskoleelever.
Af Elsemarie Dam-Jensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Litteratur:
Margrethe Christiansen: Ingeborg Appel og Askov. Kristeligt Dagblads Forlag, 1967.
Ingeborg Appel. Udateret fotografi.
Foto: Ukendt fotograf, Museum Sønderjyllands Mediearkiv.