Rødding Højskole og Grænseforeningen inviterer fra søndag på et ugekursus om dansk identitet og kultur set fra Tyskland med blandt andre forfatter Knud Romer på programmet.
I Danmark tales der i disse år meget om danskhed og national identitet. Hvem er nationen? Og hvor er den på vej hen? Men identitet har altid to sider. Det gælder også den nationale identitet, der defineres i et samspil mellem den nationale selvopfattelse og andre nationers syn på Danmark. Hvad sker der, hvis man flytter diskussionen om danskhed over grænsen og anskuer den fra Tyskland?
Det er nogle af de spørgsmål, der rejses i programteksten til højskolekurset ”Det Danmark, vi kender – set med tyske øjne”, som Rødding Højskole og Grænseforeningen inviterer til 10. til 16. september 2017.
Tysklandskender, forfatter og radiovært Knud Romer, der på kurset vil holde foredrag om dansk selvforståelse i tysk perspektiv, mener, det kan være gavnligt for danskerne at se sig selv med tyske øjne.
”Vi er meget mere tyske, end vi aner. Der er meget tysk historie og kultur vi bør kende, for ellers kender vi ikke vores egen historie og kultur”, siger Knud Romer.
På kurset medvirker desuden kirke- og kulturminister Mette Bock, lektor ved Saxo-Instituttet i tysk og vesteuropæisk samtidshistorie Karl Cristian Lammers, tysk journalist og forfatter Elmar Jung, formand for mindretalspartiet Sydslesvigsk Vælgerforening Flemming Meyer og mange flere kulturpersonligheder, politikere og mediefolk.
Der er planlagt besøg i den slesvig-holstenske landdag i Kiel, rådhuset i Flensborg og A.P. Møller Skolen i Slesvig.
Kurset foregår 10.-16. september på Rødding Højskole med to heldagsture til Sydslesvig. Kursusværter er Knud-Erik Therkelsen, generalsekretær i Grænseforeningen, og Mads Rykind-Eriksen, forstander for Rødding Højskole.
Find programmet på www.rhskole.dk eller kontakt Rødding Højskole, Flors Allé 1, 6360 Rødding. Tlf. 74842284, kontor@rhskole.dk.