Tyske deltagere fra informationsmøde i Sønderborg svarer
Familie fra Slesvig-Holsten: Der er bedre balance mellem arbejde og familieliv
“Vi er her i dag, fordi vi gerne vil have flere informationer om, hvordan det er at flytte til Sønderborg. Vi har i længere tid godt kunnet lide byen. Og vi er her tit, eksempelvis til en søndagsgåtur eller på ferie. Da vi så for noget tid siden besluttede, at vi gerne ville bo ved vandet, så vi rent tilfældigt, at huspriserne i Sønderborg er meget billigere end hos os. Frem for alt overvejer vi dog at forlade Tyskland på grund af vores børn. Alting forekommer at være mere åbent, afslappet og lettere i Danmark. Menneskene er venligere, og der er bedre balance mellem arbejde og familieliv. I Tyskland må man ofte regne med at skulle arbejde sent om eftermiddagen og om aftenen. Det er som sådan også ok, men det er ikke noget, man har lyst til med små børn. Vi er kommet ret langt i vores overvejelser om at flytte. Arrangementet her i dag er allerede det andet, vi er til, og vi føler os velinformerede. Vi er ikke bekymrede over at skulle flytte til Danmark. Sproget må vi naturligvis lære. Vi er allerede begyndt på dansk-kurser online. Senest om et par år bor vi sandsynligvis i Danmark.”
Anja Franke, 43 år, tandlæge, og André Franke, 42 år, account manager, Frieso, to år og Jarle, et år. Familien bor i Bad Bramstedt inærheden af Neumünster.
Par fra Hessen: Hygge fascinerer os
“Vi ville ikke være her i dag, hvis ikke der var et og andet i Tyskland, som vi er utilfredse med. I Tyskland føler vi, at vores personlige frihed er blevet indskrænket meget, særligt i de senere år. Under coronapandemien bliver tests og vacciner fremmet gennem pression og tvang og ikke gennem oplysning og frie valg. Også på arbejdsmarkedet er der meget pres og kun lidt fritid. For os er arbejdet ikke alt i livet. Derfor har vi i nogen tid overvejet at forlade Tyskland. Danmark er mere afslappet. Vi har læst meget om landet og menneskene. Særligt betaget er vi af friheden, der også ligger i landskabet, hvor man kan se langt, og blikket kan vandre frit. Og så tiltaler det os, at man ved siden af arbejdet også har fritid. Begrebet ‘hygge’ fascinerer os. Det beskriver noget mellemmenneskeligt, som desværre går stadig mere tabt i Tyskland. Sønderborg blev vi opmærksom på gennem vores venner, som allerede har købt et hus i nærheden af byen. Hvis vi beslutter os for at flytte, ville vi også købe et hus på landet. Vores største bekymring ved at flytte er, at vi har en datter på 18, som er i gang med at tage sin studentereksamen. Om hun vil flytte sammen med os, er stadig uafklaret. De mange informationer, vi har fået, skal vi nu fordøje, men det er ret sandsynligt, at vores fremtid peger i retning af Danmark. Og hvis vi tager skridtet, lærer vi selvfølgelig også dansk. Det står ikke til diskussion.”
Martin Winter, 59 år, forhandler af byggematerialer, og Nadine Winter, 45 år, administrationschef. Parret bor i nærheden af Frankfurt am Main.
Mor fra Bayern: Det er som at komme hjem
“Jeg synes, Danmark er meget tiltalende. Jeg kan lide kulturen, de rolige mennesker, den venlige og afslappede væremåde og også naturen. Særligt havet er et stort plus. Sammen med min familie har jeg allerede tre gange været på ferie i Danmark. Da vi sidste år kørte hertil, var det som at komme hjem. Derefter har vi ikke kunnet slippe tanken om at flytte til Danmark. Det er ikke sådan, at vi ikke kan lide det derhjemme i Bayern, hvor vi altid har boet. Men vi ønsker os et andet, roligere liv med mere tid til vores børn. Derfor vil vi ikke blive i München. Vi er allerede kommet ret langt i vores overvejelser om at flytte til Danmark. Vi er ikke bekymrede over at skulle flytte. Jeg ankom allerede i går til Sønderborg og brugte hele dagen på at vandre gennem byen. Der er skønt her. Og arrangementet i dag har givet mig mange nyttige informationer om børnehaver, skoler, huse og andet praktisk. Selvom vi selvfølgelig vil lære sproget, hvis vi flytter til Danmark, er det en stor fordel, at der også findes tyske børnehaver og skoler. På den måde bliver det nemmere for børnene at ankomme. I dag var jeg fortroppen, og jeg vil komme tilbage med hele familien, før vi tager en endelig beslutning. Men jeg tror, at vi senest om fem år bor et eller andet sted i Syddanmark. Og hvis jeg får lov til at bestemme, bliver det i Sønderborg.”
Melissa Neumaier, 34 år, kommunikationsmedarbejder, bor med sin mand og tre børn på fire, otte og 12 år i München.