Tilbage til nyhedsliste

Tysklands vicekansler hædret på dansk universitet

29. september 2023

Robert Habeck, der er Tysklands vicekansler samt klima- og økonomiminister, er blevet hædret som årets æresalumne ved Roskilde Universitet.

Robert Habeck er vicekansler samt klima- og økonomiminister i Tyskland.

Robert Habeck er vicekansler samt klima- og økonomiminister i Tyskland.

Arkivfoto: Lars Salomonsen

1992 var et skelsættende år for de dansk-tyske relationer, da Danmark i EM-finalen i fodbold trådte ud af lillebrorrollen og vandt 2-0 over Tyskland på mål af John ’Faxe’ Jensen og Kim Vilfort.

Det var også året, hvor Tysklands nuværende vicekansler samt klima- og økonomiminister, Robert Habeck (Grønne), begyndte som studerende ved Roskilde Universitet (RUC).

Nu har RUC hædret Robert Habeck som årets ærealumne. Det skriver universitet på sin hjemmeside.

”Robert Habeck er en visionær forfatter og politiker, som kombinerer humaniora, politik og klimatiltag. Han har en stærk tværfaglig indsigt og en vilje til at løse udfordringen med at omstille vores verden til at modstå klimakrisen og fastholde sammenhængskraften i samfundet”, udtaler rektor Hanne Leth Andersen.

”Det er også en glæde at opleve, at han ofte fremhæver værdien af RUC’s uddannelsesmodel, projektarbejde og tværfaglige tilgang,” lyder det videre fra rektoren.

I en video, RUC har delt på sine sociale medier, fortæller Robert Habeck, hvordan han oplevede det at begynde på et universitet i Danmark efter at have læst en række år i Freiburg i Sydtyskland.

”Det var en stor oplevelse at tilbringe et år på RUC. Det var også specielt at begynde i september 1992, få måneder efter at Danmark havde vundet EM over Tyskland. Der var mange af mine medstuderende, der synes, det var sjovt, at jeg kommer fra Tyskland”, siger Robert Habeck i videoen.

”Det var en stor oplevelse pludselig at være på et universitet, hvor kreativitet og selvbestemmelse var så meget i fokus. Jeg kom fra et meget konservativt universitet i Freiburg, hvor den store professor aldrig kunne finde på at tale til dig. På RUC var det helt anderledes, og alle talte med alle, og du havde selv indflydelse på, hvad du ville lære. Jeg lærte virkelig mange ting, som jeg også gør brug af i dag som politiker”, siger han.

Robert Habeck benytter også lejligheden til at trække linjer mellem krigen i Ukraine og de erfaringer, man har gjort sig i det dansk-tyske grænseland gennem 150 år.

”I grænselandet har vi i dag lært at lytte til hinanden og lære af hinanden. Vores samfund er mere åbent, og vi forandrer ting som ét fællesskab. Grænsen er ikke længere en skillelinje, men en magnetisk linje, der tiltrækker folk fra begge sider. Vi arbejder på begge sider af grænsen og lærer både dansk og tysk. Den følelse har sat et stærkt præg på mit liv”, siger Robert Habeck.

Prisen blev uddelt i forbindelse med RUC’s årsfest den 14. september. Robert Habeck kunne desværre ikke deltage som følge af parlamentarisk uge i Forbundsdagen i Berlin.

Æresalumneprisen blev indstiftet i 2022 i forbindelse med RUC’s 50-års jubilæum, hvor prisen gik til journalist, tv-vært og forfatter Erkan Özden.

Robert Habeck bor i dag i Flensborg, men er født i den holstenske by Lübeck.