Gå til leksikonoversigt

Schmidt, Johannes, 1869-1959, præst og politiker

Personer

Johannes Schmidt var født i Tønder og fik i 1896 embede som sognepræst i Vodder mellem Skærbæk og Ribe. Herfra stammer hans tilnavn Schmidt-Vodder. Ud fra et ønske om at formindske de nationale spændinger var han i 1909 medgrundlægger af Verein für deutsche Friedensarbeit in der Nordmark

Efter folkeafstemningen i 1920 gik han energisk ind i den organisatoriske og politiske opbygning af det tyske mindretal. Han var medlem af Folketinget 1920-1939 som repræsentant for Slesvigsk Parti. Fra 1933 tilpassede han sig den nye magtsituation i Tyskland, men blev alligevel med sin national-konservative holdning skubbet til side og i slutningen af 1930'erne afløst af mere rabiate kræfter. Ved grundlæggelsen af Bund Deutscher Nordschleswiger i 1945 mistede han helt sin indflydelse.

Af Frank Lubowitz i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.