Udenrigsministeriet lukker for rejser til Slesvig-Holsten
Som følge af coronasituationen i Slesvig-Holsten fraråder Udenrigsministeriet nu alle ikke-nødvendige rejser til hele Tyskland.
Udenrigsministeriet fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser til hele Tyskland.
Foto: News Oresund
Udenrigsministeriet opdaterede torsdag sine rejsevejledninger, og som følge af coronasituationen i Tyskland er Slesvig-Holsten nu også blevet farvet orange. Det betyder, at delstaten, der indtil nu har haft særstatus i kraft af i sin rolle som grænseregion, ikke længere opfylder kriterierne for lave smittetal i modellen for rejsevejledninger for EU- og Schengenlande. Dermed fraråder Udenrigsministeriet nu alle ikke-nødvendige rejser til hele Tyskland.
Den opdaterede rejsevejledning ærgrer det danske mindretal i Sydslesvig, men at Slesvig-Holsten er blevet farvet orange, kommer ikke som en overraskelse, skriver Flensborg Avis.
”Når danske musikere, kunstnere og andre samarbejdspartnere ikke kan rejse til Slesvig-Holsten, tager det luften ud af vores danske kulturarbejde”, siger Jens A. Christiansen, generalsekretær i Sydslesvigsk Forening (SSF), til Flensborg Avis.
Slesvig-Holsten, der har ca. 2,9 millioner indbyggere, har de seneste to uger i gennemsnit haft 31,1 smittede pr. 100.000 indbyggere, viser tal fra Statens Serum Institut. Den danske grænse for, hvornår et land eller i dette tilfælde en region bliver farvet orange, er 30 smittede pr. 100.000 indbyggere. Mandag morgen oplyste den slesvig-holstenske delstatsregering, at der i løbet af det seneste døgn er registret 161 nye tilfælde, skriver Flensborg Avis. Samtidig er der i hele Tyskland blevet registreret 12.097 nye smittetilfælde, viser tal fra Robert Koch-Instituttet.
Tysklands forbundskansler Angela Merkel (CDU) blev i sidste uge enig med ministerpræsidenterne fra landets 16 delstater om en delvis nedlukning af det tyske samfund, der trådte i kraft mandag den 2. november. Det betyder, at barer, restauranter, biografer, teatre, sportshaller, kulturelle og forlystelsessteder skal holde lukket i fire uger.
Stigningen i smittetallene i Tyskland førte i forrige uge til, at Udenrigsministeriet frarådede ikke-nødvendige rejser til Tyskland på nær Slesvig-Holsten.
Ifølge Rigspolitiet må personer med bopæl i Slesvig-Holsten fra 2. november dog gerne rejse ind i Danmark, så længe der ved indrejse kan fremvises et anerkendelsesværdigt formål eller en negativ COVID-19 test.
Ved opdateringen af Udenrigsministeriets rejsevejledninger blev også Grækenland og Norge farvet orange. Dermed er det kun de svenske regioner Västerbotten og Västernorrland, der endnu ikke er blevet farvet orange. Udenrigsministeriet anbefaler dog, at man i regionerne udviser ekstra forsigtighed.
Flere nyheder: