Peter Skov-Jakobsens bedstefar hed Wilhelm Heinrich Petersen og var født i 1897 i Frørup ved Christiansfeld. Han talte tysk med sin mor og kom i krigstjeneste for kejseren på Vestfronten under Første Verdenskrig. Men efter den nye dansk-tyske grænsedragning i 1920, hvor Frørup blev en del af det danske rige, opfattede han sig selv som dansk statsborger.

“Grænsen løb lige ned igennem ham”, konstaterer Peter Skov-Jakobsen.

Vi sidder i Bispegården i Nørregade i København med udsigt til på den ene side Københavns Universitet og på den anden Københavns Domkirke, hvor Peter Skov-Jakobsen prædikede ved genforeningsgudstjenesten den 12. januar i år. H.M. Dronningen var til stede og det samme var repræsentanter fra det officielle Danmark, det dansk-tyske grænseland og Tyskland. I sin prædiken sagde biskoppen blandt andet: “Om vi er dansk eller tysk, sønderjyde eller slesviger, mindretal eller flertal, foran os står Guds rige”.

Det var forud for den genforeningsgudstjeneste, at Peter Skov-Jacobsen blev ringet op: Ville han stille op som formandskandidat i Grænseforeningen?

“Svaret krævede selvfølgelig en overvejelse. Det blev et ja”, konstaterer Peter Skov-Jakobsen, der har indvilget i også at stille op til interview med magasinet Grænsen forud for formandsvalget for at svare på, hvad Grænseforeningens medlemmer og offentligheden i øvrigt kan forvente sig af ham som ny formand for Grænseforeningen. Og hvorfor er det interessant for ham som biskop med en travl mødekalender at blive formand for en folkeoplysende forening som Grænseforeningen?

Peter Skov-Jakobsen gør det klart, at han ikke har færdige strategier klar for Grænseforeningens fremtid, men vil glæde sig til at udarbejde planer for fremtiden i et samarbejde med den øvrige bestyrelse og ledelse. Men han har gjort sig nogle overordnede tanker om nogle emner, der optager ham meget: Nationalitet, identitet og grænser, som han mener spiller fint sammen med Grænseforeningens formål om at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen, under sloganet “For en åben danskhed”.

“Jeg tror, at noget af det, der kommer til at optage os endnu mere i Europa i de kommende år, bliver nationalitet og grænser. Og de to ord hænger uløseligt sammen med et andet, nemlig identitet: Hvad vil det sige at være et menneske? Hvem er jeg? Hvem er vi?”

“De temaer, vil jeg gerne være med til at sætte fokus på, både som formand for Grænseforeningen og som biskop. I min verden skelner jeg ikke mellem mine forskellige roller. Det ville være alt for opdelt og mærkeligt. For mig er det det fællesmenneskelige, det drejer sig om, og der ser jeg en folkeoplysende forening som Grænseforeningen som en væsentlig aktør. Og den travle kalender: Ja, jeg har travlt, men jeg er også vant til at nå meget, så det er jeg ikke bekymret for”.

Bindestregsidentitet er kommet for at blive

“Min bedstefar levede med både dansk og tysk i grænselandet dengang. For mit eget vedkommende har det været mere enkelt. Jeg er født i Danmark, som jeg elsker: Sproget, kulturen, naturen, årstiderne og lyset. Men jeg har også været præst i England i mange år, og hvis jeg og min familie ikke var vendt hjem igen dengang, var mine to døtre vokset op med to modersmål og to kulturer, og det tror jeg ville have været en berigelse for dem.”

“Sådan er virkeligheden også i København og mange steder i det øvrige Danmark i dag: Vi lever i en tid, hvor mange borgere har bindestregsidentitet. Det er spændende, når de unge kommer og siger: Den bindestreg er vi ikke bange for. De fleste af os ældre er vokset op med én kultur og ét sprog, nemlig dansk. Men vi må forholde os til en ny virkelighed og komme de unge i møde”, siger han og fremhæver, at han ved et møde i Grænseforeningen tidligere i år blev præsenteret for Grænseforeningens Kulturmødeambassadører, der er et korps af unge fra det danske, tyske og frisiske mindretal samt unge med anden etnisk minoritetsbaggrund, der holder dialogmøder på uddannelsesinstitutioner og oplyser om, hvordan det er at leve med bindestregsidentitet.

“Det var smadderspændende”, konstaterer Peter Skov-Jakobsen.

Mødet med tysk, teologi, England og søens folk

Peter Skov-Jakobsen er opvokset i Korup ved Odense i 1959 og læste tysk på Københavns Universitet, inden han skiftede til teologi. At tiden som tyskstuderende har sat spor, bærer samtalen præg af med mange referencer til tyske forfattere og steder. Sommerferien i år gik til Weimar, og mødet med de store tænkere Goethe, Schiller og Wieland og deres oplysningstanker fortæller han begejstret om. 

Peter Skov-Jakobsen har været biskop over Københavns Stift siden 2009, er fraskilt og har to voksne døtre. På hans hjemmeside kan man læse, at han er optaget af samfundsforhold, litteratur og europæisk historie, og når man spørger ham, om han har noget at tilføje til denne korte elevatortale om, hvem han er, kommer svaret prompte.

“At jeg er blevet den, jeg er, er først og fremmest sket i mødet med andre”, siger han og uddyber:

“Det har været helt afgørende for mig at studere i England og gøre tjeneste ved sømandskirken i Hull gennem ni år. Det har også været afgørende at være præst ved Holmens Kirke og være udsendt som orlogspræst i forbindelse med Søværnets operationer i blandt andet Middelhavet og Adénbugten. Mødet med disse sømænd har betydet meget for mig. De er gået ind i en sådan tjeneste med en særlig afgjorthed og er indstillet på at kæmpe for det, de tror på. Og så gør man honnør for Dannebrog, hver gang man går fra borde og ombord igen. Det har også betydet meget”.

Dannebrog og det multikulturelle

Netop Dannebrog var temaet ved en anden festgudstjeneste i Københavns Domkirke den 15. juni 2019, hvor Peter Skov-Jakobsen også prædikede. Anledningen var 800-års jubilæet for Dannebrog. Efterfølgende skrev lektor i litteratur og borgerlig debattør Hans Hauge i Berlingske under overskriften “Den antinationale biskop”, at Peter Skov-Jakobsen hyldede det multikulturelle, og det var ikke venligt ment, fornemmede man som læser. Hans Hauge spurgte dengang retorisk:

“Ved biskoppen slet ikke, at nationalismen har skabt Danmark, Dannebrog, det nationale, flaget, sproget og det hele?”

“Jo, det ved jeg godt”, lyder svaret fra Peter Skov-Jakobsen, “men for mig er det nationale ikke noget, jeg føler mig spærret inde i. Det nationale for mig betyder, at jeg også er nysgerrig på de andre og kan række ud imod andre mennesker og andre kulturer. Vores kongefamilie er da et udmærket eksempel på det. De har vist, at man rent faktisk godt kan tale dansk med både fransk og australsk accent. For mig er det nationale ud over at være mit udgangspunkt også en port til verden, og den opfattelse er jeg da heldigvis ikke alene om”, siger Peter Skov-Jakobsen.

Grænser og grave

Han ved godt, at det multikulturelle ofte først og fremmest problematiseres i forhold til borgere med ikke-vestlig baggrund. Han henviser til den kendte tyske forfatter med iransk baggrund Navid Kermanis bog: ‘Entlang den Gräben. Eine Reise durch das östliche Europa bis Isfahan’ (Langs gravene, en rejse gennem det østlige Europa til Isfahan).

“Bogen viser, at de steder, hvor der er nationer og grænser, vil der også ofte være mange grave. Man skal være national og holde af sit land, men man skal passe på med at gå til yderligheder. Det handler om at elske sit land og bevare sansen for dem på den anden side af grænsen. Om man er voksen eller barn: Grænser drager, og man kan ikke lade være med at overskride dem”, siger Peter Skov-Jakobsen og vender tilbage til det dansk-tyske grænseland, hvor der i dag hersker fred og forståelse mellem mennesker. Men det er vigtigt at huske, at det ikke altid har været sådan, pointerer han.

“Her i 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark synes jeg, det er vigtigt at lytte. Hvis jeg bliver valgt som ny formand for Grænseforeningen, vil jeg bruge megen tid på at lytte til både mindretal og flertal på begge sider af grænsen og lære noget om alle nuancerne.”

“Jeg vil glæde mig til at møde det danske mindretal syd for grænsen og være med til at give mindretallet en fornemmelse af, at de er en berigelse for Danmark. Det danske mindretal kan lære os noget om, hvad det vil sige at leve med to kulturer og give os en forståelse af, hvad det tyske kan bidrage med.”

Mindretallene som brobyggere

“Også det tyske mindretal i Sønderjylland kan lære os noget. Jeg har læst Henrik Skov Kristensens velskrevne bog ‘Gerningsmænd eller ofre’ om det tyske mindretals erindring om nazismen, Anden Verdenskrig og retsopgøret. Det var en sjældent vulgær fejltagelse at blive nazist og gå strækmarch i Sønderborg kun få måneder før befrielsen i 1945. Den fejltagelse har det tyske mindretal måttet forholde sig til.”

“Men der er også et opgør med fortiden. Det kom meget stærkt til udtryk, da Hans Heinrich Hansen, (den daværende formand for Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), red.) talte ved genforeningsfesten på Dybbøl Banke i 1995. Vi andre kan bruge den vulgære fejltagelse fra dengang til at forarges, ja. Men forhåbentlig kan vi også bruge den til at se på vores egne fejltagelser og blive klogere på, hvad vi selv skal sone og gøre op med”.

“For begge mindretal gælder, at der var et sprog og en kultur, som ikke ville slippe dem, og som de holdt fast i, og i dag virker de som brobyggere mellem dansk og tysk. Mange i det dansk-tyske grænseland har en stærk regional identitet som slesvigere. Det synes jeg også er spændende. Man kan være slesviger, dansk eller tysk, europæer og verdensborger på samme tid. Mindretallene kan lære os at være opmærksomme på vores egen nationalitet”, siger Peter Skov-Jakobsen.