Tilbage til nyhedsliste

Nyt turistmål er klar til næste år

1. april 2026

Danevirke Museum har holdt rejsegilde, og lige nu ser det ud til, at planen holder, så den ny museumsbygning står klar i foråret 2027.

Det nye Danevirke Museum forventes at åbne til foråret 2027.

Det nye Danevirke Museum forventes at åbne til foråret 2027.

Foto: Rasmus Meyer/Sydslesvigsk Forening (SSF)

Af Poul Struve Nielsen

Er det blevet tid til en lille påskeferie? Måske en rejse til det nærmeste udland? 

Sydslesvig har i hvert fald rigeligt at byde på. Og til næste år er der en seværdighed mere end i år, endda en af de helt store. Intet mindre end en ny museumsbygning ved porten til danernes rige ventes at stå klar i foråret 2027.

I det tidlige forår i år har der nemlig været rejsegilde for det nye Danevirke Museum, og det er sket på bagkant af en vinter, hvor byggeriet er gået over al forventning.

”Lige nu går alt efter planen, og taget i betragtning, at vi har haft en meget hård og lang vinter, er det fantastisk, at de har kunne holde planen. Så ja, vi regner med at kunne blive færdige i foråret 2027 som planlagt”, siger Lars Erik Bethge, leder af Danevirke Museum, til Flensborg Avis.

Det var Hans Majestæt Kong Frederik 10. med dronning Mary ved sin side, der tog det første spadestik til den nye museumsbygning, da de besøgte Dannevirke og det danske mindretal i Sydslesvig i oktober 2024.

Lars Erik Bethge regner med, at den smukke arkitektur, der nu er lagt grundsten til, vil imponere, og at de kommende museumsgæster vil blive overraskede over den måde, man kan fortælle historie på i de nye rammer.

”Det er jo en udfordring at fortælle 1.500 års historie på så lidt plads, som vi har. Så selvfølgelig præsenterer vi også kun et komprimeret overblik. Dem, der vil vide alle detaljerne, får lov at læse i en bog”, siger han videre til avisen og lover, at det nye museum vil henvende sig til alle generationer.

Der vil være et passende udvalg af litteratur om voldanlægget i butikken, når det nye museum står færdigt.

Åbningen af den nye museumsbygning, som er under opførelse, er blevet forsinket flere gange. For byggeriet står arkitektfirmaet Lundgaard & Tranberg Arkitekter, som også har tegnet Skuespilhuset i København og skal stå for opførelsen af det nye vikingeskibsmuseum i Roskilde.

De nye museumsbygninger opføres med støtte fra de to danske fonde, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Augustinus Fonden, der tilsammen stiller mere end 73 millioner kroner til rådighed til opførelsen af et nyt, moderne formidlingscenter. Desuden vil den danske stat og den tyske delstat Slesvig-Holsten i fremtiden støtte driften af det kommende museum med hver en million kroner om året. 

I et interview i en tidligere udgave af Magasinet Grænsen, som udgives af Grænseforeningen, sagde Lars Erik Bethge:

“Der er forskel på, hvilken funktion Dannevirke har haft i løbet af de mere end 1500 år, hvor anlægget er blevet udbygget. Det har været en magtgrænse, ikke en brat kulturgrænse.” 

Han tilføjede, at Dannevirke også har været en slags religionsgrænse mellem de asatroende og kristne, før Danmark blev kristent. 

”Kirken i Hedeby var den første kirke i Norden, men den er nok i første omgang mere bygget for at have et tilbud til de handlende sydfra,” sagde han. 

Det med kirken i Hedeby vil der blive talt og skrevet en del om senere i år, hvor 1200-året for begyndelsen på Ansgars med tiden vellykkede bestræbelse på at gøre danerne kristne skal fejres.

Både Dannevirke og det nærliggende Hedeby, hvor der også er et fint museum at besøge, er UNESCO-kulturarv. Danevirke Museum drives af Sydslesvigsk Forening (SSF), der er det danske mindretals kulturelle hovedorganisation, mens Hedeby drives af den tyske stat. Og det skal med, fordi de to museer har et rigtig godt samarbejde.